
BMW teaser ny sportsmodel – Er F 450 RR på vej?
Der er tilsyneladende mere på vej fra BMW, som blot en uge efter præsentationen af den nye F 450 R har offentliggjort et teaserbillede på sociale medier, der antyder, at den tyske producents 450-familie snart får endnu et medlem.
Denne gang er der tale om en sportslig model med fuldkåbe, som BMW endnu ikke har sat navn på. Men selvom billedet er mørklagt, er der flere interessante detaljer at få øje på.
Velkendte detaljer
Først og fremmest ligner fælgene dem, vi finder på den netop præsenterede BMW F 450 R, og kigger vi nærmere på forhjulet, ser vi også en enkelt bremseskive.
Det er værd at bemærke, da F 450 R netop er udstyret med en enkelt 310 mm skive foran, som omfavnes af en firestemplet Brembo-kaliber.
Dermed er der flere visuelle ligheder, som peger i retning af, at BMW er ved at udvide den nye 450-platform med en lille kåbecykel.
Endnu et medlem af familien?
Som vi tidligere har beskrevet i vores artikel om BMW F 450 R, leverer den tocylindrede rækkemotor på 420 kubik 48 hk, mens køreklar vægt er opgivet til 175 kg.
Om den kommende sportsmodel får præcis samme motoropsætning, ved vi endnu ikke, men en kåbeklædt variant baseret på samme platform vil være et oplagt supplement til F 450 GS og F 450 R.
BMW har samtidig annonceret, at den nye motorcykel afsløres den 15. oktober klokken 17 dansk tid.
Indtil da må vi nøjes med teaserbilledet og de detaljer, der trods mørklægningen er til at få øje på.



