Audi A2 concept - En premiumbil til storbyområder
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Audi A2 concept

En forsmag på elektrisk mobilitet i fremtidens megabyer
Semler, Audi
12/09-2011 kl. 22:30

Med den tekniske konceptbil A2 concept giver Audi en forsmag på elektrisk mobilitet i fremtidens megabyer. Den 100 % elektrisk drevne A2 concept er et klassisk pladskoncept – en premiumbil til storbyområder med rummelige pladsforhold og en rolig fremtoning.

Den tekniske konceptbil er spækket med attraktive, intelligente teknologier. En nyudviklet karrosseriteknologi – en videreudvikling af Audi ultra-letvægtskonstruktionen – reducerer vægten til kun 1150 kg. Teknologierne fra Audi connect sørger for forbindelse til internettet, mens styretøjet og bremserne betjenes rent elektrisk (by wire).

Udvendigt design

Audi A2 concept viser hele Audi designernes kunnen i kompakt form. Den er kun 3,804 m lang, 1,693 m bred og 1,494 m høj, og alligevel har den en elegant, kraftfuld og sportslig fremtoning. Dens rene linjer begrænser sig på en suveræn måde til det væsentlige – typisk for mærket.

Denne showcar er lakeret i mat electrohvid, og dens ugennemsigtige glastag kan gøres gennemsigtigt med et tryk på en knap. Når der tilsluttes elektrisk spænding, omdannes små partikler, der er integreret i glasset, på en sådan måde, at lyset kan strømme uhindret gennem glaspladen. Når glastaget derimod er mørklagt, blokerer det sollysets infrarøde stråler næsten komplet. På den måde beskyttes kabinen effektivt mod sollys – et vigtigt bidrag til den effektive temperaturstyring i den 100 % eldrevne Audi A2 concept.

Fronten på den tekniske konceptbil domineres lige som alle andre Audi biler af singleframe-grillen – i en udgave, der er tilpasset specielt til den eldrevne bil. De øverste to tredjedele er udført som et lukket område, der kan klappes op, og inde bagved findes ladestikket og kølevæskestudsen. De fire Audi ringe er udarbejdet på en helt særlig måde, og motorhjelmen er fast forbundet med karrosseriet.

I singleframe-grillens nederste område, der fungerer som luftindtag, sidder der særligt effektive køleelementer af grafitskum – dette lette materiale afleder på en fremragende måde varmen fra vandet til den omgivende luft. I det centrale luftindtag er der placeret otte blokke med seks grafitelementer i hver.

Et andet highlight på A2 concept er forlygterne i LED-lysteknologi, den såkaldte matrix beam. En hel samling af små lysdioder placeret over hinanden genererer nær- og fjernlyset, og mikroreflektorer sørger for en præcis positionering. Lysdioderne kan aktiveres og deaktiveres separat, så vejbanen bliver oplyst perfekt i alle situationer. En hel masse minilysdioder, som ligger i forlygtens nederste del som en perlekæde, udgør dagskørelyset.

Set fra siden er denne tekniske konceptbil også typisk Audi – med kraftfulde hjulkasser, et lavt rudeparti og en hurtigt faldende taglinje, der forløber videre ud i en lang hækspoiler. Skarpe linjer omslutter de tiltrækkende, buede flader. Dynamic line over panelerne stiger markant, mens tornadolinjen under ruderne forløber let opad. Lige derunder er der placeret en karakteristisk feature på Audi A2 concept – Audi dynamic light, som er en lysstribe, der forbinder forlygterne med baglygterne.

Audi dynamic light dannes af lysdioder og lysledere. Når den ikke er aktiv, er striben, der måler et par cm, sort. Når ejeren nærmer sig Audi A2 concept, lyser striben blåt som velkomst og med fokus på dørhåndtagene, der sidder forsænket i striben. De kører ud, når føreren kører hånden hen over dem.

Når A2 concept kører, lyser dynamic light i en lys orange farve. Når blinklyset er tændt, pulserer lyset i den pågældende side, og når bilen bremser, forløber der en rød lysimpuls langs bilens side – en advarsel til andre trafikanter.

Baglygterne er også udført i matrix beam-teknologien. De arbejder adaptivt – via en sensor registrerer systemet, hvor god sigtbarheden er, og tilpasser lysintensiteten tilsvarende.

Fem laserlamper i hver side udgør tågebaglyset. Når sigtbarheden er god, kan lyset ikke ses, men når det er tåget eller regner, rammer lyset vandpartiklerne i luften, hvorved det ses meget tydeligt som en svævende trekant.

Kabine

Interiøret afspejler også den filosofi, der gemmer sig bag Audi A2 concept – det virker let, lyst, med rene linjer, rummeligt og med intuitiv betjening. Instrumentpanelet er todelt; den venstre del omslutter førerens arbejdsplads i en halvcirkel. Audi dynamic light forløber langs kanterne i to separate buer fra dørene i cockpitområdet. Lige som med den udvendige lysstribe bydes passagererne velkommen.

Arkitekturen i kabinen udnytter de muligheder, som den elektriske drivlinje åbner. Bunden har ingen midtertunnel; konsollen mellem forsæderne kan køres ned, så man har fri adgang. Den varmende og afkølende luft strømmer indirekte og uden træk gennem et perforeret område under forruden.

