Opel er klar med en nyudviklet 3-cylindret turbobenzinmotor
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nyudviklet trecylindret turbomotor

Opel er snart klar med en helt nyudviklet trecylindret turbobenzinmotor
Opel
12/08-2013 kl. 11:45

Motoren vises på biludstillingen i Frankfurt til september og får debut i ADAM i løbet af efteråret 2014.

Næste forår er Opel klar med en helt nyudviklet trecylindret turbobenzinmotor og en ny seks trins gearkasse. Begge dele er udviklet af Opel og får debut i Opel ADAM, der er Opels nye mini livsstilsbil. Motoren er på 1,0 liter og har 115 hk. Den udmærker sig ved at have bedre drejningsmoment og benzinøkonomi end den nuværende 1,6 liters benzinmotor, og i kombination med den nye seks trins gearkasse er pakken 30 procent lettere end 1,6 motoren og dens gearkasse. Ud over lavere forbrug og bedre drejningsmoment sætter den nye 1,0 liters motor en ny standard for støj og vibrationer blandt andre motorer i samme størrelse – også i forhold til mange firecylindrede motorer.

Drejningsmomentet i 1,0 SIDI (Spark Ignition Direct Injection) er 166 Nm, der er til rådighed fra 1.800 til 4.700 omdrejninger, hvilket er højere end mange større motorer og sammenlignet med Opels egen 1,6 liters benzinmotor uden turbo er benzinforbruget forbedret med 20 procent.

1,0 SIDI er den første motor i en ny motorfamilie fra Opel bestående af benzinmotorer mellem 1,0 og 1,4 liters slagvolumen. Alle motorer har avanceret teknologi med direkte indsprøjtning, variabel ventilstyring og letvægts cylinderblok udført i aluminium. Det endelige forbrugstal i ADAM er endnu ikke opgjort, men Opel forventer et CO2 udslip pr. kilometer betydeligt under 100 gram.

Klassens laveste støjniveau
Opels ingeniører påbegyndte udviklingen af den nye motor og gearkasse helt fra bunden for at kunne eliminere den lidt uharmoniske motorkarakteristik, der ofte præger trecylindrede motorer. Cylinderblokken er udført i støbt aluminium for at mindske støj og vægt. Et andet vigtigt element til at mindske vibrationer er brugen af en balanceaksel i oliesumpen. Akslen drejer rundt med samme hastighed som krumtapakslen og formålet er at dæmpe de vibrationer, der normalt opstår i en trecylindret motor. Resultatet er en motor med en mere raffineret motorgang end andre trecylindrede motorer og et lavere støjniveau end selv mange firecylindrede motorer. Med motoren i en testbænk er støjniveauet lavere ved alle belastninger end benzinmotorer med tilsvarende ydelse op til 1,6 liters slagvolumen. Faktisk er motorens akustiske egenskaber så gode, at behovet for støjdæmpende isolering i bilen og komplicerede støjdæmpende motorophæng er betydelig reduceret.

Præsentationen af den nye 1,0 SIDI er seneste skridt i introduktionen af en lang række nye Opel motorer. Frem til 2016 introducerer Opel tre nye motorfamilier bestående af 13 nye motorer. Tidligere i år kom den første 1,6 SIDI til Astra og Zafira Tourer og en ny diesel 1,6 CDTI til blandt andet Zafira Tourer og senere følger andre modeller. Alle de nye motorer bygges på Opels fabrik i Ungarn ved Szentgotthard.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start