VW præsenterer en omstillingsplan for Wolfsburg - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

VW præsenterer en omstillingsplan for Wolfsburg

Volkswagen fortsætter elektrificeringen af koncernens europæiske fabrikker og præsenterer en omstillingsplan for Wolfsburg
Steffen F. Olesen
11/12-2021 kl. 17:47

Volkswagen-koncernen fortsætter elektrificeringen af de europæiske fabrikker og sigter mod at være markedsførende inden for elektrisk mobilitet i 2025. Dermed fortsætter koncernen udrulningen af sin NEW AUTO-strategi for fuld kraft. Koncernhovedkvarteret og fabrikken i Wolfsburg transformeres, og koncernens konkurrencedygtighed styrkes yderligere med større investeringer i fremtidsteknologier.

Med 89 milliarder udgør investeringer i e-mobilitet og digitalisering for første gang den største andel (56 %) af de samlede investeringer på i alt 159 milliarder euro.
Volkswagen forventer, at hver fjerde solgte bil vil være batteridrevet i 2026.

Bestyrelsesformand hos Volkswagen AG Hans-Dieter Pötsch udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af de nye investeringsplan følgende:
”Dagens beslutninger viser den styrke, hvormed vi fortsætter transformationen af Volkswagen koncernen. I den forbindelse fokuserer vi med vores investeringer på alle de vigtige fremtidsaspekter af mobilitet og fører konsekvent koncernens strategi ud i livet. Vores særdeles robuste og solide økonomiske udgangspunkt gør det muligt for os på egen hånd at foretage de nødvendige investeringer. Vi har derfor også stor tiltro til, at de besluttede investeringer vil gøre Volkswagen-koncernen klar til fremtiden.”

Elektrificering af flere europæiske fabrikker
Med den omfattende elektrificering af de europæiske fabrikker vil Volkswagen koncernen udnytte flere synergier og stordriftsfordele.
Koncernen investerer alene ca. 21 milliarder euro i fabrikkerne i Niedersachsen. Den overvejende del af disse investeringer foretages i produktions- og komponentfabrikkerne.

Hannover bliver på mellemlangt sigt komplet elektrificeret, hvilket betyder, at vi starter en modernisering af fabrikken. Det mest betydningsfulde fremtidsprojekt igangsættes i Hannover med den første Artemis-bil fra Audi, og det er også bekræftet, at fabrikken skal stå for produktionen af karrosseriet til en ny Bentley model. Desuden har vi besluttet, at endnu en model – ID. California – skal produceres på fabrikken. Med MOIA-Shuttles og ID. BUZZ AD (Autonomous Drive) er fabrikken desuden spydspids for koncernens projekter inden for autonom kørsel.

Hvad angår fabrikken i Wolfsburg, blev det besluttet, at elektrificeringen af fabrikken indledes med Volkswagens Trinity-projekt. På grund af den store efterspørgsel efter elbiler er det desuden planlagt at starte en komplet produktion af ID.3 på fabrikken fra 2024, og det økonomiske grundlag skal sikres ved hjælp af en fabrikspakke. Indtil 2024 er det planen, at fabrikken skal udføre en delproduktion med leveringer fra Zwickau. Denne plan betyder, at koncernen vil kunne efterkomme den stigende markedsvolumen med en større produktion, som fabrikken i Zwickau ikke alene kan efterkomme i henhold til de positive prognoser på længere sigt.

De tyske komponentfabrikker fortsætter den omstilling til e-mobilitet, som blev startet i 2015. Foruden hardware til opladningsinfrastruktur vil fabrikken i Hannover i fremtiden også producere aksler til MEB-modeller. I Braunschweig, Salzgitter og Kassel investerer koncernen i den fortsatte udbygning af den eksisterende MEB-produktion af batterisystem, rotor/stator og elmotor. Desuden forbereder fabrikkerne sig allerede nu til produktionen af vigtige komponenter til SSP-platformen. Dermed tager Volkswagen det næste skridt i sin strategiske videreudvikling som førende udbyder inden for e-moduler og e-platforme.

Fabrikken i Salzgitter udbygges videre til europæisk centrum for batteriproduktion: Koncernen investerer ca. 2 milliarder euro, så den europæiske gigafabrik i Niedersachsen fra 2025 kan producere battericeller til volumensegmentet i Volkswagen-koncernen. Desuden samles udviklingen, planlægningen og produktionsstyringen inden for batteriaktiviteter i Salzgitter: I den forbindelse har bestyrelsen i dag godkendt grundlæggelsen af et selskab i henhold til europæisk lovgivning. I dette selskab samles koncernens batterirelaterede aktiviteter med mulighed for deltagelse af tredjeparter. Det nye selskab vil også omfatte de strategiske partnerskaber med Umicore, 24M og Vulcan Energy, der blev indgået i denne uge.

Hvad angår fabrikken i Osnabrück, blev der truffet beslutning om et fremtidigt produktionsprogram, og det blev ligeledes besluttet at undersøge muligheden for et genanvendelseskoncept på fabrikken i Dresden.

Transformation i Wolfsburg – enighed om visionen for 2030
Det bekræftes med den nye investeringsplan, at produktionen af Volkswagens Trinity-projekt placeres i Wolfsburg, og det er desuden blevet besluttet at undersøge muligheden for yderligere modelvarianter i den næste planlægningsrunde.

Formanden for koncernens overordnede tillidsmandsapparat Daniela Cavallo udtalte følgende:
”Med beslutningerne i denne planlægningsrunde beviser vores koncern igen, at en konsekvent omstilling og bæredygtige perspektiver for fastholdelsen af beskæftigelsen går hånd i hånd hos os. Resultaterne for vores kollegaer på fabrikkerne i hele verden, hos mærkerne og de enkelte selskaber styrker vores fremtidige fælles kurs. Som medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen sætter vi pris på resultaterne af denne planlægningsrunde, der er de helt rigtige i disse meget usikre tider: Volkswagen leverer – og vi vil sikre, at omstillingen fortsat bliver en succes.”

Derudover præsenterede bestyrelsen planer for en vidtrækkende ombygning af fabrikken frem mod 2030. Med Trinity-projektet, som kræver en fabrik uden for det nuværende fabriksområde, skal der udvikles en innovativ og konkurrencedygtig batteridrevet og Level 4-parat bil af næste generation, og samtidig skal produktionen være fremtidssikret. Frem mod 2030 er det planen at opbygge en ekstra, moderne elbilsproduktion på det nuværende fabriksområde. Fabrikken udvides med det mest moderne forsknings- og udviklingscenter i Europa – Campus Sandkamp.

CEO Herbert Diess udtaler:
”Inden for rammerne af NEW AUTO-strategien ændres vores forretningsmodel radikalt – Volkswagen forvandler sig fra klassisk bilproducent til en vertikal integreret koncern med stærke mærker og verdensførende teknologiplatforme. Som traditionelt hovedkvarter spiller Wolfsburg en central rolle i omstillingen – kun hvis vi har succes i Wolfsburg, kan vi sikre vores stærke position på langt sigt. Med visionen for 2030 giver vi fabrikken i Wolfsburg en ny identitet. Vi har en målsætning om en internationalt fremtidssikret lokation med effektiv koncernledelse, to elbilsfabrikker, et topmoderne forsknings- og udviklingscenter og opbygning og udbygning af flere fremtidige forretningsområder.”

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start