Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Sensommer med familien

Det varme vejr med 25 grader her midt i september skaber aktivitet på landets campingpladser

Ole Mose
18/09-2016 kl. 08:34

En lidt blandet sommer er blevet afløst af et fantastisk efterår. Det kan også mærkes på landets campingpladser.
MagaCin.dk besøgte Nibe Camping og Hytter ved Limfjorden midt i september 2016. Der var knap 25 grader i skyggen, højt solskin og næsten vindstille.

Limfjorden

Den enestående natur i området præsenterede sig på smukkeste vis og de campister, der var på pladsen, sad udenfor og nød det hele i fulde drag.
Da jeg gik rundt på pladsen fangede jeg et større selskab på omkring 10 personer, der sad og hyggede sig i solen mellem 3 vogne.

3 generationer +

Det viste sig, at det var 3 generationer, hvor oldemor og oldefar var sammen med deres 3 børn, svigerbørn og enkelte børnebørn. Oldebørnene var for små endnu – en var lige begyndt i 0 klasse.
Familien tager en weekend i efteråret hvert år, hvor de samles på en ny campingplads. Med et smil på læben, fortalte sønnen, at de ikke havde været i Nibe tidligere på grund af afstanden. De fleste af dem kom fra Års, der ligger 20-25 km. væk.
De var ankommet i 3 campingvogne og nu sad de udenfor i høj stemning. Jeg er overbevist om, at familien har nydt at bruge weekenden på den måde.

Banen

I gamle dage var der en togbane mellem Hvalpsund og Aalborg. Den blev nedlagt i ca. 1970. I dag er resterne af banen en cykelsti. Denne sti gennemskærer pladsen i dag, hvilket måske gør den til Danmarks eneste campingplads med cykelsti. Personligt kan jeg huske banen, da jeg boede i en af stationsbyerne som barn
Historien om banen er sin egen og det viste sig hurtigt at nogle af familiemedlemmerne og jeg havde en fælles historie fra Farsø Skole. Det satte gang i snakken om lærere og andre sjove ting.

Livet på pladsen
Der var leg på legepladsen, og børn cyklede rundt. Nogle sjællændere der skulle til motorløb et sted i nærheden, indrettede sig i en af pladsens hytter. Flere campister lå og slappede af, eller sad som familien udenfor, drak kaffe eller en øl og talte med naboer og venner.
Der var masser af ledige pladser til flere vogne og telte. Men man fornemmede alligevel ægte sommercamping, selv her henne forbi midten af september.

Skriv et svar