Lamborghini Urus - Ekstremt sportsligt SUV-koncept
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Lamborghini viser ekstremt sportsligt SUV-koncept

Automobili Lamborghini præsenterer på Beijing Motor Show den ultimative superatlet i SUV-segmentet: Lamborghini Urus.
Lamborghini
24/04-2012 kl. 10:30

Med denne konceptmodel redefinerer Lamborghini grundlæggende begreber som design og dynamik i SUV segmentet. Lamborghini Urus forener unikt design, fascinerende interiør og enestående præstationer med alsidighed og høj anvendelighed.

Kombinationen af 600 hk og Lamborghinis store erfaring med vægtreduktion og letvægtsmaterialer garanterer, at Lamborghini Urus er ekstrem dynamisk. Samtidig garanterer Lamborghini, at Urus vil have det laveste CO2-udslip til sammenligning med konkurrenternes modeller.

Som SUV-koncept med fire rummelige siddepladser, et yderst anvendeligt bagagerum, variabel frihøjde og selvfølgelig permanent firhjulstræk, tilbyder Lamborghini Urus ubegrænset køreglæde. Interiøret matcher naturligvis den nye superatlets øvrige standarder, bl.a. ved brugen af innovative materialer, som Lamborghinis patenterede kulfiber fabrikationsmetode, Forged Composite.

Segmentet af luksus SUV'er er i vækst på verdensplan – at sidde bag rattet af så luksuriøs og dynamisk en model som Lamborghini Urus er den mest udtryksfulde og emotionelle måde at køre en fire-dørs bil på. Lamborghini Urus er foreningen af rå køredynamik og hverdagens krav til mobilitet og anvendelighed. Med Lamborghini Urus vil det blive muligt at have en Lamborghini som familiens primære bil. Dette gør, at Lamborghinis kundesegment udvides betragteligt, da man med Urus appellerer til såvel familier som eksisterende Lamborghini-kunder, der hidtil har valgt en SUV fra et konkurrerende mærke. Automobili Lamborghini forventer, at produktionen af Urus årligt kommer op på 3.000 stk.

''Urus er et meget konkret bud på fremtiden for Lamborghini – som en tredje modelrække og det perfekte supplement til vores supersportsvogne,''udtaler Stephan Winkelmann, direktør for Automobili Lamborghini. ''En SUV repræsenterer frihed og følelser. SUV-segmentet er et af de mest succesfulde markeder på verdensplan. Urus er den mest ekstreme fortolkning af SUV-idéen: Det er Lamborghinien blandt SUV'erne.''

Arven og navnet
Permanent firehjulstræk er et grundlæggende Lamborghini DNA, men Urus er ikke den første SUV fra Lamborghini. Lamborghini opfandt super-luksus SUV segmentet med den legendariske LM002. Ved sin afsløring i 1986 var LM002 en helt i gennem revolutionerende model. Med sine offroad-egenskaber, V12-motor, 450 hk, en tophastighed på 210 km/t, et luksuriøst interiør – men frem for alt fuldstændig overrumplende køreegenskaber – var LM002 praktisk taget virkeliggørelsen af en drøm. Lamborghini LM002 blev produceret frem til 1992, og på trods af at den blev produceret i mindre end 300 eksemplarer, er det alligevel lykkedes LM002 at sikre sig en særlig plads i bil historien.

Lamborghinis designere og ingeniører har med Urus skabt et nyt ikon, der forhåbentlig også vil finde sin rette plads i historien. Traditionen tro har man også til dette nye ikon fundet navnet blandt tyre. Urus – somme tider også kaldet Aurochs – er en af de store, vilde forfædre til de nulevende spanske tyre.

Konceptet og teknologien
Urus er Lamborghinien blandt SUV'erne. Ikke blot på grund af navnet, men også fordi konceptet er gennemsynet af Lamborgini-traditioner: Designet, ydelsen og de dynamiske køreegenskaber er i centrum, og i forhold til konkurrenterne er den et nyt pejlemærke. Oven i de klassiske dyder kommer så rigelig plads til fire personer og et stort bagagerum. Urus er Lamborghinien, der kan bruges i det daglige – til familien og til fritidsbrug.

Alligevel er den en sand Lamborghini. Urus har et unikt og helt umiskendeligt udtryk. Den ser kraftfuld ud, men virker ikke klodset. Den er muskuløs og særdeles atletisk, men også elegant. Med en længde på 499 cm passer den perfekt ind i klassen, men med en højde på blot 166 cm er den betydeligt lavere end alle konkurrenter. Proportionerne er imponerende, ikke mindst takket være en bredde på 199 cm, og det viser tydeligt, at Lamborghini Urus er klassens superatlet.

Kilden til de overbevisende præstationer findes primært i køreegenskaberne – hjertet i alle Lamborghini. Målet for motorydelsen ligger på 600 hk. Permanent firehjulstræk er naturligvis en selvfølge.

Et andet mål, som er klart defineret, er CO2-udledningen: Lamborghini Urus vil udlede mindre CO2 end alle sammenlignelige konkurrenter. Lav vægt er en uomtvistelig faktor for at opnå en lav CO2-udledning, og Urus vil være en hel del lettere end konkurrenterne. Et intelligent miks og systematisk brug af letvægtsmaterialer, også i interiøret giver en lav vægt. Lamborghini besidder unik know-how omkring produktion af kulfiber, og i Urus ses det i høj grad også i interiørets materialer.

