Porsche Macan - En Porsche hele vejen igennem
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Den nye Macan

En Porsche hele vejen igennem
Porsche
20/11-2013 kl. 13:30

Den nye Macan er den første kompakte SUV fra Porsche, og dermed en helt ny modelrække. Macan forener alt det, der forventes af en Porsche med en høj grad af komfort, et lavt forbrug og anvendelighed i hverdagen. Samtidig vil den sætte nye standarder i klassen for køredynamik — også der, hvor asfalten hører op.

Dens sportslige DNA er tydeligt i designet, som på en og samme tid forener klassisk elegance med magtfuld dynamik. Som altid er formgivningen inspireret af Porsches øvrige modeller, som ikonet 911 og den nye 918 Spyder. Den nye Macan er ’Made in Germany’ og produceres i Leipzig, hvor Porsche har investeret 500 millioner euro i en helt ny produktionslinje, der skal fremstille 50.000 biler om året.

Tre versioner fra start

Macan fås fra starten i tre versioner. Macan S er udrustet med en 3,0-liters biturbo V6 med 340 hk, der klarer 0-100 km/t på blot 5,4 sekunder (5,2 sekunder med Sport Chrono-pakken) og en topfart på 254 km/t. Som resten af Macan-programmet er den 7-trins PDK-transmission standardudstyr, sammen med den seneste generation af Porsches avancere firehjulstræk, Porsche Traction Management Plus (PTM Plus).

Macan S Diesel er den økonomiske langdistanceløber. Den 3,0-liters V6 turbo diesel med 258 hk har et gennemsnitligt forbrug på 16,3 km/l, samt en CO2-udledning på blot 159 g/km. Den accelererer dog stadig fra 0-100 km/t på 6,3 sekunder (6,1 sekunder med Sport Chrono-pakken) og til en topfart på 230 km/t.

Topmodellen er den nye Macan Turbo, der bliver klassens hurtigste og mest magtfulde. Med en helt ny 3,6-liters biturbo V6 leverer den 400 hk, og accelererer fra 0-100 km/t på blot 4,8 sekunder. Med Sport Chrono-pakken reduceres det tal yderligere til 4,6 sekunder. Selv om topfarten er 266 km/t, leverer Macan Turbo stadig et gennemsnitligt forbrug på imponerende 11,2 km/l.

Macan betyder ’tiger’

Selve navnet Macan er indonesisk for ’tiger’, hvilket understreges af en suveræn køredynamik. Samtidig byder Macan på alt det bedste fra resten af Porsches modelprogram. Som den lave kørestilling, der er typisk for Porsches sportsvogne, multifunktionsrat med skiftepaler på bagsiden og luftaffjedring, som Macan er ene om at kunne tilbyde i klassen.

Det er muligt at bestille fælge i helt op til 21 tommer, samt Sport Chrono-pakken og Porsche Torque Vectoring Plus (PTV Plus). Andre options er dynamisk langt lys, som er en del af Porsche Dynamic Light System Plus (PDLS Plus), der gør det muligt at køre med langt lys, uden at genere hverken forankørende eller modkørende trafik.

Macan er fyldt med gennemtænkte detaljer, som de ekstremt kompakte baglygter med det tredimensionelle LED-lys. På alle modeller flankeres bagendens diffuser af to dobbelte udstødninger, der er runde på Macan S og Macan S Diesel, men kvadratiske på Macan Turbo. Alle modeller fås med en sportsudstødning i rustfrit stål som option.

Sportsligt interiør i en høj kvalitet

At Macan handler om køredynamik afsløres også i interiøret med sofistikerede linjer, præcise overgange og høj kvalitet. Fra de lavt placerede forsæder, byder interiøret en række nyheder, som det nye multifunktions sportsrat, der er inspireret af det, Porsche benytter i den nye topmodel 918 Spyder.

Som altid i en Porsche er omdrejningstælleren placeret i hjertet af instrumentbordet, flankeret af speedometer og det 4,8-tommers farvedisplay, som viderebringer en række oplysninger. På midterkonsollen er de vigtigste funktioner samlet i logiske grupper for enkel og intuitiv betjening, mens gearvælgeren er placeret højt, som på Porsches racerbiler.

Macan kan naturligvis også køre offroad, hvilket gøres ved at aktivere en knap på midterkonsollen. Offroad-programmet kan benyttes med op til 80 km/t og sørger for, at alle traction-systemer optimeres for at give mest muligt greb i underlaget. Med den luftaffjedring som findes som standard, hæver undervognen sig samtidig med 40 millimeter, hvilket giver en maksimal frihøjde på 230 millimeter.

Sport Chrono-pakke og luftaffjedring som option

Alle Macan-modeller har Sport-knap som standard. Ved at tilvælge Sport Chrono-pakken følger både Sport Plus-funktionen og Launch Control, der altid giver den optimale acceleration, og reducerer accelerationstiden fra 0-100 km/t med 0,2 sekunder i samtlige Macan-modeller.

Der findes tre forskellige undervogne til Macan. Standard er versionen med stålfjedre og en række komponenter fremstillet i aluminium, der giver den optimale forening af high performance, køredynamik, komfort og offroad. På bagakslen er fjedre og støddæmpere skilt ad, hvilket giver den brede åbning af bagagerummet.

Næste trin er stålfjedre i kombination med Porsche Active Suspension Management (PASM), der er standardudstyr i Macan Turbo, og modvirker enhver tendens til krængning i sving. Derudover fås Macan som den eneste i sin klasse med luftaffjedring, som gør det muligt at køre med 15 millimeter lavere frihøjde på almindelig vej, eller 40 millimeter ekstra frihøjde i offroad-indstillingen.

Takket være den avancerede teknologi som ligger bag den seneste generation af Porsche Traction Management Plus (PTM Plus), hjælper det permanente firehjulstræk også på køredynamikken. Således er Macan altid baghjulstrukket, mens forakslen modtager sine kræfter fra bagakslen, og i det omfang, underlaget kræver det.

Den nye Porsche Macan introduceres i april 2014 til en pris fra kr. 1.196.107 for Macan S, fra kr. 1.193.307 for Macan Diesel S og fra kr. 1.679.307 for Macan Turbo. Porsche Macan kan allerede nu bestilles hos Danmarks to autoriserede Porsche Centre, Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start