Test af Mini Cooper D Countryman - Stil og charme
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Stor Mini med stil og charme

Mini Cooper D Countryman. Ved første øjekast ser den lidt forvokset ud og forventningens glæde daler. Den ligner ikke rigtig sin smarte fætter, men alligevel er der noget over den, der gør den speciel og en hoveddrejer.

Jes Møller Simonsen
09/07-2012 kl. 09:15

Det er den nye Mini Cooper D Countryman vi har fået fat i. Tilnavnet Countryman antyder, at køretøjet med sine 4,1 meter i længden er godt 40 cm længere end den nye, klassiske Mini Cooper og 15 cm højere med sine 1,56 meter, desuden med mere frihøjde. Frihøjden giver attitude som en firehjulstrækker. Og nu hvor vi snakker om det ydre, så lad os se på designet, for Countryman er måske ikke lige så køn som den kendte Mini; den ser lidt trukket ud, som om at nogen har taget en almindelig Mini og hevet den længere og højere i photoshop. Alligevel er der noget ved den, der med sit retrolook får folk til at dreje hovedet.

Når man sætter sig ind bag rattet og trykker på startknappen, så mærker man tydeligt at der er tale om en kvalitetsvogn. Det er selvfølgelig BMW der har haft en finger med i spillet og deres sans for kvalitet og teknik, gør den til en fornøjelse at køre. Motoren er en 1,6 liter diesel med 112 hestekræfter med 6 trins gearkasse og den har både overskud til sjov og langture – den går langt på literen. 

Interiøret er i retrostilens ånd og der er måske nogle ting, der virker bemærkelsesværdige, som f.eks. det store speedometer midt i instrumentbordet og den gennemgående brug af flip-kontakter, men det er også dette, der giver bilen charme og gør den speciel. Sæderne er behagelige at sidde i og man kan sagtes holde ud at være på langfart. Kabinens støjniveau er lav og man hører kun en frisk summen fra den brændstofbesparende dieselmotor. Det er dog ikke en bil for den store børnefamilie, da der er ikke meget plads bagi og bagsæderne er ikke udnyttet så optimal som i en anden bil i samme klasse, da der ligger en jernstang i midten med nogle clip-on plastik kopholdere. 

Prisen på Countryman er ikke lav – vejledende udsalgspris på denne Countryman er 345.000 kr. Og hertil kommer ekstraudstyr, som slet ikke er billigt. Ekstraudstyr for denne Countryman ligger på 112.772 kr., hvilket giver en pris på 457.772 kr. uden leveringsomkostninger. 

Når alt kommer alt er Mini Cooper D Countryman en livsstilsvogn – måske til singlen eller det hippe par, hvor kvinden nyder at sidde bag rattet – og man skal bære over med, at enkelte detaljer i vognen forekommer lidt upraktiske, men omvendt får man til gengæld også en ny, fed retrobil med lidt ekstra plads, hvor tingene fungerer og hvor både du og dine medtrafikanter får et smil med på vejen.

Fordele og ulemper 

Flot retro design 

God motor, der går langt på literen 

Mere plads i forhold til den almindelige Mini Cooper 

Bagsæderne er for dårligt udnyttet 

For dyrt ekstraudstyr

Udstyr og tekniske specifikationer

MINI Cooper D Countryman m/Pepper Package
Motor 1,6 liter, 4 cylindre / 16 ventiler
Slagvolumen 1.598 cm3
Effekt/omdrejningstal 112 hk / 82 kW ved 4.000 o/min
Maks. drejningsmoment 270 Nm ved 1.750 o/min
Acceleration 0-100 km/t 10,9 sek
Tophastighed 185 km/t
Brændstofforbrug, blandet 22,7 km/l
CO2-emission 115 g/km
Udstødningsnorm EU5
Egenvægt EU 1.385 kg
Energiklasse A
Årlig ejerafgift 2.000 kr.
Karrosserifarve Absolute Black metallic
Indtræk Stof Cosmos Carbon Black
Hjul 17″ letmetalfælge 5-stjernet dobbelteger sorte
Væsentligt standardudstyr: 6 airbags, DSC, Run Flat-dæk, dæktrykkontrol, dieselpartikelfilter, ISOFIX,start/stop-funktion, genvinding af bremseenergi, AUX-In-tilslutning, regnsensor,opvarmede sprinklerdyser, tagræling, regnsensor, Condition Based Service.
Vejl. udsalgspris kr. 345.000
Fabriksmonteret ekstraudstyr: Metallak kr. 9.873
17″ letmetalfælge 5-stjernet dobbelteger kr. 15.358
Multifunktionsrat med fartpilot kr. 4.168
Loftsbeklædning Anthrazit kr. 3.510
Lygtehus i sort kr. 2.194
Armlæn, for kr. 3.510
Sædevarme kr. 6.363
Park Distance Control kr. 7.679
Xenon-lygter kr. 15.139
Bluetooth med USB audio interface kr. 9.215
Hvide blinklys kr. 1.755
MINI Pepper Package kr. 34.008
Sportslæderrat, Velourmåtter, Højdejusterbart passagersæde, Tågelygter, Klimaautomatik, On-board computer, Lyspakke, Aflægningspakke, Radio MINI Boost cd
Leveringsomkostninger kr. 3.680
Vejl. udsalgspris inkl. ekstraudstyr og lev.omk. kr. 461.452
Garanti 2 års nybilsgaranti uden kilometerbegrænsning
3 års lakgaranti
12 års rustbeskyttelsesgaranti
MINI Service Inclusive XXL: 5 år / 70.000 km kr. 20.012
(service, vedligeholdelse, reparation – pris inkl. moms)

Skriv et svar