Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Verdensrekord

Toyota slog verdensrekord i Danmark

Toyota
09/09-2013 kl. 11:15

Toyota slog søndag verdensrekorden for den længste kortege af Toyota-biler, da hele 425 biler fra verdens største bilproducent sneglede sig af sted på en strækning over 10 km syd for Odense på Fyn. Dermed blev den tidligere Guinness verdensrekord på 257 biler altså sat grundigt til vægs.

Med 425 både nyere, ældre, specielle og helt almindelige hverdagsbiler slog Toyota søndag eftermiddag verdensrekorden for den længste kortege af Toyota-biler i verden. Den hidtidige verdensrekord blev sat i Saudi Arabien i 2011 og talte 257 biler. Men den rekord er altså nu overgået med adskillige billængder ved Bramstrup syd for Odense på Fyn.

De mange biler begav sig ud på den 10 km lange rute med den første Toyota i Danmark og i Europa overhovedet – Toyota Crown Deluxe fra 1963 – som forreste bil. Den 50 år gamle bil blev ført af entusiasten Thomas Riise fra Ringe på Fyn med Toyota Danmarks administrerende direktør Kristian Krapper som passager.

Godt hjulpet på vej af politi og hjemmeværn, der på fin vis sørgede for, at kortegen kom sikkert og fuldstændigt rundt, gik der en times tid, inden første bil var tilbage ved start igen. Da havde bageste Toyota-bil i kortegen også kun næsten lige forladt startstedet. Dermed strakte den 425 biler lange kortege sig altså over mange kilometer.

Toyota fejrede 50 år i Danmark

Verdensrekorden på Fyn blev sat i forbindelse med fejringen af Toyota i Danmarks 50-års jubilæum. Toyota-importøren havde inviteret alle Toyota-entusiaster til en stor fælles jubilæumsfest med et hav af udstillede biler, musik, taler og ikke mindst masser af sparken dæk og bilsnak.

Over 1.000 feststemte Toyota-entusiaster var med til at gøre dagen til en helt speciel og uforglemmelig oplevelse, og der blev både kåret den ældste bil og den flotteste bil blandt de deltagende entusiaster. Den ældste bil blev en Toyota Crown pickup fra 1965 ejet af Arne Simonsen fra Ganløse på Sjælland, mens den flotteste i feltet var en perfekt istandsat rød Toyota Hiace fra 1983 ejet af Bjarne Kloster fra Ry i Midtjylland.

Skriv et svar