Rattet i Audi A2 concept er fladt foroven og forneden, og en eneste ege forbinder kransen med ratnavet. De to store, indadgående horn er udstyret med berøringsfølsomme områder, som kan anvendes til at styre de vigtigste funktioner – kun blinklys- og viskerfunktionerne betjenes stadig via traditionelle betjeningsarme ved rattet.

Hvis begge touchpads berøres samtidig, skifter A2 concept til en delvis automatisk kørselsindstilling – en komfortfunktion, der fx i meget tæt trafik udgør en stor lettelse. Føreren bevarer hele tiden fuld kontrol over bilen – lige som under kørsel med det nuværende system ACC Stop & Go, som danner grundlag for den nye teknologi.

En åben, skålformet profil udgør ratstammen, og den forløber horisontalt hen til cockpittet. For enden er der integreret et 7″-display, som flankeres af to sekundære displays med speedometer og powermeter.

Når føreren starter den elektriske drift med et tryk på knappen, omsluttes føreren og forsædepassageren af en animeret lysstribe, og til højre for rattet klapper der to touchpads op. Det lille område til venstre bruges til styring af gearene (shift by wire), mens det større område til højre bruges til klimaanlægget og mediefunktionerne. Konsollen med sænkefunktion mellem sæderne har endnu en touchpad til indtastning af skrift og til sekundære funktioner – en videreudvikling af det aktuelle system MMI touch. En docking station til iPhone supplerer betjeningskonceptet.

Denne showcar er udstyret med alle connect-teknologierne fra Audi. Bluetooth-biltelefonen online kobler op på internettet via et UMTS-modul, og et WLAN-hotspot giver passagererne mulighed for at surfe og maile frit via deres mobile apparater. Ved hjælp af den hurtige dataforbindelse sendes specielt tilpassede nyheder og informationer til bilen. Til navigationen er de aktuelle tjenester fra Audi til rådighed – kortet med billeder fra Google Earth, Audi trafikinformation online, søgning efter specielle destinationer via Google samt Google Street View.

De fire separate sæder i Audi A2 concept med deres gennembrudte ryglæn har et sportsligt udseende og er usædvanligt lette. Deres stel er fremstillet af aluminium, og til sædeskålene har udviklerne anvendt den særlige kunststofblæseteknologi. Tre støtter pr. sæde forbinder dem med bilens bund, hvilket gør fodrummet ved bagsædet større. Under sædehynderne, der kan klappes op, er der opbevaringsrum.

Mellem bagsæderne er der en konsol med opbevaringsrum. Når man klapper dem frem, er der adgang til en holder – her kan man fastgøre forgaflen på en speciel city bike. Bagagerummet i Audi A2 concept har en dobbelt bund. En opklappelig ramme med to solide, meget bæredygtige net dækker den nederste del af bagagerummet.

Farverne og materialerne i kabinen understøtter indtrykket af lethed og funktionalitet. De store flader fra dørkanterne til bilens bund er beklædt med modstandsdygtigt betræk med neoprenoverflade, og i det centrale område af bilens bund anvendes der et rillet materiale af genanvendt polyester. Cockpittet præges af aluminiumselementer.

Teknik

Audi A2 concept er en 100 % elbil. Dens litium-ion-batteri, som er placeret i bilens dobbelte bund, lagrer 31 kWh energi, hvoraf 24 kWh er til rådighed til anvendelse. Elmotoren er monteret på tværs forrest i bilen, og via en 1-trins-gearkasse leverer den en maksimal ydelse på 116 hk (85 kW) (en permanent ydelse på 60 kW) og et drejningsmoment på 270 Nm (160 Nm ved permanent ydelse) til forhjulene.

I henhold til den europæiske kørecyklus har denne tekniske konceptbil fra Audi en rækkevidde på 200 km. Med 400 V vekselstrøm varer en komplet opladning af batteriet ca. 1,5 timer og med 230 V husholdningsstrøm ca. 4 timer. Audi A2 concept er også allerede forberedt til den nye teknik med trådløs opladning (Audi Wireless Charging).

Denne showcar vejer kun 1150 kg. Den vigtigste faktor i den forbindelse er bilens karrosseri, som præsenterer det nyeste inden for Audi ultra-letvægtsteknologi. A2 concept kombinerer første gang ASF med den såkaldte blandingskonstruktion af multimateriale, hvor meget forskellige materialer kombineres med hinanden. Her er karrosseriet på mange områder fremstillet af aluminiumskomponenter, som suppleres af komponenter af kulfiberforstærket kunststof (CFK).

Audi A2 concept er en adræt bil. Den accelererer fra 0 til 100 km/h på 9,3 sek., og af hensyn til rækkevidden er tophastigheden begrænset til 150 km/h. Et McPherson-ophæng foran og en torsionsbagaksel giver bilen adrætte køreegenskaber. Styretøjet og bremserne arbejder rent elektrisk (steer by wire og brake by wire) og altså uden mekanisk eller hydraulisk forbindelse til rattet eller pedalen.

18″-fælgene er opbygget i den såkaldte cladding-teknologi – basisfælgene af letmetal og den yderste del af fælgene fremstilles separat og klæbes sammen, hvilket reducerer brugen af materiale markant. Denne nye hybridteknologi, som Audi allerede tilbyder i serieproduktionen til nogle modeller, sparer ca. 2 kg vægt pr. fælg. Fælgene på A2 concept sammenfører det særlige lamellook fra e-tron-familien med Audis klassiske fælgdesign.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start