Lavpris adventurebike bliver endnu billigere - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Lavpris adventurebike bliver endnu billigere

Den i forvejen prisstærke Shineray XY400gy kan nu erhverves til reduceret pris
Nicolaus Johansen
09/08-2021 kl. 08:44

Går du med tanker om at anskaffe dig en adventurebike i den lette ende af spektret, også når det gælder prisen?
Lige nu kan du anskaffe dig en Shineray XY400gy med en rabat på hele 25 %!

Testresumé
Det første vi gjorde ved sidste års test, var at tage Shineray XY400gy en tur med ud i naturen. Her klarede den lette kineser sig godt.
Et 21″ forhjul, en 310 mm frihøjde, samt andre detaljer og egenskaber gjorde, at XY400gy viste sig duelig i terrænet.

Ved bykørsel var vi faktisk også ret begejstrede for den lille ADV-maskine. Den oprette kørestilling, kombineret med en solid sædehøjde, gav et godt overblik i trafikken.
Samtidigt gjorde den lave vægt og en moderat mængde hestekræfter maskinen let at tumle i det urbane miljø.

I byen klarer XY400gy sig godt.

På landevejen havde vi gennem testperioden også positive oplevelser med den orange eventyrer fra riget i midten – så længe tempoet var moderat.
Det smalle sæde overraskede også ved at være ganske komfortabelt.

Generelt havde vi en del roser at uddele til Shineray XY400gy, men som bekendt findes der ingen roser uden torne, og kineserens samlekvalitet imponerede os ikke.
Kvaliteten af malearbejdet var heller ikke forrygende. Blandet andet sled ved vi simpelthen malingen af flere steder på bagagebæreren under vores test.

Malingen er ikke lige tyk alle steder

Derudover var lyset knapt så fantastisk på Shineray’en – lysmængden, både ved kort og langt lys, fik stemplet “godkendt”, men heller ikke mere end det. Mest problematisk var det, at en stor portion af lyset fra forlygten kom op gennem instrumenteringen, og dermed blændede piloten i større eller mindre grad.

Dog skal de knapt så flatterende forhold ved Shineray XY400gy ses i lyset af prisen på 40.000 danske kroner – inklusiv sidetasker.

Prisen galt i halsen
I vores test af lavpriseventyreren – som var en af sidste års mest læste testartikler – skrev vi, at prisen var 35.000 kr., og ikke 40.000 kr. som oplyst på importørens hjemmeside.
Det var prisen vi fik oplyst, ved afhentningen, eller også er der nogen på redaktionen som trænger til høreapparater.

Den detalje er der dog ikke grund til at hænge sig i, for nu kan du erhverve dig en Shineray XY400gy for blot 29.900 kr.
Importøren, RC Holm, sælger nemlig sine demomodeller til den reducerede pris – en besparelse på over 25%.
Du skal dog være hurtig ved havelågen, for der er kun få demomodeller på lager.

Shineray XY400gy på skovtur

Gider du ikke spare de 10.100 kr., men hellere vil betale fuld pris, kan det også lade sig gøre.
Der er også stadig få helt nye eksemplarer på lager, men ej heller her skal du tøve for længe. Importøren tager nemlig ikke nye eksemplarer hjem.

Det skyldes to forhold.
For første er den lille kinesiske eventyrer ikke Euro5-godkendt, hvilket gør det umuligt at indregistrere nye eksemplarer efter 1. januar 2022. Endvidere oplyser importøren, at trods den lave pris på 40.000 kr., har der ikke været så meget salg i Shineray XY400gy som forventet.

Dermed ser det ud til, at det kinesiske mærke er fortid i Danmark – lidt ærgerligt, da vi motorcyklister dermed har et mindre udvalg.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start