Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Auning Camping – En perle på Djursland

Kategorisering med stjerner fortæller intet om en plads herlighedsværdi. Det er Auning Camping et godt eksempel på.

Ole Mose
30/05-2016 kl. 06:00

Jeg besøgte pladsen på en hverdag i slutningen af maj 2016. Tilkørselsforholdene er relativt enkle. Kør fra E45 motorvejen mod Grenå ved Randers og fortsæt til Auning. Sving fra på hovedgaden og drej til højre efter 500 meter, så er man fremme.


Generelt

Man kan læse om de konkrete muligheder og facilliteter på pladsens hjemmesiden: http://auningcamping.dk/. Det vil jeg derfor ikke gøre så meget ud af. Nej, jeg vil hellere fortælle lidt om min oplevelse med pladsen og dem der står bag.

Jeg kan dog fortælle, at pladsen er kategoriseret af Campingrådet med 2 stjerner. Det er således ikke en plads med vandland og vilde faciliteter. Men tag ikke fejl. I en lille by som Auning har man en masse muligheder. Således kan man spille tennis, bruge svømmehallen o.m.a.

Du finder heller ikke nogen restaurant på pladsen. Til gengæld er der ikke mindre en 4 spisesteder i byen, lige fra den “høje ende” til 2 små pizzeriaer. Kroen er efter egne erfaringer absolut et besøg værd,  men også  Spisehuset har et interessant menukort.
Ser man således pladsen “i byen”, har man en plads med rigtigt mange muligheder i gåafstand.


Campingfatter
Da jeg ankom til pladsen, var der ikke meget aktivitet. Der var kun få gæster, informationen var lukket, men udenfor gik en mand rundt og savede og hamrede. Det var “Campingfatter”, der var i færd med at lave en sydlandsk udbygning på den centrale bygning. En overbygget terrasse med bænke, borde og stole, hvor gæsterne kan sidde og spise deres medbragte mad og få serveret drikkevarer. Selv om det endnu ikke var helt færdigt, var det tydeligt, hvor hyggeligt et sted det vil blive.

Indehaveren var en historie for sig selv. Navnet “Campingfatter” er han mere glad for end titlen Lejrchef. “Det siger mere om, det jeg er”, fortalte han med et smil.

Bjarne, som han også hedder, overtog pladsen sammen med sin kone for ca. 13 år siden. På egen hånd har de udbygget faciliteterne på pladsen. Der er kommet hytter til i 2006, som her 10 år senere, fremstår som var de nye. Fællesfaciliteter er udbyggede og en legeplads med et stort klatrestativ er nogle af de andre ting, der er kommet til og nu senest den overdækkede terrasse.

Jeg fik også fremvist en af de hytter, han har bygget. De er meget lækre, rummer en familie og er placeret rundt om et fælles køkken. Det så rigtigt hyggeligt ud.

Vi talte længe sammen og jeg var slet ikke i tvivl om, at her er der tale om en ejer, der vægter sine gæster meget højt. Han har tidligere nedsat priserne på besøg med 30% og herved opnået 70% flere overnatninger. Det siger noget om, at man prioriterer en plads med aktivitet og liv. Stjernerne fra campingrådet beskriver ingenlunde pladsen retfærdigt. Pladsen scorer rigtigt højt, hvis man i stedet ser på den årlige kvalitetsvurdering som Campingrådet laver.

Baggrund

Bjarne har en fortid i detailbranchen herunder i Dansk Supermarked. Her har han tildraget sig en masse erfaringer og viden, som han bruger i sit arbejde i dag. Vi kom også til at snakke om vores soldatertid, hvor han i sin tid også blev uddannet befalingsmand. Vi talte bl.a. om, at pladsen også er populær blandt unge mennesker, der overnatter i forbindelse med besøg på Djurs Sommerland. Her har jeg en fornemmelse af, at han giver vide rammer, så unge kan være unge. Mon ikke også han bruger nogle af sine erfaringer fra forsvaret, når rammerne for stilhed om aftenen af og til skal konkretiseres?

Jeg fornemmer en mand med stort overblik, der helt klart formår at varetage de mange og forskellige opgaver, som det kræver, at holde en campingplads i drift. Han får sikkert også god hjælp af Tina eller “sin bedre halvdel”, som han betegner hende.

En detalje jeg efterfølgende har bemærket, er pladsens brug af skiltning og logoer. Hvad enten det er logotryk på bilen, eller informationer i receptionen, så går det samme design igen. Det er blot ét synligt bevis på, at der ligger en strategi for pladsen, som bliver gennemført til det sidste. 

Bjarne sidder med i Campingrådets bestyrelse som et af 3 valgte medlemmer. Jeg fik således lejlighed til at høre nærmere om, hvordan man som ejer og aktiv opfatter rådet. Han er naturligvis glad for samarbejdet, men vil også gerne gøre sin indflydelse gældende og være med til at skabe forandring. Han har fokus på kvalitetsvurderingen af pladserne, for som han siger: “Der er efterhånden ikke mange der forstår, hvad stjernerne betyder, hvorimod kvalitet er noget alle kan få glæde af”. 


Pladsen

Pladsen i sig selv er et lille paradis. Den ligger i læ bag en stor og stejl skovklædt bakke mod nord, hvor man kan gå ture, løbe, eller køre mountainbike. Der er masser af træer og hyggelige kroge på den lille plads.


Fra Give til Auning som fastliggere
Jeg mødte et yngre par på pladsen, som havde fast plads for 2. år i træk. De havde en mindreårig søn og Djurs Sommerland var derfor et af argumenterne for netop denne plads. Derudover passede pladsen dem godt og de var meget glade for at bo der, fortalte de. Den nuværende vogn skulle udskiftes i de kommende dage til en ny brugt Adria.


Og fra Bredebro

4 seniorer sad i et åbent fortelt nede ved den lille boldbane. Det ene par var nye fastliggere. De havde haft plads i Bredebro i mange år, men havde nu valgt Auning Camping. De fortalte, at det er svært at skifte plads, når man har boet så mange år det samme sted. Men hidtil havde de været meget tilfredse. Det andet par havde lejet en vogn og de havde mødt hinanden på pladsen.


Mit indtryk af Auning Camping

Da jeg kom tilbage til indgangen, mødte jeg Bjarne igen. Jeg kunne fortælle ham, at jeg mest af alt havde lyst til at holde ferie lige her og nu, for jeg havde slet ikke lyst til at forlade stedet.

Auning Camping er ikke dannet ud fra et strømlinet koncept. Auning Camping er derimod en plads med sin helt egen charme. Det jeg så viste, at vedligeholdelsesstandarden er høj. Ingen bør se de få stjerner som en begrænsning – tværtimod.  De 2 stjerner fortæller, at her er der tale om en plads, hvor “Campingfatter”, har lagt sjæl og arbejde i at skabe noget, som gæsterne kan bruge.

Pladsen ligger 15 km. fra min egen bopæl. Alligevel overvejer jeg at rulle ind på den i en kommende weekend, eller måske endda i ferien. Jeg må bare prøve den terrasse og en velskænket fadøl til.

Tak til “Campingfatter” for at tage sig tid til at fortælle om pladsen.

Bemærk!

Når jeg besøger en campingplads, går jeg ikke systematisk rundt og banker på vandrør, eller leder efter spindelvæv og støv. Man skal derfor ikke se, det jeg skriver som en klassificering – slet ikke. Jeg forsøger derimod efter bedste evne at gengive den stemning, jeg fornemmer på stedet. Hverken mere eller mindre.

Skriv et svar