Lexus IS: Verdenspremiere på ny Lexus IS i Detroit
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Verdenspremiere på ny Lexus IS

En fuldstændig nydesignet og nyudviklet luksus sedan fra Lexus
Lexus
16/01-2013 kl. 10:30

En fuldstændig nydesignet og nyudviklet luksus sedan fra Lexus toner i denne uge for første gang frem for offentligheden. Det sker ved North American International Auto Show i Detroit i USA, hvor det japanske luksusbilmærke viser næste generation af Lexus IS frem.

Noget af det vigtigste ved en luksus sports sedan er køreegenskaberne. Med dette klare budskab præsenterer det japanske luksusbilmærke Lexus i disse dage den helt nye generation af luksus sedan’en Lexus IS ved North American International Auto Show i Detroit i USA.

Der er i dén grad blevet kræset om bilen for at øge køreoplevelsen til hidtil uanede højder i denne bilklasse.

”Hvert eneste lille aspekt ved den nye Lexus IS er nyudviklet med fokus på bilens sportslige formåen, fysik, præcise respons på førerens kommandoer og tydelige feedback,” siger Junichi Furuyama, chefingeniør for Lexus IS. Ud over det særlige fokus på bilens køreegenskaber markerer den nye Lexus IS sig også med et dramatisk nyt design såvel udvendigt som indvendigt. Den nye karakteriske front, som allerede ses hos de noget større modeller Lexus GS, Lexus LS og Lexus RX, har nu også fundet vej til Lexus IS og giver den baghjulstrukne sedan et på samme tid mere aggressivt og elegant udtryk.

Rent og stilfuldt design
Indvendigt skinner et rent og stilfuldt design en i øjnene, og kabinen oser af, at der hér er tale om en bil, hvor især føreren er sat i højsædet. Et nyudviklet sæde og et læderrat placeret i nøje ergonomisk afstemt vinkel med inspiration fra supersportsvognen Lexus LFA sørger for den helt rette kørestilling og høj komfort bag.

Der er hele 12 nye features, som aldrig tidligere er set i en Lexus-model, heriblandt elektrostatiske knapper til indstilling af temperaturen i kabinen ved enkel berøring.

Den nye Lexus IS er vokset markant og fylder nu 70 mm mere i længden og 10 mm i bredden. Det medfører ekstra plads i kabinen, hvor man som bagsædepassager kan fryde sig over hele 85 mm ekstra benplads.

Hybridmotor for første gang
På motorprogrammet finder man en 2.5 liters V6 benzinmotor med 207 hk i Lexus IS 250, mens der nu også er blevet plads til en hybridmotor i luksus sedan’en. Som den sidste model i Lexus-rækken får den nye IS også hybridmotor, og dermed er det fremover muligt at vælge hybridmotor til samtlige Lexus-modeller.

Hybridmotoren i den nye Lexus IS kombinerer en kraftfuld elmotor med en 2.5 liters fire cylindret benzinmotor med det direkte D-4S indsprøjtningssystem og et højeffektivt recirkulations system i forbindelse med udstødningsgassen, hvilket gør, at bilen opnår en gennemsnitlig brændstoføkonomi ved blandet kørsel på 23,3 km/l og udleder under 100 gram CO2 pr. km.

Ud over to motorvarianter kan den nye IS også fås i en særlig udstyrsudgave kaldet F Sport. Her har bilen på både design og teknik fået et ekstra sportsligt løft med en særlig kofanger, flere kromdeltaljer og ikke mindst en anden opsætning af bilens affjedringssystem.

Inspiration fra supersportsvognen LFA
Den særlige F Sport udgave kræser også for føreren i form af særligt udviklede sæder, der former sig efter kroppen, hvilket giver ekstra god støtte. Mens læderrattet i standardudgaven af den nye Lexus IS henter inspiration i supersportsvognen Lexus LFA, lægger samme supersportsvogn også figur til instrumenterne foran føreren med en fuldt elektronisk flytbar omdrejningstæller og kørecomputerdisplay.

I vanlig Lexus-stil er der også kælet for sikkerheden i den nye Lexus IS bl.a. med et nyt design af motorhjelmen, der øger sikkerheden for fodgængere, hvis uheldet skulle være ude.

Af andet avanceret sikkerhedsudstyr i den nye IS kan fx nævnes automatisk fjernlys nedblænding, alarm ved uhensigtsmæssig vognbaneskift, advarsel ved biler i den blinde vinkel.

Den nye Lexus IS har altså verdenspremiere i disse dage i USA og kommer også til Danmark senere i år, hvor den får premiere i sensommeren.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start