Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

KIA med egen TV kanal

KIA Import Danmark kører branchens første TV-kanal i stilling

KIA
25/11-2010 kl. 01:45

Nu mangler vi bare en TV-vært! Sådan lyder det fra KIA Import Danmark, der netop er begyndt at broadcaste på branchens – og ikke mindst Europas – første egentlige TV-kanal med nyheder, KIA-kampagner og tilbud rettet specifikt mod kunderne i Danmark. Kanalen er udviklet af Web500, der har specialiseret sig i TV-løsninger til detailkæder, private virksomheder og offentlige instanser.

KIA Import Danmark kan godt lide at overraske og gå foran, og derfor bliver det KIA, der som det første bilmærke i Danmark kan præsentere sin helt egen TV-kanal. KIA er et af de hurtigst voksende bilmærker herhjemme, og TV-kanalen, der tilmed er den første af slagsen i Europa, er etableret for at skabe øget synlighed omkring mærket. I stil med de fleste andre bilmærker er KIAs 35 forhandlere såkaldt multihuse, der har flere bilmærker under samme tag, og derfor er det vigtigt at distancere sig.

– Når en kunde kommer ind hos en forhandler, der har flere mærker, er det vigtigt, at vi kan synliggøre os og fokusere på lige netop vores kunder. Derfor har vi lanceret en TV-kanal med dugfriske nyheder, løbende vejrudsigter fra DMI, specielle tilbud, der kun gælder i området omkring forhandleren, og så selvfølgelig nyheder om KIA, kampagnefilm og konkurrencer, fortæller salgs- og marketingchef hos KIA Import Danmark Mads Lauvring.

TV-kanalen har sin egen programchef, der kan disponere over hele to udgaver af kanalen: én til forhandlernes showroom og én til venterummene, hvor man får udleveret sin bil. I sidstnævnte er der mere redaktionelt stof fra DR Update og TV2News, mens der i forhandlernes showrooms er flere konkurrencer, reklamer og film om KIAs nyeste bilmodeller.

– Vi kan styre det hele meget præcist fra hovedkontoret i Fredericia, fordi løsningen fra Web500 gør det muligt at sende individuelt indhold hos hver af vores 35 forhandlere. Det gør, at vi kan køre med forskellige sendeflader i Aalborg og Svendborg, og forhandlerne kan endda selv sælge reklameplads, så kunderne får nogle meget lokale tilbud. Vi kan samtidig sende undervisningsfilm og interne nyheder ud inden åbningstid, og det giver os en unik mulighed for at kommunikere med forhandlerne, siger Mads Lauvring, der understreger, at kanalen dog fortsat mangler en vaskeægte studievært.
– Men hvis der sidder et godt TV-ansigt derude, modtager vi selvfølgelig meget gerne en videoansøgning, siger han.

Selve hardwaren og skærmene er i en klasse for sig, billederne står super skarpt, og redigeringsværktøjerne, der hører til platformen, er fleksible og lette at bruge for KIA og forhandlerne.

– Det hele er med til at løfte oplevelsen af kvalitet, når man besøger en forhandler, og det er en understregning af det niveau, som KIAs 7 års garanti skal signalere, siger Lars B. Kanstrup, kreativ chef i Web500, der står bag løsningen.

Audi i USA kører med det samme system, og KIA MOTORS overvejer lige nu, om løsningen skal udbredes til resten af Europa.

For yderligere information, kontakt venligst
Mads Lauvring, salgs- og marketingdirektør, KIA Import Danmark, tlf. 75 92 25 44, e-mail: [email protected]

Lars B. Kanstrup, kreativ chef, Web500, tlf. 99 34 99 77, e-mail: [email protected]  
Presseservice og billeder: Jacob Lange, Lange PR, tlf. 20 76 30 20, e-mail: [email protected]  

Om KIA Import Danmark
KIA Import Danmark AS (www.kiamotors.dk) er et selskab under Nellemann Holding, som blandt andet importerer så forskellige mærker som John Deere, Aston Martin og Jaguar. KIA Import Danmark AS, der startede herhjemme i 1996, beskæftiger cirka 80 ansatte. KIA Motors Corporation (www.kiamotors.com) blev grundlagt i 1944, og koncernen er Koreas ældste bilproducent. Som en del af Hyundai-KIA Automotive Group sigter KIA mod at blive et af verdens bedste bilmærker. KIAs 12 produktions- og samlefabrikker er fordelt i syv lande, og de producerer årligt mere end 1,1 millioner biler, der sælges og serviceres via et netværk af distributører og forhandlere i 160 lande. I dag har KIA 32.500 ansatte og en årlig omsætning på 16 milliarder dollar.

Om Web500
Web500 med hovedsæde i Aalborg og afdeling i København er en af Danmarks førende leverandører af instore-tv og løsninger til digital skiltning til detailhandlen, butikskæder samt private og offentlige virksomheder. Web500 leverer bl.a. til SSP (Select Service Partner), 3 Mobil, Billund Lufthavn, Bog & idé, Forsvarets Mediecenter, Kop & Kande, Bahne, MyTravel, Sanistål, Marcus, NærKøb m.fl. Yderligere information findes på www.web500.dk

 

Skriv et svar

Denne side bruger cookies

Læs mere