Ny Citroën C3 på vej til Danmark - første eksemplar
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Den nye Citroën C3

Den nye Citroën C3 på vej til Danmark
Citroën
19/04-2013 kl. 09:30

De første eksemplarer af den nye udgave af Citroën C3 er nu kommet til landet. Introduktionen finder sted ved et Åbent-Hus hos forhandlerne den 4. – 5. maj, men der en særlig bonus til kunder, som bestiller bilen i april.

Den nye udgave blev første gang vist på biludstillingen i Geneve i marts, og den udmærker sig ved et mere dynamisk udseende og et motorprogram med både kvikke og økonomiske motorer.

Den skal bidrage til at udbygge den succes, Citroën har haft med C3, som er solgt i over 3 millioner eksemplarer siden lanceringen af den første C3 i 2002. Herhjemme er der nu solgt 23.000 styk.

Citroën C3 er en kompakt 5-dørs familiebil i en størrelse, som er særdeles efterspurgt, både herhjemme og på mange andre markeder. Den nye udgave af C3 er udstyret med en mere moderne og dynamisk front og en ny type baglygter. Den kan leveres med den såkaldte Zenith-forrude, som giver et fantastisk udsyn for alle i bilen.

Den kan leveres med både benzin- og dieselmotorer, og de 3-cylindrede benzinmotorer VTi 68 og 82 har op til 15 % mere effekt og 25 % lavere brændstofforbrug end den foregående motorgeneration. Hertil kommer meget økonomiske dieselvarianter med Stop & Start.

Udstyrsmæssigt placerer den nye Citroën C3 sig også rigtig godt. Standardudstyr i det danske modelprogram er ud over 6 airbags, abs og esp bl.a. splitbagsæde, fjernbetjent centrallås, el-sideruder for, højde- og dybdejustering af rat samt varme i forsæder.

Med hensyn til ekstraudstyr er listen over muligheder nu udbygget med bakkamera.

Priserne ekskl. levering starter ved 119.990 kr. for C3 VTi 68 Attraction og ved 129.990 kr. for C3 VTi 82 Attraction. . Hvis man bestiller bilen inden udgangen af april, får man samtidig en særlig bonus med 12 måneders forlængelse af garanti og Citroën assistance.

GENNEMTÆNKT DESIGN
Designet i Citroën C3 giver den en karakteristisk profil med rundede,men dynamiske linjer. Fronten er ændret med det nye logo samt LED-lys som kørelys, og baglygterne er mere markante.

Kabinen er indrettet med materialer, som er omhyggeligt udvalgt, f.eks. med hensyn til beklædning på instrumentbordet. Hertil kommer bl.a. et display midtfor på instrumentbordet med en særlig belysning, som øger læsbarheden.

Kompakt men rummelig
Citroën C3 er en 5-dørs bil, som er kompakt udvendig. Den er 3,94 meter lang og 1,71 meter bred og har en vendediameter 10,2 meter, hvilket gør den nem at komme rundt med også i byen.

Men rummelig er den også, idet bagagerummets volumen er på 300 liter, og dertil kommer mange fralægningsrum i kabinen.

Godt udsyn
Den halvhøje siddeposition i C3 giver fører og passagerer et godt udsyn. Den kan leveres med en Zenith-forrude, som går højt op i taget, og som øger synsfeltet fremad med 80o i højden for fører og passager foran. De slanke forstolper i bilen bidrager også til det gode udsyn.

Høj komfort
C3 er nem og smidig at køre. Ud over selve kørekomforten er der også arbejdet meget med at reducere støj og vibrationer i bilen. Bilen kan udstyres med en lang række former for udstyr, bl.a. bakkamera og parkeringssensor, Hi-Fi anlæg og navigation samt meget mere.

DYNAMISK OG ØKONOMISK
Takket være velafstemte køreegenskaber, behersket vægt, god aerodynamik (cw-værdi på 0,30) og effektive motorer egner C3 sig lige godt til kørsel i by og udenfor.

Alle motorer placerer sig i energiklasse A. Programmet omfatter de to 3-cylindrede benzinmotorer VTi 68 og 82 med op til 15 % mere effekt og 25 % lavere brændstofforbrug end den foregående motorgeneration.

Udviklingen af motoren, som koncernen har udtaget hele 52 patenter på, har i særlig grad fokuseret på lav vægt,kompakt størrelse, optimering af forbrændingen for at sænke brændstofforbrug og udledning af CO2 med op til 25 %, og samtidig masser af respons. VTi 68 og 82 er således både effektive og køreglade og har et meget lavt forbrug. EU-mix er på op til 23,3 og 22,2 km/liter og udledningen af CO2 på 99 og104 g pr. km.

Hertil kommer HDi-dieselmotorer med partikelfilter: HDi 70 på 1398 cm3 har 70 hk og et EU-mix på op til 26,3 km/liter og 99 g CO2/km. Den kan også leveres med seneste generation Stop&Start, og så er EU-mix op til 29,4 km/l og udledningen af CO2 blot 87 g/km.

eHDi 90 motoren er på 1560 cm3 og har ligeledes Stop&Start, Effekten er 92 hk, og dens EU-mix på op til 28,6 km/liter og 91 g CO2/km.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start