Test: Peugeot 5008 - Økonomisk SUV til storfamilien
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Test: Højbenet familiecontainer til lavpris

Peugeot 5008 er kæmpe, men koster som en bil i den mindre golfklasse. Testen viser hvor der er sparet
Mathias B. Høj - foto: Peter Bysted Kidmose
15/06-2018 kl. 12:58

Storfamilier med hang til SUV'er er prismæssigt udfordret, hvis de ikke har omkring en million at gøre godt med. Bevares, der er masser af MPV'er til rimelige priser, men hvis drømmen er ekstra frihøjde og oversigt i trafikken, er udvalget begrænset. Og så er der lige det ekstra rock'n roll-image som en SUV har, i forhold til de franskbrødsformede MPV'er, som både ser tunge ud og næsten skraber maven mod fartbumpet, når den fuldtoppakkede familie triller ud fra villavejen. På vej mod eventyr, eller blot et besøg ved svigerfamilien.

Peugeot 5008 har skam selv været en MPV, men fik til 2017 steroider af PSA's ingeniører og voksede seks mm i højde, samt 11 mm i længde og bredde. Hvilket gjorde den til en SUV, eller i hvert fald en tidsvarende Crossover. I virkeligheden er der ikke den store forskel i forhold til den mindre Peugeot 3008; blot har 5008 en tredje sæderække.

Peugeot har den beskedne startpris på 283.990 kr, som placerer den konkurrencemæssigt godt i segmentet.

Køreegenskaber

Bilen er, trods sin størrelse, forholdvis letkørt. For det kræver tilvænning at køre med det minimale og lettere firkantede rat. Servostyringen er tilpasset så det er nemt at dreje ved lav hastighed, mens der er mere træghed ved motorvejsfart. Det gør det nemmere at holde den store bil retningsstabil. Hvis man vil have adaptiv fartpilot, skal det tilkøbes for 9500 kr.

Den høje SUV'ske siddepostition er med til at give et godt overblik i byen. Parkering hjælpes på vej via P-sensorer, mens et bakkamera skal tilkøbes for 4500 kr. Bilens størrelse og begrænsede udsyn gennem den lille bagrude gør bakkameraet til en fornuftig investering. Især hvis bilen skal bruges meget i byen.

Landevej og motorvej klarer den retningsstabile 5008'er fint. Affjedringen er til den lidt hårdere side af gennemsnittet, uden at være decideret sportsligt, så svingene giver ikke så meget krængning som bilens højde kunne antyde. Til gengæld mærker man lidt mere til vejens ujævnheder, men ikke så det bliver irriterende.

Motor

Test-5008'eren drives af en 1.2 e-THP trecylindret benzinmotor med Multipoint indsprøjtning. Den yder 130 hk og har en sekstrins automatgearkasse. Og mens man aldrig bliver presset bagover i sædet eller ramt af chok over motorens effekt, har den en ok acceleration når man tager bilens størrelse i betragtning. Den er opgivet til 19,2 km/l. Ved pæn kørsel har en medarbejder på redaktionen opnået et gennemsnit 17,9 km/l, hvilket er i den flotte ende for så stor en bil. Her er det også værd at bemærke den for bilens størrelse lave vægt på 1518 kg. køreklar.

Vil man have versionen med en 165 hk benzin, stiger prisen med 23.000 kr. Ellers er der mulighed for 1.5, 1.6 og 2.0 BlueHDI dieselmotorer, med eller uden automatgear.

Komfort og kabine

Ottetommersskærmen i midterpanelet anvendes til at betjene klima, radio mm. Ønsker man navigation, skal det tilkøbes til 18.000 kr (!), så der kan være al mulig grund til at udstationere en gammel smartphone permanent i en holder i forruden og købe en ferie i stedet.

Klimaanlægget betjenes også via informationsskærmen. Det kræver ikke den store datalogeksamen at betjene men det er alligevel nødvendigt at fjerne blikket fra vejen, hvilket sjældent er et plus.

Det er tydeligt at Peugeot har prioriteret velvære i de forreste sæder højt. Ikke nødvendigvis ved at lave verdens mest ergonomiske sæder, for det er de ikke. Men ved at gøre instrumentbrættet indbydende med et utraditionelt design, hvor der på store flader anvendes stof. Og ved at lave store trykknapper, der minder en smule om nyfortolkede, klassiske kontakter. Det ser lækkert ud og giver et anderledes design. I virkeligheden er det genvejsknapper til den store skærm, hvorfra de fleste funktioner styres.

Bilen har et småt og lettere firkantet rat. Det kræver lidt tilvænning og virker naturstridigt når man tager bilens størrelse i betragtning. Store køretøjer har store rat – sådan er reglerne! Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Peugeot burde lave det specielle rat til en option der skulle tilvælges, for det skal nok skræmme mere konservative bilkøbere væk.

Forsæderne er bagtil udstyret med et lille klapbord til bagsædepassagerer. Der er også friskluftsblæsere til bagsædepassagerne hvor det er muligt at regulere styrken. Der er tre individuelle sæder bagtil, som kan rykkes frem eller tilbage. Størrelsen er passende for børn, mens voksne, og hærdebrede voksne i særdeleshed, vil gnubbe skuldre. Sæderne kan lægges helt ned så de flugter med gulvet.

De bagerste bagsæder, eller række tre, er to sammenklappelige sæder. Når de ikke bruges, er de gemt under bagagerummets bundplade, hvorfra de kan klappes op på et par sekunder. De kan også tages helt ud på et par sekunder og sættes tilbage igen – når man lige har fået håndelaget. Uden række tre-sæderne, stiger bagagevolumen med pladsen de optog under bundpladen. Række tre-sæderne er med den begrænsede benplads for børn eller meget kompakte voksne. Sæderne er lavet i letvægtsmaterialer og skal nok ikke tabes mange gange, før de bliver svært at sætte tilbage i bilen.

Med de bagerste sæder lagt ned, er bagagevolumen på 1060 L, mens den stiger til hele 2150 L med alle bagsæder lagt ned. Der er altså mulighed for at fragte næsten hele den fraflyttende teenagers habengut i en vognfuld. Og rigelig aflæggeplads til Kleenex i de mange rum i kabinen – til når teenageren skal efterlades i sit nye hjem væk fra hjemmet.

Alternativer

Store SUV'er er ingen mangelvare på markedet, men hvis det skal være med syv sæder og ikke koste tæt på en million, er markedet mindre. Skoda Kodiaq har en startpris på 395.980 kr, mens VW Tiguan Allspace har en startpris på 391.245 kr. Så prisen er svær at slå, medmindre man går til det nu knap så hippe MPV-segment, hvor Citroen Grand C4 Picasso starter ved 250.000 kr.

Konklusion

Peugeot 5008's åbenbare fordel er prisen, hvor man for en lav startpris får en stor, rummelig og tidstrendy SUV eller Crossover. Og en Crossover hvor der ikke er sparet for meget på designet. Men materiale og samlekvalitet visse steder viser også, at træerne ikke vokser ind i himlen og man skal ikke forvente evig holdbarhed.

Kan man leve med det, er der prismæssigt et ordentligt hop op til de næste konkurrenter. Og deri ligger 5008'erens væsentligste styrke.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start