Kørekursus for kvinder - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kørekursus for kvinder

Søndag d. 24/5 holder vi et køreteknisk kursus kun for kvinder på Køreteknisk Anlæg Aalborg i Støvring.
01/02-2026 kl. 08:00
Anslået læsetid: 5 Minutter

Efter flere forespørgsler har vi i år valgt at dedikere en hel dag med køretekniske øvelser til kvindelige motorcyklister, som ønsker at gøre kørslen så nem som mulig – og ikke mindst så sikker som mulig.

Vi har samlet en række øvelser fra et af verdens mest anerkendte køretekniske programmer, kogt dem ned og justeret til et let forståelig og overskueligt format, som giver rigtig god mening i forhold til helt almindelig gadekørsel.

MagaCin har efterhånden afviklet kørekurser i noget der nærmer sig to årtier. Så holdet består af en flok yderst erfarne instruktører, hvoraf størstedelen gennem mange år har undervist på landets største køretekniske kurser.

På kurset vil du blive undervist i øvelser som flowkørsel, kontrastyring, visuel styring, undvigemanøvrer og bremseteknikker.

Teoriundervisning, manøvre- og banekørsel deles ligeligt op i intervaller af én times varighed, således at du får ca. 20 min. teori, 20 min. manøvrebane og 20. min stor bane pr. time, og det gentager sig gennem hele dagen.
Naturligvis afbrudt af en bid brød omkring middag.

Kurset finder sted søndag d. 24/5 på Køreteknisk Anlæg Aalborg, Hæsumvej 57, 9530 Støvring fra 08:00 til 16:00.

Her vil deltagerne blive delt op i to grupper lige store grupper, som samlet bliver præsenteret for teoriundervisning, for herefter skiftevis at udføre dagens forskellige øvelser i praksis på manøvrebane og den “store bane” under kyndig vejledning af fem instruktører.

Den “store bane” strækker sig over 1.360 meter asfalt, og byder på omkring 10 sving, tre slalombaner og to bakker.

Tilmelding

Når du klikker på linket nedenfor sendes du videre til dit mailprogram, hvor du bedes udfylde de foruddefinerede felter. Skulle knappen af en eller anden grund ikke virke, er du velkommen til at kontakte os på [email protected].

Tilmelding Støvring d. 24/5 (kun for kvinder)
Pris: 1.395,-

Alle kursister modtager efter endt kursus både et kursusbevis og en rabatkupon til MotoStore.dk

Du modtager hurtigst muligt en faktura som bedes betalt inden 2 dage, og herefter sender vi en bekræftelse af din tilmelding.
(Din tilmelding er først gyldig når fakturaen er betalt)

Praktisk information

⦿ Det er på dagen ikke tilladt at køre med larme-udstødning. Derfor beder vi deltagere møde op med standard udstødning, eller effektiv DB-killer.
Der er nogle støjkrav på sådan et anlæg, som skal overholdes for at dette arrangement kan gennemføres, og dette håndhæves med hård hånd.

⦿ Der stilles krav til fuldt udstyr fra top til tå, og du skal som minimum køre med hjelm, handsker, jakke, bukser og støvler.
Alt sammen godkendt til færdsel på motorcykel.

⦿ Der serveres morgenmad kl. 08:00.
Rundstykker, kaffe, juice og vand.

⦿ Kl. 08:30 inddeles deltagerne i to hold.
Herefter smutter vi samlet til teori, så vi kan komme i gang med dagen.

⦿ Ved holdinddeling udføres der en mindre inspektion af samtlige motorcykler, hvor der vil være fokus på udstødninger, dæk, gashåndtag og bremser.
Så sørg nu for at det hele spiller, og at dit gashåndtag selv hopper tilbage på plads.

⦿ Kl. 16 slutter al kørsel, og vi samles kort for at sige tak for i dag.

⦿ Deltagelse kan kun ske på dansk indregistreret motorcykel med nummerplade, og deltageren skal have et gyldigt kørekort.

⦿ Tilmelding foregår efter først-til-mølle princippet.

⦿ Adresse: Køreteknisk Anlæg Aalborg, Hæsumvej 57, 9530 Støvring



 Jeg har næsten lige erhvervet mit kørekort, så kan jeg godt følge med?
Ja, for kurset foregår som nævnt på et køreteknisk anlæg og er IKKE en trackday, så der køres på ingen måde ræs.
Det er dig som kursist der sætter hastigheden, og alle bevæger sig rundt på anlægget med respekt for hinanden.

– Jeg har kørt motorcykel i mange år, så kan jeg overhovedet lære noget nyt?
Ja, hvis ikke du allerede har deltaget i et arrangement med samme instruktører som her, så vil vi gerne garantere, at du får noget med hjem i rygsækken som du kan bruge næste gang du hopper i sadlen.

Du har nok hørt, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks, men det ordsprog har instruktørerne flere gange gjort til skamme og agter at gøre det igen. Og selv hvis du har stiftet bekendtskab med instruktørerne, så lur mig om ikke de alligevel har et par fif til dig.

Mange gange handler det faktisk ikke om at kende til alverdens tricks og teknikker, men derimod at afmystificere det at køre motorcykel. Og netop det har instruktørerne rigtig meget fokus på ved dette kursus.


Det siger kursisterne

I artiklen der er linket til under dette afsnit finder du udtalelser fra tidligere kursister, samt en lille stemningsvideo fra arrangementet.

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025