Yamaha fejrer 60 års Grand Prix deltagelse - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Yamaha fejrer 60 års Grand Prix deltagelse

2022 modellerne i Yamahas R-serie fejrer Yamahas Grand Prix racing historie
Steffen F. Olesen
16/09-2021 kl. 06:00

For at fejre 60 års deltagelse i World Grand Prix Racing med mere end 500 sejre, løftede Yamaha sidst på dagen i går sløret for et ret cool farveskema til henholdsvis R1, R7, R3 og R125.

Det hele startede tilbage i 1961, da den japanske producent meldte sig til det franske Grand Prix med en 250cc RD45, og blot to år efter snuppede køreren Fumio Ito Yamaha’s første sejr i Belgien.
Endnu et år skulle der gå, før Yamaha kunne sende britiske Phil Read op på skamlens øverste trin som verdensmester i 1964, efter et hæsblæsende event på Monza i Italien.

Phil Read på Sachsenring i 1964

Farver kan være svære at udlede af et sort/hvid foto, men hvis jeg fortæller dig, at cyklen som ligger forrest var den første hvide Grand Prix-Yamaha med en solid rød stribe hen ad siden og en rød forskærm, så kan du selv trække tråde til det netop afslørede farveskema for 2022-modellerne.
Senere blev den solide røde stribe erstattet med speedblock-designet som du kender både fra gademaskiner og racere, og selvfølgelig har blokkene også fundet vej til næste års jubilæumsmodeller.

Det vides ikke om der sidder et par overtroiske hoveder ved Yamaha’s hovedbord, men hvis jeg som motorcykelproducent fik malet en af mine første racere på en speciel måde, for samme år at rende med verdensmesterskabstitlen, ja… så havde jeg nok også videreført farverne.

Yamaha har leveret en ordentlig dynge billeder af modellerne, som forventes leveret til europæiske forhandlere til November.
Billederne er samlet i galleriet over artiklen, så tril du bare til tops og stryg gennem stakken.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start