KIA Naimo: Eldreven konceptbil - Kia helt elektrisk
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kia helt elektrisk

En eldreven konceptbil KIA Naimo præsenteres i Seoul
Kia Motors
01/04-2011 kl. 11:30

• Den iøjnefaldende, komplet eldrevne konceptbil får verdenspremiere på biludstillingen i Seoul.
• KIA Naimo udstråler avanceret teknologi via et enkelt design
• Den praktiske elbil, som hører til i B-segmentet, kombinerer den koreanske arv med højteknologiske løsninger

Den eldrevne konceptbil KIA Naimo, som i dag (torsdag) har verdenspremiere på biludstillingen i Seoul, kombinerer den koreanske arv med innovativ, moderne teknologi.

Den er opkaldt efter det koreanske ord “Ne-mo” (udtales ”Neh-mo”, som betyder ”firkantet form”), og den eldrevne, praktiske Naimo crossover utility vehicle (CUV) er udviklet af KIAs internationale designerteam i Seoul. Den er karakteriseret af enkle linjer og et solidt, muskuløst udseende.

Det ukomplicerede design fremhæves af en række iøjnefaldende detaljer som fx wrap around-forrude, asymmetrisk soltag og forlygter og positionslys foran og bagpå i LED-design. Sammensætningen af det enkle og det komplekse er et træk, der kendes fra mange traditionelle koreanske kunst- og håndværksformer. Især asiatisk keramik i celadon-stil har været en stor inspiration til bilens udseende – med keramikkens asymmetriske form, som anvendes til soltaget, og den typiske jadefarve, som giver Naimo sin unikke udvendige finish.

KIAs designerteam anvendte også innovative tekniske løsninger til at give bilen et kvalitetsindtryk i Premium klassen og til at sikre, at bilens eksteriør ikke forringes med tiden. Fx har Naimo ikke traditionelle viskerblade til forruden – i stedet anvendes der højtryksluftdyser nederst på forruden, som udfører en “luftviskerfunktion”. De konventionelle sidespejle er erstattet af små kameraer, der er monteret i A-stolperne.

Interiøret i Naimo er designet til at give en stærk følelse af ro, og hele kabinen prydes af håndlavede materialer. Koreansk egetræ er anvendt som dekor på dørpanelerne og hele bunden i kabinen, og loftbeklædningen består af koreansk “Han-ji”-papir. Side om side med disse traditionelle elementer finder man moderne udstyr som fx et instrumentpanel med TOLED-display (transparent organic light emitting diode) og et fuldt udbud af tilslutningsmuligheder til diverse apparater.

“Naimo er et udtryk for perfekt balance mellem innovation, hightech og koreansk tradition. Den er stærkt inspireret af renheden og skønheden i traditionelle, koreanske kunst- og håndværksformer, men samtidig indeholder bilen topmoderne teknologi, så brugerne får en ægte Premium oplevelse”, udtaler Peter Schreyer, som er chefdesigner hos KIA Motors.

Den tredje elbil, som KIA Motors Corporation afslører i løbet af et år, er den 3,9 m lange konceptbil Naimo, som er en praktisk nul-emissions-bybil med fem døre og fire sæder til fremtidens nichemarked.

Naimo måler 3.890 mm i længden, og akselafstanden, bredden og højden er henholdsvis 2.647, 1.844 og 1.589 mm. Bilen har korte overhæng, så hjulene er placeret i hjørnerne, og det betyder, at personerne i bilen har usædvanligt meget hoved-, ben- og skulderplads.

Konceptbilen har ingen B-stolper, og dørene er hængslet bagtil for at gøre adgangen til kabinen så nem som muligt. Bagagerummet kan åbnes i tre positioner, hvilket giver alsidig adgang til at placere bagage af forskellig størrelse i bagagerummet.

Elektriciteten kommer fra en PMSM-elmotor (Permanent Magnet Synchronous Motor) med en maksimal ydelse på 109 hk (80 kW) og et maksimalt drejningsmoment på 280 Nm, og det giver Naimo en tophastighed på 150 km/h.

Et dobbelt 27-kWh-batteri er placeret under bagagerumsbunden og bruger innovativ LiPoly-teknologi (litium-Ion-polymer), hvilket giver store fordele i forhold til andre batterityper. Udstyret med det batteri har Naimo en rækkevidde på 200 km på en enkelt opladning. For at øge rækkevidden er udstillingsbilen udstyret med 20″ alufælge med særligt lav luftmodstand.

Ved lynopladning (50 kW) kan batteriet i Naimo oplades til 80 % af kapaciteten i løbet af 25 min. Ved normal opladning (3,3 kW) kan batteriet lades 100 % op på 5,5 t.

Naimo bliver en del af KIAs voksende testflåde af hybrid-, el- og brændselscellebiler, der testes intensivt under meget varierende forhold med henblik på at udvikle fremtidens produktionsmodeller med ingen eller få emissioner.

Venga og POP viste vejen for elbilerne På KIAs stand på biludstillingen i Seoul vil man desuden kunne se de eldrevne konceptbiler Venga og POP, der blev præsenteret af KIA sidste år i forbindelse med store internationale biludstillinger i Europa – Venga i Geneve og POP i Paris.

Den eldrevne Venga-konceptbil har samme størrelse som KIAs almindelige MPV i B-segmentet, og elmotoren er placeret i det eksisterende motorrum, mens det dobbelte 24 kWh-batteri er placeret under bagagerumsbunden.

Ukonventionelt udstyr i POP – siderudernes design, punktopbyggede for- og baglygter, baggrundsoplyst kølergrill, glastag i fuld længde og enkelt udseende fælge – alt sammen noget, der tyder på inspiration fra verdenen uden for bilbranchen som fx svævefly og racermotorcykler.

Indvendigt skaber det purpurfarvede tema en rolig og fredelig atmosfære i den rumskibsagtige kabine med tre sæder. Bag forsæderne er det enkeltstående bagsæde placeret i en skæv vinkel, hvilket giver en bemærkelsesværdig benplads i en bil med en bredde på 1.740 mm og en akselafstand på kun 2.055 mm.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start