En blandet pose ombygninger på 123mc.dk - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

En blandet pose ombygninger på 123mc.dk

Vi ser på fem vidt forskellige ombygninger, som er til salg på 123mc.dk
Nicolaus Johansen
17/02-2022 kl. 10:29

Skal du have dig ny motorcykel, uanset om den er brugt eller spritny, kommer du ikke uden om 123mc.dk der uden sammenligning er Danmarks største markedsplads for motorcykler. Her kan du søge efter præcis det mærke, den eksakte model eller lige den mængde hestekræfter du er på udkig efter.

Udover at vælge lige de filtre du skal bruge i de forskellige rullegardinmenuer, kan du også anvende fritekstsøgning. Vi tastede “ombygning” ind i søgefeltet og herunder er der fem eksempler på vidt forskellige ombygninger fra 123mc.dk.

Den traditionelle
Når ordene ombygning og motorcykel falder i samme sætning tænker mange straks på Harley-Davidson, og det første eksempel på en ombygning vi skal se på, kommer da også fra Milwaukee.
Der er tale om en FXST Softail Standard fra samme år hvor Preben Elkjær brændte det femte, og afgørende, straffespark i semifinalen mod Spanien, nemlig 1984.

I salgsannoncen fortæller sælger, at den ældre dame er totalt ombygget. Blandt andet har maskinen fået en helt anden motor, nemlig en 1.800 kubiks sag fra S&S.
Både kølesystem og oliepumpe har også fået en ekstra omgang, og derudover står den på Arlen Ness forlygte, opgraderet affjedring og custom fælge, hvor den bagerste har en moppedreng af et dæk på 240 mm.

Ifølge sælger er alle konstruktive ændringer er skrevet ind i toldpapirer og der er betalt afgift af disse, så maskinen er altså synet med alle ombygninger.
Det er en ikke uvæsentlig detalje, da folk med lidt for stor kærlighed til vinkelsliberen, nemt kan komme i problemer i synshallen, når deres ombygning skal synes og have en nummerplade på.

Den billige
Næste eksempel på en ombygget motorcykel, får du med statsgaranti ikke forbi en synsmand. Der er nemlig blevet skåret og svejset i den bedagede Suzuki Bandit så det er en lyst. Forlygterne er heller ikke standard og lakken har rundt regnet samme farve som en Solero is. Desuden skal der rodes lidt med mekanikken, da en eller flere karburatorer er utætte.

Suzukien kan blive din for en slik

Der er ikke meget som taler for, at du skulle kaste dine spareskillinger efter den gule Suzuki, hvis det altså ikke var for prisen.
Blot 5.000 kr. skal du give for at få den firecylindrede maskine med dig hjem, og når du alligevel ikke skal bekymre dig om syn, kan du med ro i sindet lade din mekaniske kreativitet få frit løb, og tage motorcyklen i lige præcis den retning du har lyst til.
Laver fejl undervejs gør det ikke så meget, da du ikke har betalt ret meget for den i første omgang.

Den nye
Ofte er det ældre motorcykler som glade ombyggere kaster sig over, når et projekt skal realiseres. Det er dog ikke tilfældet med det næste eksempel på en ombygning – Her er nemlig tale om en Yamaha MT-09 fra 2018.

Mange ville nok kvie sig ved at bruge en så ny og kostbar maskine som udgangspunkt for en ombygning, medmindre man havde professionel hjælp ved hånden, og der har da også været særdeles kyndige folk inde over MT’eren.
Det er nemlig københavnske Wrenchmonkees, der er kendt for deres forrygende ombygninger, som står bag projektet her.

En MT-09’er ingen andre har

Selvom forandringerne ikke er voldsomme, så hersker der ingen tvivl om, at den ombyggede Yamaha ikke ligner sine søskende.
Ny forlygte, et andet sæde, en højtliggende Akrapovic udstødning og knopdækkende tager maskinen i en helt anden designmæssig retning end standardversionen.
Den rå MT-09’er kan blive din for 110.000 dkr.

Den hurtige
Honda CBR 1000 RR-R, Kawasaki H2 og BMW S 1000 RR er alle sammen heftige maskiner med godt og vel 200 heste i stalden, og ikke mindst eksorbitante prisskilte, der fastholder disse fantastiske motorcykler i drømmenes verden for rigtigt mange mennesker.
Men der findes faktisk en anden vej, til at blive ejer af en MC med mere end 200 hk – nemlig en ombygget Suzuki GSF 1200 Bandit fra samme år hvor Bill Clinton nægtede at have haft et forhold til Monica Lewisnky – det Herrens år 1998.

En potent Suzuki

Du tænker måske, at en GSF 1200 Bandit fra ’98 burde have i omegnen af 100 hk, men bliver den udrustet med en TD04 turbo, ladeluftkøler og et MAB powerkit, bliver det tal godt og vel fordoblet – til vores store overraskelse er Zuki’en godkendt og synet til at kunne rulle med 256 hk!

Folkene bag ombygningen har været så fornuftige, at udruste dyret med opgraderet affjedring og ikke mindst stærkere bremser.
For at blive ejer af den potente maskine, skal du skrabe 84.900 kr. sammen – en brøkdel af hvad andre motorcykler med over 200 heste koster.

Englænderen
Engelske Triumph har en bred portefølje af modeller, med priser fra godt 100.000 til knapt 400.000 kr. – det kan du læse mere om i artiklen her.
Med andre ord er der noget for enhver smag og pengepung, og lige om et øjeblik bliver det muligt at erhverve sig en Triumph, der kører på strøm.

Kan det brede udvalg alligevel ikke opfylde de behov og ønsker du måtte have, kan du altid tage snak med din lokale forhandler, og høre hvad der kan gøres for at din maskine bliver helt speciel.
Netop sådan, er den sidste ombygning vi skal se på, blevet til.

Der er tale om en Triumph Thruxton fra 2009, der er blevet bygget om ad flere omgange.
Den moderne maskine med det klassiske design, er blandt andet blevet begavet med bredere baghjul, sorte fælge, Öhlins bagdæmpere, cartridge kit i forgaflen, opgraderede bremser og et komplet Arrow udstødningssystem, som motorcyklen naturligvis er blevet kørt ind med på rullefelt.

En fin Thruxton

Ifølge salgsannoncen er den sorte Triumph udrustet med dele og arbejdsløn for mere end 50.000 kr., og vil du være ejer af den unikke Thruxton, skal du have godt og vel dobbelt så meget op af foret – nemlig 109.995 kr.

Hvilken maskine ville du bygge om hvis muligheden bød sig, og hvad skulle der ske med den? Smid endelig en kommentar nedenfor.

Bliv abonnent få ubegrænset adgang til alle tests, nyheder, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start