Enestående BMW R NineT - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Enestående BMW R NineT

Sydafrikaner ombygger BMW til ukendelighed
Nicolaus Johansen
13/08-2022 kl. 06:03

Da BMW R NineT ramte markedet tilbage i 2014, fik den et særdeles flot skudsmål med på vejen fra MagaCin. Ikke fordi den var avanceret, kørte skarpt og dynamisk eller fordi den leverede formidabel komfort. Nej roserne fik den først og fremmest for de følelser den vækkede hos testpiloterne, men også det stærke design.

Hvis du ikke er helt så benovet over formgivningen, kan det være du skal vende blikket mod Sydafrika og manden Wayne Buys – han har nemlig skabt en fuldstændig enestående og unik udgave af BMW-bokseren.

Selvlært
Wayne Buys er ikke uddannet inden for motorcykelverdenen. Oprindeligt har han gjort sig i at opstille, nedtage samt servicere industrimaskiner, og har arbejdet med dette uden for Sydafrikas grænser i 15 år.

Wayne Buys og Storm

Da han rykkede sine teltpæle op, og flyttede tilbage til sit hjemland, var han arbejdsløs og gav sig derfor i kast med at ombygge motorcykler. Sydafrikaneren har altid lavet om på sine egne motorcykler, så valget lå lige til højrebenet.

Langt hen ad vejen, besad Wayne Buys de evner der skulle til, for at klare sig som professionel motorcykelbygger. Han havde styr på svejsning, maskinarbejde, mekaniske opgaver samt alt der havde med strøm og elektronik at gøre.

Ekspertise i pladearbejde er et must

Med det repertoire af færdigheder ville mange nok være tilfredse, men ikke Wayne Buys. Inspireret af andre custombyggere, ville han også kunne forme plader og paneler, så maskinerne kunne få sit eget unikke udtryk.

Han konstruerede sit eget engelske hjul, (værktøj til pladearbejde – red.) og med det i garagen samt en træklods og et udvalg af pladehamre, udlærte han sig selv i at udforme skærme, paneler og alt hvad han havde brug for, til at kunne fremstille den slags ombygninger han ønskede.

Transformeret BMW
Siden den spæde begyndelse, er der løbet en del kubikmeter vand igennem åen. Hr. Buys er blevet mere end ferm til at forme plader og bukke rør, og lever nu fuldt ud af at fremstille unikke benzintanke, udstødninger, bundplader, skærme og hvad ellers kunderne måtte ønske, herunder komplette ombygninger.

Wayne Buys gør sig blandt andet i one-off udstødninger

En kunde ønskede noget helt særligt, nemlig en BMW R NineT ombygget med luftfart a la 1930’erne som tema. Kunden kom selv med motorcyklen, der skulle transformeres af Wayne Buys, og under det de skulpturelle aluminiumsstykker, er BMW’en stort set en standardmaskine, men alt andet er langt fra standard.

Processen tog hele otte måneder at gennemføre, da manden bag FabManCreations, som Buys’ firma hedder, skulle finde på nogle snedige løsninger for at komme i mål med projektet.
Den øvre del af alupladerne, som vel reelt er snublende tæt på at være et decideret karosseri, er fastgjort til den skjulte benzintank med en stor møtrik rundt om tankdækslet, og den anden ende er fæstnet under sædet.

Storm ligner noget fra fremtiden, som den forestilledes i 1930

Som det det fremgår af billederne, er der ikke ret meget ved “Storm”, som den ombyggede BMW hedder, der minder om donorcyklen. Det gælder også fodhvilerne, som er placeret længere tilbage end sædvanligt, og ud over at give chaufføren noget at hvile sine fusser på, også er med til at holde bundpladen på plads.

Hvert panel griber fast i det næste, og små unbraco-bolte er med til at holde dem sammen. Boltene tjener ikke kun et praktisk formål, men skal også lede tankerne hen på de nitter som holdt flyene fra tidligere tider sammen.

Luftindtagene er ikke blot til pynt

Huller og blæs
At lukke en luft/olie-kølet boksermotor ind bag en masse plade, virker måske ikke som verdens bedste ide. Derfor er luftindtagene også til mere end blot pynt på den unikke BMW.
De store huller på siden leder fartvind direkte ind på hver sin cylinder. De små huller på hver sin side af forgaflen, skal holde bremserne på en fornuftig temperatur, og indtaget bagerst leder luft hen til oliekøleren, som i øvrigt også er begavet med en blæser.

En anden blæser holder elektronikken afkølet, men kan ikke beskues med det blotte øje, da den er gemt under tankskallen. Og så alligevel ikke helt, for øverst på tankskallen har Wayne Buys udstyret Storm med trådgitter, hvorigennem varm luft fra elektronikken skal slippe ud.

Et minimalistisk cockpit

Få hyldedele
Speedometeret er en af de få dele, sammen med blinklys og spejle, som den voldsomt dygtige sydafrikaner ikke selv har fremstillet.
Som du måske allerede har gættet, er der naturligvis nøglefri betjening af den retrofuturistiske motorcykel. Alle kabler er pænt pakket væk inde i det hjemmelavede styr, og bremse-/koblingsgreb er udskiftet, så det rene design ikke forstyrres af kabler og væskebeholder.

Uanset om du er til det mildt sagt særlige design af den unikke BMW R NineT, må der lettes på styrthjelmen for Wayne Buys håndværksmæssige evner.
Angiveligt har flere adspurgt den kreative sydafrikaner, om muligheden for produktion af et decideret kit som R NineT-ejere kan skrue på deres egne cykler. Men Hr. Buys afviser dog tanken på baggrund af en alt for høj stykpris.

Vil du se mere af Wane Buys’ evner, kan du med fordel slå en smut forbi hans hjemmeside eller hans Instagram-profil, hvor hans mere eller mindre vilde ideer er til skue.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start