Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Den nye Citroën C4 Picasso

Citroën har netop udsendt de første officielle fotos af den nye Citroën C4 Picasso

Citroën
04/04-2013 kl. 11:15

C4 Picasso kommer til salg i Frankrig fra juni 2013 og herhjemme kort tid efter. Den betyder starten på en ny epoke for Citroën, og den udmærker sig bl.a. ved

. et markant og udtryksfuldt design med dynamiske linjer og nyt lygtedesign både foran og bag, hvor baglygterne har en særlig 3-D effekt, som er inspireret af Citroëns seneste konceptbiler.

. en kabine med masser af plads og lys, hvor formgivningens rene linjer i samspil med de omhyggeligt udvalgte materialer og deres forarbejdning viser et tydeligt kvalitetsløft. Citroën C4 Picasso byder på transport på første klasse og kan bl.a. leveres med et særligt Relax sæde med benstøtte til forsædepassageren.

. teknologi til gavn for komfort og køreoplevelse med en særlig 12 tommer touchscreen samt systemer for at lette kørsel og manøvrering af bilen med bl.a. 360o Vision*, Park Assist samt aktiv fartpilot og aktive sikkerhedsseler.

Bilen er konstrueret på den nye platform EMP2 (Efficient Modular Platform 2) fra PSA Peugeot Citroën koncernen, hvilket indebærer store fordele:

. nyt forhold mellem kompakte udvendige mål (længde 4,43 m, bredde 1,83 m og højde 1,61 m) og stor rummelighed i kabinen samt et kæmpestort bagagerum (537 liter VDA).

. lavere vægt, som er reduceret med hele 140 kg i forhold til den foregående model, samt forbedring af luftmodstanden (SCw koefficient på 0,71) og optimering af motorerne, heriblandt e-HDi 90 med en udledning på blot 98 g CO2 pr. km. Den nye C4 Picasso bliver den første Citroën med en BlueHDi* Euro 6 motor, som er udstyret med et særligt system for reduktion af Nox (SCR selective catalytic reduction).

. videreudvikling af forholdet mellem komfort og vejgreb. Bilen har elektrisk servostyring, og undervognen er optimeret for dynamik og komfort under alle forhold.

* kan leveres fra andet halvår af 2013.

DESIGN SOM MARKERER EN NY EPOKE
Anvendelsen af den nye platform har givet designerne andre muligheder i formgivningen af den nye C4 Picasso. Akseludhæng for og bag er mindre (- 70 mm foran), frihøjden er sænket, sporvidden er øget (+ 82 mm foran og + 31 mm bag), hvilket alt sammen bidrager til at give bilen et dynamisk og energisk design.

Bilens profil har skulpturelle linjer, og chefdesigner Fréderic Soubirou har gjort profilen særligt karakteristisk ved kromlistens form som et stort C, der løber rundt om kabinen og som signalerer stor rummelighed for både forsæde- og bagsædepassagerer.

Fronten er også helt nydesignet. Linjerne i Citroëns logo med de dobbelte vinkler glider over i de spektakulære og smalle LED-kørelys, og lygter og tågelygter er placeret nedenunder.

De særlige 3D-baglygter er inspireret af Citroëns konceptbiler Tubik, Survolt og Revolte og giver bilen en meget genkendelig signatur. Bagklappen åbner i bilens bredde og signalerer masser af plads og let adgang til bagagerummet.

INTERIEUR MED MASSER AF PLADS OG LYS
Kabinen i C4 Picasso er formgivet for at fremhæve de rene linjer og den store rummelighed. Oplevelsen af rummelighed og lys understreges af den store forrude, der er standard, og af glastaget, som bader kabinen i et naturligt lys.

Materialerne i kabinen er udvalgt med stor omhu, og det samme er deres forarbejdning.

TOUCHSCREENS
De nye C4 Picasso leveres med en ny form for digital instrumentering, som er både intuitiv at bruge og flot at se på. Instrumentbordet er formgivet med rene linjer og bygget op om 2 skærme i midten: en touchscreen på 7 tommer og en 12 tommer HD skærm.

7-tommer skærmen er standard på alle udgaver og rummer 7 ”kontakter” på skærmen for styring af ventilation, navigation, radio og telefon m.m.

12-tommer skærmen i HD viser information om kørslen, hvor føreren selv vælger opsætningen, f.eks. om det skal være information om kørslen eller om navigationen. Der er i øvrigt også mulighed for at downloade sine personlige fotos på skærmen.

AFSLAPPET OG UKOMPLICERET KØRSEL
Ud over funktioner som nøglefri adgang og start, elektrisk åbning af bagklappen og bakkamera kan C4 Picasso leveres med nye systemer som Vision 360o* og Park Assist.

Vision 360o* … fire kameraer placeret rundt omkring på bilen giver føreren mulighed for på skærmen at se bilen og dens allernærmeste omgivelser i fugleperspektiv, bag bilen eller frem i panoramavinkel, hvilket kan være praktisk ved udkørsel fra en parkeringskælder f.eks.

Park Assist hjælper føreren med at finde en parkeringsplads og med at parkere bilen, når pladsen er fundet. Føreren skal blot styre speeder- og bremsepedalen.

* kan leveres fra andet halvår af 2013.

SIKKER KØRSEL
Den nye C4 Picasso er udstyret med teknologi, som forbedrer sikkerheden ved at forebygge ulykker og ved at reducere følgerne af en eventuel kollision.

Aktiv farpilot .. en radar, der er placeret i forkofangeren, registrerer og advarer, hvis den forankørende bil nedsætter farten. Systemet fastholder en konstant afstand til den forankørende ved at påvirke acceleration og motorbremse. Så snart der atter er tilstrækkelig afstand til den forankørende eller helt fri bane genfinder bilen sin oprindelige hastighed.

