Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Toyota sætter dansk rekord

1.000 hybridbiler i år

Toyota
09/12-2013 kl. 20:00

49-årige Annemette Prætorius fra Rønne på Bornholm fik torsdag overrakt nøglerne til sin nye Toyota Yaris Hybrid og blev dermed den glade ejer af Toyota hybridbil nummer 1.000 i 2013. Det er første gang nogensinde, at der er solgt så mange hybridbiler i Danmark inden for bare ét år.

Der blev skrevet danmarkshistorie på Bornholm torsdag, da 49-årige Annemette Prætorius fra Rønne fik overrakt nøglerne til sin spritnye Toyota Yaris Hybrid.

Dermed blev hun nemlig ejer af Toyota hybridbil nummer 1.000 i år. Så mange hybridbiler er der aldrig nogensinde før indregistreret i Danmark inden for bare ét kalenderår – og da slet ikke fra samme bilproducent. Toyota er da også den helt store spiller på hybridbanen i Danmark med hele 94 procent af samtlige indregistrerede hybridbiler i 2013.

Med den bemærkelsesværdige rekord er der sat en tyk streg under hybridbilens gennembrud i Danmark. Netop Toyota Yaris Hybrid, som Annemette Prætorius har købt, er den mest solgte hybridbil i år med et godt stykke over 500 indregistrerede biler. Men den nye Toyota Auris og stationcar’en Auris Touring Sports, der blev introduceret i sensommeren, gør sig også flot bemærket med over 400 indregistrerede hybridbiler i år.

Derudover fylder Toyota Prius og verdens første 7-personers hybridbil Toyota Prius+ pænt i den danske hybridstatistik, og sammenlagt giver det altså over 1.000 indregistrerede Toyota hybridbiler i 2013.

Første fabriksnye bil

Annemette Prætorius har aldrig før ejet en fabriksny bil, men har i flere år lagt penge til side til en. Hun havde dog visse betingelser, som hendes kommende bil skulle opfylde. Den skulle være let at parkere, økonomisk og have automatgear. Da hun fik øje på Yaris’en, var hun ikke i tvivl om, at hendes første fabriksnye bil skulle være en hybridbil fra Toyota.

”Den ser bare så smart ud,” smiler Annemette Prætorius og betragter sin nye bil, inden hun uddyber sit valg:

”Jeg har læst meget positivt om hybridudgaven af Yaris. Den bliver rost for at køre langt på literen og for at være meget økonomisk. Derudover har den automatgear som standard. Den opfylder ganske enkelt alle mine betingelser,” fortæller den nybagte hybridbilejer, der for alvor var solgt efter en prøvetur i bilen.

”Den var overraskende hurtig i optrækket, og så elsker jeg bakkameraet. Det gør det meget lettere at parkere. Jeg er meget imponeret,” understreger Annemette Prætorius.

Hun forventer at komme til at køre en del korte ture, som fx når hun skal til svømmetræning, handle ind eller ud for at hente børn. Derfor ser hun frem til at få fuldt udbytte af bilens hybridteknologi.

”Det er enormt praktisk, at man kan køre på ren el, når jeg har så mange korte ture. Og jeg behøver ikke engang at tænke på at lade den op om natten. Det gør bilen jo selv, mens den kører,” forklarer Annemette Prætorius.

6 millioner Toyota hybridbiler

Toyota har mange års erfaring med hybridteknologien, og verdens første serieproducerede hybridbil Toyota Prius så dagens lys tilbage i 1997. Siden er salget af hybridbiler globalt steget støt, og Toyota når på verdensplan snart 6 millioner solgte hybridbiler. I Danmark er der først inden for det seneste år for alvor kommet gang i hybridsalget, og salget er i år mere end tredoblet sammenlignet med salget i fjor.

Toyota Yaris med hybridmotor kører i gennemsnit 28,6 km/l ved blandet kørsel og er Danmarks billigste hybridbil med en pris fra 194.994 kr. Toyota Auris Hybrid koster fra 297.990 kr., stationcar’en Toyota Auris Hybrid Touring Sports kan fås fra 312.990 kr., mens Toyota Prius og Toyota Prius+ i øjeblikket frister med kampagnepriser fra 299.990 kr. og 399.994 kr.

Skriv et svar