Magacin - Ny effektiv 1,4 turbomotor på vej fra Opel
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny effektiv 1,4 turbomotor på vej fra Opel

Opels nye Astra er ikke alene en helt nyudviklet bil. Den får også en ny 1,4 turbomotor på 150 hk.
Opel
19/06-2015 kl. 08:00

Motorens fulde navn er 1,4 ECOTEC Direct Injection Turbo, og præmieren er fastlagt til den international biludstilling i Frankfurt. Her ligger den i motorrummet på den nye Astra, som Opel viser ved samme lejlighed. Motoren er i familie med Opels seneste motornyhed – den tre cylindrede benzinmotor, der fik sin debut i Corsa og ADAM sidste år. Begge motorer tilhører Opels nye serie af små benzinmotorer op til 1,6 liter, og er blandt de 17 motornyheder Opel introducerer mellem 2014 og 2018. Familieskabet betyder, at både top og bund er udført i aluminium, men en væsentlig forskel er den ekstra cylinder, der har medvirket til at øge slagvolumen fra 1,0 til 1,4 liter. Fælles for dem begge er den direkte indsprøjtning. 

Motoren kommer i to varianter med enten 125 hk eller 150 hk i den nye Astra og et drejningsmoment på 230 Nm mellem 2000 og 4000 omdrejninger i minuttet, der giver forudsætninger for færre gearskifte ved bykørsel. Foreløbige data viser, at den nye Astra får et brændstofforbrug på 20,4 km/l efter EU-normen ved blandet kørsel med denne motor svarende til CO2 udslip på 114 g/km. Ydelse og moment i den nye 1,4 motor svarer til en traditionel 2,0 liters sugemotor, men brændstofforbruget er lavere. Som det var tilfældet med den tre cylindrede motor, har ingeniørerne haft fokus på lavt støjniveau og minimale vibrationer fra motoren. Blandt andet er bundkarret todelt og motoren er støjbeskyttet over topstykke og udstødningsmanifold. Den nye Astra vejer mellem 120 og 200 kilo mindre end den nuværende generation, og her giver den nye motor også sit bidrag. Motorblokken i aluminium vejer 10 kilo mindre end den 1,4T motor med støbejernsblok, den afløser, krumtapakslen er hul, oliepumpen drives med særlig lav friktion og selve pumpen har to olietryksniveauer afhængig af belastningen. Motoren er desuden konstrueret til at bruge lavfriktionsmotorolie med viskositet 5W-30, der giver mindre modstand i motoren. Den nye motor skal produceres på Opels fabrik ved Szentgotthárd i Ungarn.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start