Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Tjekkiet – Camping Václav

At besøge Tjekkiet er en helt speciel oplevelse. Der findes mange campingpladser i landet, men kvaliteten kan være meget svingende. Vi besøgte Camping Václav, som absolut hører til blandt de bedste.

Ole Mose
25/07-2017 kl. 05:00

Camping Václav ligger i den vestlige del af Tjekkiet ved byen Cheb. Den ligger ved bredden af søen Jesenice, og har både pladser ved vandkanten og højt beliggende pladser med fantastisk udsigt.

Priser og stjerner

Lad det være sagt med det samme: Det er en meget flot og eksklusiv plads. Den vandt bl.a. camping.info's pris på messen “Forår for Alle” i Herning i 2017. ADAC belønnede den med en pris i 2014, og den er tildelt 4½ stjerner. Stjernerne fortæller især, at der er rigtigt mange faciliteter og at pladsen er velholdt og godt dimensioneret.

Det stjernerne ikke fortæller er, at det er en plads, der er drevet med sjæl og hjerte af en familie gennem nu 25 år. Pladsen er opkaldt efter den mandlige indehaver Václav. Hans kone Yvonne og børnene er også med i den daglige drift. 

Starten

Det hele startede for 25 år siden altså kort efter “murens fald”. På det tidspunkt eksisterede der kun en meget primitiv campingplads. Familien købte stedet og begyndte at etablere en egentlig campingplads med alt, hvad sådan en kan rumme. 

Familien fortalte Magacin

Siden den gang har man bl.a. investeret i at få ført strøm, kloakering og vand frem til pladsen. Pladsen er blevet udvidet flere gange og alt er moderniseret og bliver vedligeholdt, så den i dag fremstår som en tip-top moderne campingplads. Der er plads til ca. 130 enheder – dog flere, hvis man inddrager boldbaner og andre arealer. Det er af og til nødvendigt i forbindelse med højtider, feriestart o.s.v.

Der ligger andre campingpladser ved søen. Nogle af disse er sikkert fine, mens andre er i forfald. Familien fortalte, at udviklingen er begyndt at frasortere de pladser, hvor man ensidigt har fokus på hurtig indtjening og ikke har tænker nok på de besøgendes behov. 

På Camping Václav har de investeret stort i at skabe de helt rigtige rammer og vi på Magacin må erkende, at det har de bestemt også opnået.

Andre gæster på pladsen

Der var en del danskere på pladsen, da vi var der i juli måned. Nogle brugte den som slutdestination, mens andre brugte den som et punkt på en rejse videre ned i det østlige Europa.

Vi talte med gæster, der havde oplevet pladsen for mere end 15 år siden. De kunne berette om en udvikling, hvor “lokummer som huller i jorden” og udendørs brusere,  nu er blevet til de fine og rene toiletter og bade, der er på pladsen i dag.

Vores nabo var en venlig tysker fra Frankfurt. Han var pensionist og boede typisk på pladsen i et par uger hvert år. Det gjorde et ægtepar fra Esbjerg også. Esbjergenserne var specielt begejstrede for de mange kurbade og flotte slotte i området.

Et dansk par fra Struer brugte pladsen som en mellemdestination, før turen gik videre til Ungarn, hvor de skulle møde en yngre gren af familien. De havde været på pladsen mange gange tidligere, så de kendte til, hvordan den havde udviklet sig siden ca. 2000.

Pladsen har “alt”

Man kan bade i søen, fiske, leje el-motorbåd, der er en oppustet badeplatform i søen, badebro, boldbaner – ja alt, hvad en aktiv familie kan ønske sig.

Restaurant og kiosk

Ikke langt fra receptionen ligger pladsens restaurant. Den ligger højt, men ned til søen med en fantastisk udsigt. Man kan reservere bord – hvilket er en god ide, hvis man vil indtage aftensmaden ved et af de mest attraktive borde.

Betjeningen er helt sin egen. Det er et midaldrende par, der driver restauranten og der er en ung mand, der hjælper til (jeg gætter på far, mor og søn). Den ældre mand er meget lun, humoristisk og venlig. Da min kone fik serveret en ørred af anseelig størrelse, røg det ud af mig, om det var en, han selv havde fanget. Hertil svarede svarede han sarkastisk og med et stort smil; “Ja, jeg sidder hver nat og fanger fisk til vores gæster”.

Maden, der serveres på restauranten, er “Böhmisk”. Kort sagt er det schnitzel, hänchen, forellen, gullash og andet. Som gæst i Tjekkiet skal man være opmærksom på, at tilbehør (eksempelvis pommes frites, ris og salat) bestilles separat. Det er godt at huske, hvis man ikke vil ende med en svineskank og lidt sennep til aftensmad.

Restauranten på pladsen er et rigtigt godt valg, hvis man vil spise “Böhmisk”. Familien driver et godt køkken og kan bestemt lave god mad.

Prisniveau

Prisen for ophold er relativ lav, set i forhold til andre pladser med samme store udvalg af faciliteter. Vi gav ca. 260 Dkr. pr dag for en udsigtsplads, campingvogn, bil, 2 voksne, strøm og Wifi.

Tips til pladsen:

Strøm på pladsen: Vi måtte låne en konverter til strøm på pladsen (depositum 30Eur). Tjekkerne bruger et stik, hvor jord er “han” og de to øvrige “hun”.

Internet: Campingpladsen stiller gratis Wifi til rådighed. Jeg må dog sige, at det fungerede meget dårligt. Dækningen er rigtig god, men det var meget svært at få en reel forbindelse. Andre gæster på pladsen havde samme oplevelse. Desværre fungerer EUś nye roamingregler heller ikke for godt i Tjekkiet. En af vores telefoner kom aldrig på data via teleudbyderne, mens en anden telefon kom på, men med en meget lav bitrate.

Anbefaling

Jeg kan absolut anbefale Camping Václav. Det er en næsten perfekt plads med gode parceller og alle de faciliteter, man kan drømme om. Det uanset, om det er en børnefamilien, et yngre par, eller seniorer. Vi så eksempler på det hele og mange af af gæsterne lå der 1 til 2 uger og sikkert også længere.

Værterne arbejder døgnet rundt for at skabe dette lille paradis for de besøgende. Jeg mener, de fortjener både stjerner, ros og ikke mindst mange gæster på den baggrund.

At kontrasten fra deres veldrevne plads til omgivelserne kan virke meget stor, kan man så vælge at se som en ulempe eller en charme. Jeg vil klart mene, at det er en oplevelse, som de fleste kan få et positivt udbytte af. Jeg håber og tror på, at der ikke går mange år, før tingene har forandret sig til det bedre for tjekkerne.

Tjekkerne i området kan virke som et reserveret folkeslag. De er ikke automatisk smilende eller overvenlige. Til gengæld virker de fuldstændigt oprigtige, hvilket kan være befriende en gang imellem.

Pladsen ligger kun ca. 800 km. fra den danske grænse. Besøg den og få en oplevelse for livet – det må være mit bedste tip.

Mere information: Læs mere på www.kempvaclav.cz/da

Skriv et svar