God gammeldaws jordræs i Hundested - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

God gammeldaws jordræs i Hundested

I dag (lørdag d. 9/9) bliver der gået til stålet i Hundested med veteranræs på jordbane.
Steffen F. Olesen
09/09-2023 kl. 05:12

Kender du det der med, at man bare har lyst til at lade hverdagens bekymringer, stress og jag forsvinde for en enkelt dag?
Så kunne du meget passende smutte en tur til TimeWinder Nostalgidage ved Grønnessegaard Gods i dag, hvor en flok frivillige skruer uret tilbage til en tid, hvor der helt uden forstyrrelser fra en telefon i lommen eller snegl i øret, var tid til at se sig omring, trække vejret og snakke med sine medmennesker om alt og intet.

På TimeWinder forsøger de mange frivillige at give de besøgende et indblik i hvad der foregik i perioden 1875 til 1975; herunder alverdens opfindelser som bragte menneskeheden fremad – og måske tilbage – men nok mest interessant for os med benzin i blodet, hvilke køretøjer man benyttede sig af.

Ifølge arrangøren bliver det en weekend fuld af kørende maskiner, og ikke blot gamle klæder udstillet i en glasmontre ved siden af en gammel rusten vogn. Og er du ikke bange for at få lidt støv i din læskedrik, så vil det for langt de fleste nok også være interessant at bevæge sig hen mod arrangementets jordbane, hvor der er lagt op til en hel dag med fart over feltet.

Her fræser gamle biler og motorcykler ned af den støvede sti på 1/8 mile, hvor der selvfølgelig måles hvor hurtigt det går, så de “bedste” kan få en lille præmie med hjem.
Og da nye regler fra Dansk Automobil Sports Union nu tillader nyere veterankøretøjer at deltage, vil strabadserne på jordbanen i år være delt op i to klasser; En med køretøjer fra før 1947, og en med køretøjer fra 1947 frem til 1976.
Så der bliver garanteret nok fornøjelige sager at kigge på fra sidelinjen.

Dagens program forløber som følger:
Kl. 09:00-10:00 Teknisk kontrol
Kl. 10:00-12:00 Tidskørsel
Kl. 12:00-13:30 Frokost
Kl. 13:30-15:00 Tidskørsel
Kl. 15:00-16:00 Finale

Dagen starter kl. 10:00 og det koster 125 danske enkroner at komme ind for folk over 18 år, hvor der for det yngre publikum er fri entré.

Læs mere om arrangementet på TimeWinder’s hjemmeside her, og nyd nedenstående video fra sidste års arrangement.

Og forresten ligger Byaasgaard Camping og Sølager Strand Camping begge 5 minutters kørsel fra godset, så det er måske oplagt at snuppe en overnatning, så du i morgen søndag kan deltage i paradekørslen til Bakken?

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start