Lav vægt giver ikke kun et lavt forbrug, men er også en vigtig faktor for dynamik og køreegenskaber. Lamborghini Urus vil sætte nye standarder i sin klasse på de områder. Lavt tyngdepunkt og variabel karrosserihøjde er blandt metoderne for at opnå de bedst mulige og mest dynamiske køreegenskaber.
Urus er også kendetegnet ved en innovativ brug af adaptiv aerodynamik. I kombination med den variable karrosserihøjde giver den højdejusterbare frontspoiler en overbevisende frihøjde, og ved høj fart, hvor bilens sænkes, giver det høj stabilitet. Bagspoileren er ligeledes adaptiv, og samlet set gør disse elementer, at Lamborghini Urus kan tilpasses forskellige typer underlag.

Designet
Lamborghini-design er unikt. Alle Lamborghini-modeller er rene og minimalistiske i udtrykket. Urus-konceptet lever op til logikken i samme grad som supersportsvognen Lamborghini Aventador. Ekstremt spændstigt og knivskarpe linjer viser en præcision, som er førende indenfor bil design. Og de rene og præcist udførte overflader viser hvilken utrolig erfaring Lamborghini besidder indenfor design, konstruktion og forarbejdning af karrosserier. Resultatet er et præcist designudtryk med stærkt teknisk tilsnit, som samtidig er kendetegnet ved sin lethed.

Det starter med fronten, som fremhæver det klare slægtskab med Lamborghinis supersportsvogne. Det tredimensionelle udtryk med skarpe linjer, skarpe former, store luftindtag i begge sider, den unikke Y-form i forlygterne, den aerodynamiske tilskæring af alle elementer og linjerne der løber fra motorhjelmen over taget og videre til bageste del af bilen – disse karakteristika er typisk for en Lamborghini.

Til trods for den stærke genkendelighed er hver eneste detalje genfortolket. For eksempel er forlygterne mere horisontale og udstyret med fuld LED-teknologi bestående af to elementer med hver tre stærke dioder. LED-elementer til kørelyset danner den karakteristiske Y-form, mens LED-tågelygter er placeret under de store luftindtag, som omkranser den adaptive frontspoiler.

Bageste del af bilen er overraskende rund i betragtning af, at Urus er en Lamborghini. Den ser kraftuld ud, men på ingen måde klodset. De smalle baglygter med Y-elementerne hænger sammen via en sort stribe, som fremhæver bilens bredde på 199 cm.

Fælgene på en Lamborghini er en vigtig del af designets helhed, og særligt når de, som på Urus, er med til at redefinere dynamikken i SUV segmentet. Lamborghini Urus bærer 24'' fælge i støbt aluminium med en mat finish.

Lamborghini Urus er lakeret i en solid og let skinnende rød, som giver en ideel kontrast til de mange karrosseridele, som er udført i kulfiberforstærket polymer. En stor del af frontspoileren, sideskørterne og den store diffuser bagtil er tydeligt fremhævet som elementer med udgangspunkt i kulfiber. Urus har ingen konventionelle sidespejle, men har i stedet små og aerodynamisk optimerede kameraer, som overvåger trafikforholdene bag bilen. Billederne fra kameraerne vises på to TFT-skærme, som er ergonomisk perfekt placeret i begge sider af cockpittet.

Interiøret
Lamborghini Urus' interiør er, helt i tråd med Lamborghinis designstrategi, udført i kulfiberforstærket polymer.
Automobili Lamborghini har helt unikke kompetencer i brugen af kulfibermaterialer. Urus-konceptet viser på udmærket vis denne innovative teknologi. Særligt bemærkelsesværdig er midtertunnellen – en åben, skeletformet kulfiberstruktur udført med den innovative teknologi Forged Composite. Den løber gennem hele modellen og er kun delvist klædt med læder.
Forged Composite er ligeledes brugt til de fire individuelle, skålformede sæder.
Siddepositionen er lavere og fladere end i nogen anden bil i segmentet.

Lamborghini Urus skaber nye rammer for, hvor sportslig en model i SUV segmentet kan være, men den gør det uden at indskrænke de praktiske egenskaber. Det er helt tydeligt i kabinen – føreren og op til tre passagerer føler, at de bærer et skræddersyet jakkesæt – perfekt tilpasset, men komfortabelt. Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med den ultimative køremaskine blandt SUV'er.

Lamborghini Urus-konceptmodel er bygget op om en filosofi, der bygger på at minimere antallet af betjeningselementer. Bag rattet sidder kun skiftepalerne til dobbeltkoblingsgearkassen, og alle andre funktioner, så som kontakter til blinklys, lys, vinduesviskere er bygget ind i multifunktionsrattet eller i midterkonsollen.

Føreren får informationer fra den frit programmerbare TFT-skærm foran rattet. Sekundære funktioner som navigation, underholdningssystem og klimaanlæg styres via den berøringsfølsomme skærm i midterkonsollen. Bagsædepassagererne har ligeledes en berøringsfølsom skærm til rådighed.

Lamborghini forhandles i Danmark af eneforhandleren Lamborghini Copenhagen.

Del med en ven

0 personer snakker om “Lamborghini viser ekstremt sportsligt SUV-koncept

  1. Det er dog et af de grimmeste køretøjer verden endnu har været vidne til, det ligner jo mest en hobbymekaniker der har sat for store hjul på sportsvognen….

  2. Ja, fik man ved et uheld sådan en forærende, ville det være noget af en opgave at finde nogen at sælge den til, som både har for mange penge OG virkelig dårlig smag. En nyrig russer i en passende brandert eller en oliestatsprins med fætter/kusine-forældre ville umiddelbart være mine bedste bud på mulige aftagere…

Skriv et svar

Giver børn en ny start