H-D Café Racer tættere på produktion? - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

H-D Café Racer tættere på produktion?

Harley-Davidson har søgt varemærkeregistrering på RMCR-navnet, og flere ting tyder på, at den vilde café racer kan være på vej i produktion.
13/08-2026 kl. 08:22
Anslået læsetid: 6 Minutter

Da Harley-Davidson tidligere på året viste den opsigtsvækkende RMCR Concept frem, var meldingen i store træk, at der var tale om et koncept. Men allerede dengang blev døren til en mulig produktionsmodel efterladt på klem.

Siden har den kulfiberklædte café racer tilsyneladende fået ganske meget opmærksomhed, og nu er der kommet endnu et tegn på, at Harley-Davidson måske mener det mere alvorligt, end vi først troede.

Den amerikanske producent har nemlig søgt om varemærkeregistrering af navnet RMCR. Og det er ikke det eneste interessante navn, Harley-Davidson forsøger at sikre sig.

Fra koncept til produktionsmodel?

Da vi skrev om Harley-Davidson RMCR Concept tilbage i marts, var det især interessant, fordi modellen pegede i en noget anden retning end størstedelen af producentens nuværende modelprogram.

RMCR står for Revolution Max Cafe Racer, og konceptet kombinerer tydelige referencer til Harley-Davidson XLCR fra 1970’erne med moderne teknik og en væsentligt mere sportslig tilgang.

Centralt i konstruktionen finder vi den vandkølede Revolution Max-motor på 1.250 kubik, som vi blandt andet kender fra Pan America og Nightster. I Pan America yder motoren 150 hk, men Harley-Davidson har endnu ikke offentliggjort konkrete specifikationer for RMCR.

Konceptet blev vist med blandt andet Öhlins-affjedring, Brembo kalibre, en 2-i-2 Akrapovič-udstødning, clip-ons, tilbagetrukne fodhvilere og rigelige mængder kulfiber. Og nu ser det ud til, at modellen har taget er skridt væk fra tegnebrættet.

Harley-Davidson har søgt om navnet

Den 29. juli søgte Harley-Davidson hos det amerikanske patent- og varemærkekontor om rettighederne til navnet RMCR til brug på motorcykler og tilhørende dele.

En varemærkeansøgning er naturligvis ikke det samme som en bekræftet produktionsmodel. Producenter beskytter jævnligt navne og idéer, som aldrig ender hos forhandlerne, så champagnen skal nok blive i køleskabet lidt endnu.

Men ansøgningen føjer endnu en brik til puslespillet.

For Harley-Davidson har ikke blot oplevet stor interesse omkring konceptet. Selskabets nye administrerende direktør Artie Starrs har også tidligere kommenteret den positive modtagelse og antydet, at netop den slags motorcykel kunne være noget, Harley-Davidson ville lytte til kunderne omkring.

Dertil kommer designregistreringer, som beskytter dele af RMCR’s udseende. Tegningerne ligger meget tæt op ad konceptcyklen, men viser blandt andet en ændret forskærm med den siderefleks, der kræves på en gadegodkendt motorcykel.

Det er stadig ikke noget endeligt bevis på, at modellen kommer i produktion. Men listen over “tilfældigheder” begynder efterhånden at blive interessant.

En gammel idé får nyt liv

RMCR er også interessant af en anden årsag.

Under kulfiberen gemmer der sig nemlig spor fra Harley-Davidsons tidligere Bronx-projekt. Streetfighteren var langt fremme i udviklingen, inden Harley-Davidson ændrede kurs under daværende topchef Jochen Zeitz.

Ja, faktisk så vi modellen med egne øjne på EICMA i 2019, men så forsvandt den.

RMCR ser ud til at genbruge dele af det arbejde, og det giver ganske god mening. Der er trods alt ikke meget fornuft i at lade udviklingsarbejde og investeringer samle støv på en hylde, hvis komponenterne kan danne grundlag for en ny motorcykel.

Samtidig passer en sådan model ganske godt ind i den kurs, Harley-Davidson nu forsøger at sætte under Artie Starrs.

Og så er der RMXR

Harley-Davidson indsendte samme dag endnu en interessant varemærkeansøgning. Denne gang på navnet RMXR.

Her bliver vi nødt til at bevæge os over i spekulationerne, for Harley-Davidson har ikke præsenteret en motorcykel med det navn.

Men XR har en ganske særlig klang i Harley-land.

Betegnelsen leder tankerne mod den legendariske XR750 flat tracker og senere gademodeller som XR1200 og XR1200X. Sammenholder man det med bogstaverne RM, som meget nærliggende kan pege på Revolution Max, er tanken om en moderne flat track-inspireret søstermodel til RMCR ikke helt fjern.

At Harley-Davidson har søgt om begge navne samtidig gør derfor også spørgsmålet større end blot, om café raceren kommer i produktion.

Måske er der snarere tale om begyndelsen på en mere sportsligt orienteret gren af Revolution Max-familien?

Vi er tættere på end i marts

Da vi første gang skrev om RMCR, sluttede vi med spørgsmålet, om Harley-Davidson burde oprette en side, hvor interesserede kunne tilkendegive, at de gerne ville se konceptet sat i produktion. Men det ser ikke ud til, at der var behov for en sådan side.

Interessen har været svær at overse, og siden er der kommet både udtalelser fra toppen af Harley-Davidson, varemærkeansøgninger og designregistreringer til.

Ingen af delene garanterer, at Harley-Davidson RMCR kommer til salg. Og rygter om både lanceringstidspunkt og eventuel præsentation på EICMA bør indtil videre behandles som netop rygter.

Men hvor RMCR i marts var et spændende koncept med en usikker fremtid, er der nu væsentligt flere konkrete tegn på, at Harley-Davidson arbejder videre med idéen.

Og hvis den færdige motorcykel ender bare nogenlunde så tæt på konceptet, som registreringerne antyder, kunne det blive en af de mest interessante Harley-Davidson-modeller i mange år.

Del med en ven