Honda demo dag for alle d. 28/4

Honda, Farsø MC Center og Special Motorcykler inviterer til Honda Nord Demo Dag på køreteknisk anlæg i Støvring d. 28/4, hvor det er muligt at se nærmere på (og prøve) mange af årets Honda nyheder.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Søndag den 28. april har Honda, Farsø MC Center og Special Motorcykler slået sig sammen om at afholde et ret interessant arrangement på køreteknisk anlæg i Støvring fra 9:00-15:00, hvor inkarnerede Honda-folk og nysgerrige sjæle får mulighed for at dykke ned i en stor del af Hondas 2024 modelprogram, og faktisk også mulighed for at prøve dem på det lukkede anlæg.
Og netop fordi arrangementet afvikles på et lukket anlæg er det faktisk også muligt at give unge som gamle, der ikke har kørekort, en smagsprøve på, hvor fedt det er at være motorcyklist i vores lille hjørne af verden.

Er tøsen, knægten, din bedre halvdel eller måske dig selv nysgerrig på verdens fedeste hobby, så giver Honda Nord Demo Dag den perfekte mulighed for at snuse lidt til godterne inden beslutningen træffes, og muldvarpen smides på disken hos den lokale kørelærer.

Hvad sker der?
Udover at inspicere og prøvekøre Honda nyheder som eksempelvis CB650R med E-Clutch og den rejsevenlige NX500, så stiller Bridgestone også op for at tilbyde en snak om dæk, ligesom folkene fra Honda Danmark, Farsø MC og Special MC naturligvis også altid er friske på en sludder.

Men sådan en sludder fungerer altså bedst, når der er kommet lidt i sækken. Og derfor vil det garanteret glæde de fleste, at der også vil være en pølsevogn at finde på anlægget, så du kan få dyppet fingrene i en god gammeldags pølse og skylle efter med en vand.

Slutteligt handler arrangementet i stor stil også om at bringe ligesindede sammen, og dermed puste lidt til den ild der befinder sig inde i enhver dansk motorcyklist.
For det er næsten lige så fedt at snakke om motorcykler med motorcyklister, som det er at køre motorcykel!

Flot program fra Honda
Der ikke nogen tvivl om, at Honda til 2024 har ladet produktionen køre på den helt store remskive. For i november måned sidste år præsenterede de bevingede japanere uhyggeligt mange fede modeller på én gang, som stort set alle egner sig rigtig godt til det danske publikum.

Dem kan du alle sammen høre lidt mere om i videoen under dette afsnit, som blev optaget under sidste års udgave af EICMA i Italien, hvor MagaCin’s udsendte som vanligt fik en længere snak med Mads Hansen fra Honda Danmark.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar