Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Turbodrøn for fattigrøve

Voldsom GTI, bygget til timevis af leg, behøver ikke koste en bondegård

Tommy Rønn
26/03-2010 kl. 20:00

Allerede fra 300.000 kr. starter morskaben for alvor, hvis man elsker saft og kraft og ikke bliver sur, når en af vennerne lejer en racerbane. Eneste problem ved den slags biler er, at de gerne vil have en del brændstof for opgaven, medtrafikanterne konstant forsøger at provokere ved lyskrydset, og de er så sjove, at man kommer til at køre alt for meget.

Noget af det billigste, der for alvor virker, er Seat Ibiza Cupra og Opel Corsa OPC. De koster begge 300.000 kr., er pænt hurtige, men meget forskellige. Ibiza Cupra nøjes med 180 hk., men den imponerende 7-trins DSG-gearkasse gør, at den kan følge langt kraftigere biler i lyskrydsduellerne. Motoren i Ibiza føles større end de 1,4 liter, grundet en kombination af turbo og kompressor, som får menigmand til at tænke i 2,0-2,5 liter.

Hvis vi for 10 år siden havde fortalt, at fremtiden bringer 1,4 liters motorer med tæt ved 200 hk. og moment som en 2,8 liters sugemotor, var vi blevet spærret inde på en lukket afdeling. Ibiza er en genial køremaskine for den uerfarne. Den gør alt rigtigt uden at være ekstrem, så alle kan køre den friskt uden at satse livet.

Gearkassen klarer sig selv, så den behøver man ikke koncentrere sig om, og uanset hvilket gear eller omdrejninger Ibiza bevæger sig med, er der godt træk. De dygtige vil nok savne lidt skarphed og fasthed i undervognen, men omvendt betyder dette setup, at Ibiza kan køres i dagligdagen med svigermor, uden den bliver en belastning.

Opel Corsa er skarpere end Ibiza, men også mindre hverdagsegnet. Den leverer hele 192 hk. til den lille gokart, som er spændt på en undervogn uden affjedring. Sådan føles Corsa OPC i hvert fald i hverdagen, men straks man kommer på racerbanen, forholder det sig anderledes. Når svinghastighederne bliver høje nok, trykker bilen fint affjedringen, men desværre er det kun på banerne, man har mulighed for så voldsomme hastigheder.

Corsa er så skarp på banerne, at langt kraftigere biler hurtigt bliver kørt agterud. Denne OPC-model er i øjeblikket markedets billigste trackday-køretøj. Ingen tvivl om det. Vi prøvede et sving med en Audi A3 1,8T 160, som er en hurtig og velkørende bil, efter Corsa. Da A3 begyndte at skride af svinget, tiggede Corsa bare om mere gas. Eneste disciplin, hvor Corsa ikke er overlegen, er accelerationerne. Corsa skal som Ibiza bruge 7,2 sek. til 100 km/t, hvilket skyldes det umulige i at skifte manuelt, så hurtigt som de nye automatgearkasser.

Bruger man flere penge, bliver det mere barskt eller mere luksus. Det er for 500.000-550.000 kr. muligt at købe racerbil, der også gerne fragter familien, eller en specialist-raket der følger supersportsvognene på de små racerbaner.

Golf GTI er et godt bud på en hurtig familiecontainer. Denne bil indeholder køreegenskaber i absolutte topklasse, der i samarbejde med DSGgearkasse og kraftig motor, gør den til noget flertallet ønsker at eje. Golf er ikke enten-eller, men både-og. Køres afslappet eller med familien, skiftes til behagelig undervogn og på turen med rødderne til trackday, vælges den stramme sportslige bund. Man kan faktisk kalde Golf GTI for en to-i-en.

Desværre kræver det en sund økonomi at få Golf GTI i garagen. Familieudgaven med DSG og fem døre koster 484.000 kr., og brændstof spiser den rigeligt af. Ydermere har forsikringsselskaberne en kedelig tendens til at gange forsikringspræmien med en større faktor, straks de hører GTIbetegnelsen. Det ændrer ikke ved faktum, at har man råd, fås i Golf GTI noget af det mest inspirerende, som også magter at opføre sig civiliseret.

Skal det være helt ekstremt for fornuftige penge, kommer man ikke udenom Ford Focus RS. Den koster ganske vist lige på den forkerte side af den halve million, men så kvitterer den også med svingkørsel og accelerationer i et tempo, der får selv supersportsvogne til at blegne. Glem alt om afslappet kørsel. Denne bil er konstant hård. Den vil have tæsk, og den elsker det. RS skræmmer næsten, for efter få sekunder bag rattet har man groet horn i panden, uanset om man normalt er udstyret med et roligt temperament. Den er vild og skøn.

Focus RS er en teknologisk bedrift af de store. At den magter accelerationer til 100 km/t på 5,6 sek., uden det hele går op i spinnende hjul i den forhjulstrukne køremaskine, er en gåde. Der sidder nogle ingeniører hos Ford, der bør have en klækkelig lønforhøjelse. RS er bare helt neutral, uanset hvor hurtig den runder hjørner, og uanset hvor meget der accelereres. De mange spoilere hjælper naturligvis på downforce og vedhæftningen i svingene, men ødelægger så aerodynamiken.

Trods de 305 hk. klarer Focus RS ”kun” 263 km/t, og køres der hurtigt, løber brændstoffet lige igennem, da RS bryder vinden som en supertanker. En pris man gerne betaler for en så inspirerende maskine. Har man ikke nok i 305 hk. laver englænderne allerede 550 hk. kit til RS.

Der findes også andre prisbillige turbodrøn anno 2010. F.eks. Renault og deres Megane Coupe med 180 hk., er mere afslappet og hverdag end racerbil. Den får tæv på racerbanerne, men vinder på motorvejen. VW Golf R og Scirocco R er unikt, men meget dyrt legetøj, og der findes flere andre, men Cupra, OPC, GTI og RS er de mest interessante anno 2010.

Drømmen må være en Corsa OPC i garagen til trackdays. Den er mindre skarp end Focus RS, men koster næsten det halve, og tilbagebetaler den samme fun-faktor. Samt en Golf GTI til hverdag, når hverdagstransporten skal klares. Eller hvis nu der var økonomi til Focus RS så…..

 

Skriv et svar

Denne side bruger cookies

Læs mere