
Er GoPro på vej mod afgrunden?
Der var engang, hvor GoPro nærmest var synonym med actionkameraer…
Skulle man filme et hop, en omgang på banen, en tur gennem skoven eller en mere optimistisk end velovervejet idé med hjelm på hovedet, så var det ofte en lille firkantet GoPro, der blev spændt fast et sted på kroppen, motorcyklen eller udstyret.
Men nu er virksomheden bag de små robuste kameraer havnet i en alvorlig økonomisk situation, hvor fremtiden ikke længere ser helt så sikker ud, som brandets mange brugere måske havde forestillet sig.
I en nylig indberetning til de amerikanske børsmyndigheder skriver GoPro, at der er væsentlig tvivl om selskabets evne til at fortsætte driften de kommende 12 måneder.
Det er ikke det samme som en konkursbegæring, og GoPro understreger da også, at der ikke er konkrete planer om at søge konkursbeskyttelse, men formuleringen er alvorlig.
Den slags skriver man ikke i en børsmeddelelse, fordi regnskabsafdelingen har haft en lidt tung mandag. Det er en regnskabsmæssig advarsel om, at økonomien er presset i en grad, hvor virksomheden kan få svært ved at opfylde sine forpligtelser, hvis ikke der findes nye penge, en køber, en fusion eller en anden strategisk løsning.
GoPro kom ud af 2025 med et underskud på 93,5 millioner dollars, efter et endnu større tab på 432,3 millioner året før. Samtidig er omsætningen faldet markant, og selskabets kontantbeholdning er skrumpet betragteligt.
Det er i sig selv en udfordring, men GoPro rammes også af forhold uden for virksomhedens egne vægge. Priserne på hukommelseskomponenter er steget voldsomt; ifølge selskabet med op mod 80 til 115 procent på kort tid i slutningen af marts 2026.
Det skyldes blandt andet den enorme globale efterspørgsel på hardware til kunstig intelligens, som presser forsyningskæderne og gør livet dyrere for producenter, der er afhængige af hukommelse og lagring. Og for GoPro kommer det på et uheldigt tidspunkt.
Salget har allerede været svagere end ventet i april og maj, og samtidig er konkurrencen på actionkamera-markedet ikke blevet mildere med årene.
Insta360 og DJI har for længst gjort det klart, at GoPro ikke længere kan læne sig tilbage på sit navn alene.
Virksomheden har forsøgt at reagere. Der er gennemført store besparelser, medarbejderstaben er reduceret med omkring 23 procent, og GoPro har tidligere meldt ud, at man undersøger mulighederne for et salg eller en fusion.
Selskabet kigger efter sigende også mod områder som forsvar og luftfart, hvor GoPros billedteknologi muligvis kan få et nyt liv uden for den klassiske action- og outdoorverden.
Det er et interessant skifte for et mærke, der i mange år har levet af at være kameraet for dem, der hellere ville filme oplevelsen og vise den til vennerne end at forklare den bagefter.
Men spørgsmålet er, om det er nok.
GoPro står med gældsforpligtelser og kreditbetingelser, der kan blive svære at overholde, hvis udviklingen fortsætter.
Ifølge selskabets egne oplysninger kan det blive nødvendigt at skaffe yderligere finansiering, sælge aktiver, gennemføre en strategisk transaktion eller i yderste konsekvens reducere, omstrukturere eller indstille dele af driften.
Det lyder måske lidt dramatisk, men det betyder ikke nødvendigvis, at GoPro er færdig.
Virksomheder kan komme ud af den slags situationer gennem refinansiering, opkøb eller nye investeringer. Og GoPro har stadig et navn, en teknologisk arv og en brugerbase, som andre aktører med garanti holder øje med.
For brugerne er det næppe selve kameraerne, der er den største bekymring her og nu. En GoPro holder jo ikke op med at filme, fordi der ligger en bekymrende indberetning hos de amerikanske børsmyndigheder.
De mere langsigtede spørgsmål handler om garantier, softwareopdateringer, abonnementer, GoPro Cloud, Quik-appen og den videre udvikling af økosystemet omkring kameraerne.
GoPro har netop sendt nye produkter på markedet, og teknisk set er der stadig liv og udvikling i brandet. Men det ændrer ikke ved, at virksomheden står i en situation, hvor de kommende måneder kan blive afgørende.
For motorcyklister, eventyrere, trackday-folk, vloggere og alle andre, der gennem årene har spændt en lille GoPro fast på noget, der bevæger sig hurtigt, er det en bemærkelsesværdig udvikling.
Actionkameraets konge er ikke slået ud endnu… Men hjelmen har ramt asfalten!