Aktive sikkerhedsseler . ved forsæderne, hvor en motor automatisk strammer selerne maksimalt ved risiko for kollision. Hvis bilen er udstyret med vejstribealarm, advares føreren via vibrationer i selen om risiko for overskridelse af de hvide linjer.

Automatisk styring af det lange lys .. via et lille kamera placeret bag på bakspejlet kan ned- og opblændingen af det lange lys styres automatisk, afhængig af kørselsforholdene og den øvrige trafik.

Kameraet styrer også den nye generation vejstribealarm som advarer føreren tidligere om risikoen for en utilsigtet (dvs. uden aktivering af afviserblinket) overskridelse af de hvide linjer på vejen. Vejstribealarmen bidrager til at reducere risikoen for ulykker ved træthed og uopmærksomhed hos føreren.

Overvågning af den blinde vinkel .. systemet fungerer med ultralyd og advarer føreren om et køretøj i den blinde vinkel ved at tænde en orange diode i førerens sidespejl. Systemet er opbygget med fire følere, der er placeret i for- og bagkofangeren, og er aktivt ved hastigheder mellem 12 og 140 km/t. Det overvåger et område, der strækker sig 5 meter bag bilen og 3,5 meter ud fra siden på bilen frem til sidespejlet.

Hertil kommer bl.a. ITC (Intelligent Traction Control), som forbedrer vejgrebet på glat underlag.

KOMPAKT OG RUMMELIG
Takket være den nye platform EMP2 sætter den nye Citroën C4 Picasso nye standarder for forholdet mellem kompakte udvendige mål og stor rummelighed.

I forhold til den foregående model er den nye C4 Picasso mindre udvendig og større indvendig.

. 40 mm mindre i udvendig længde

. 55 mm mere i akselafstand (2785 mm på den nye C4 Picasso) og ny standard i rummelighed

. 40 liter mere i bagagerumsvolumen, som med sine 537 liter VDA er det største i klassen, og som kan øges til 630 liter, hvis sæderne på række 2 justeres helt frem.

De kompakte udvendige mål med en længde på 4,43 m, bredde på 1,83 m og højde på 1,61 m sammen med den elektriske servostyring og en vendediameter på 10,8 m gør, at den nye C4 Picasso er nem at håndtere i alle situationer.

Hertil kommer den store rummelighed og fleksibilitet i kabinen:

. på række 1, kan ryglænet på passagersædet fældes frem, så man kan transportere særligt lange genstande eller give passagererne på række 2 mere udsyn.

. på række 2 er de tre enkeltstole lige brede. De kan foldes sammen, ryglænets hældning kan justeres for at øge komforten, og stolene har længdejustering, så pladsen til knæene kan tilpasses.

Der er masser af fralægningsplads i kabinen, i midterkonsollen mellem sæderne foran, under forsæderne, i dørene og i gulvet foran sæderne på række 2.

LAV UDLEDNING AF CO2 OG LAVT FORBRUG
Den nye Citroën C4 Picasso vejer hele 140 kg mindre end den foregående model.

. 70 kg mindre takket være den nye platform EMP2 med anvendelse af aluminium og højstyrkestål til visse dele og kompositmateriale til bunden under bagagerummet

. 70 kg takket være formgivningen af bilen med optimering af de udvendige mål og anvendelse af materialer som aluminium til motorhjelmen og kompositmateriale til bagklappen m.m.

Resultatet af denne slankekur er, at den nye Citroën C4 Picasso ikke vejer mere end en C3 Picasso.

Ud over reduktionen af vægten er der arbejdet meget med aerodynamik (SCw 0,71) og med optimering af motorerne. I gennemsnit har man sparet 30 g CO2 hvilket svarer til en besparelse på over 1 liter brændstof pr. 100 km i forhold til den foregående model.

Den nye C4 Picasso er også den første MPV i denne klasse, hvor udledningen for de termiske motorer er under 100 g CO2 pr. km. e-HDi 90 motoren, der har Stop&Start og en ny generation manuel gearkasse med elektronisk styring, ET6G, udleder blot 98 g/km, hvilket svarer til et forbrug på 3,8 liter pr. 100 km.

Ved lanceringen omfatter det franske motorprogram to dieselmotorer, som begge leveres med Stop&Start, og henholdsvis 92 og 115 hk. Hertil kommer to benzinmotorer VTi 120 og THP155 med henholdsvis 120 og 156 hk.

I løbet af andet halvår af 2013 udvides programmet med en BlueHDi 150, der er en Euro 6 motor med et særligt system for reduktion af Nox (SCR, selective catalytic reduction).

Med hensyn til den nye gearkasse ETG6 (Efficient Tronic Gearbox 6 speeds) kan den leveres til e-Hdi 90 og e-HDI 115,begge med Stop&Start. Det er en manuel gearkasse, som kan køres både i manuel og automatisk, og den er udstyret med en krybefunktion og med en ny kartografi for styring af gearskiftene for at give mere dynamik og komfort.

I løbet af første halvår af 2014 vil bilen endvidere kunne leveres med en ny 6-trins utomatgearkasse.

KOMFORT OG VEJGREB
Den nye Citroën C4 Picasso tilgodeser både dynamik og komfort. Den er letkørt, let at manøvrere og byder på afslappet kørsel for alle i bilen.

Komfort og vejgreb er øget takket være reduktionen af vægten, sænkningen af tyngdepunktet, de nye proportioner og optimering af undervognen med bl.a. ny montering af støddæmpere og ophæng til bagvognen.

Samtidig har man tilgodeset dæmpning af støj og vibrationer i bilen, hvor den elektriske servostyring filtrerer vejens ujævnheder bedre, og der er monteret særligt støjdæmpende ophæng på bagbroen.

Skriv et svar