En overraskende god campingplads 10 km. fra Hamborg
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Knaus Camping Hamburg

En plads der overrasker på flere måder. Tæt på Hamborg og kvaliteten er i top.
Ole Mose
20/09-2017 kl. 06:00

Jeg har nu boet et par døgn på Knaus Camping Hamborg. Min første indskydelse, da jeg fandt pladsen på Camping.info, var, at jeg nok ikke var velkommen med min Hobby. Navnet Knaus fik mig naturligvis til at tænke på campingvognen med samme navn.

Familien Knaus

Sagen er, at Knaus familien slet ikke bygger campingvogne mere. Rettigheder og fremstilling er solgt fra. De har i stedet kastet sig over drift af campingpladser.

Der findes aktuelt 24 Knaus-campingpladser fordelt over det meste af Tyskland og alle er velkomne uanset mærket på deres campingvogn.

Pladsen i Hamborg

Jeg skulle bruge en plads så tæt på byen som muligt. Hamborg City-camp havde ikke plads til mig og derfor faldt valget på denne. Det er jeg glad for. Det er en dejlig plads, der ligger lige ved Ikea, som mange sikkert har bemærket, når de har passeret Hamborg. Støjgenerne er begrænsede, når man tager beliggenheden i betragtning. Det skyldes sikkert, at hastigheden på motorvejen er meget lav på grund af vejarbejde.

Omgivelserne

Der er masser af træer, pladserne er fine og der er alle de faciliteter, man kan forvente af en 3 stjernet campingplads.

Toilet/bad

Toiletterne er velholdte og rene. Badene ligeså og det koster ikke noget at bruge dem. Der er kun en bygning med bade og toiletter, hvilket virker lidt småt, hvis pladsen er fyldt. Men jeg ved det ikke, for lige nu er pladsen kun halv fyldt eller mindre.

Pladsen har noget specielt over sig

Der er noget ved denne plads som tiltaler mig. Den virker meget systematisk i sin opbygning. I morgen skal jeg til Knaus Leipzig og jeg kan se, at indretningen af pladsen ligner, den jeg er på nu. Jeg fornemmer lidt den samme oplevelse, som når jeg vælger den samme hotelkæde, fordi jeg ved, hvad jeg får.

Det er en modsætning, man altid løber ind i, når man rejser: Det nye og uprøvede som giver oplevelser i alle yderligheder, i modsætning til det kendte, der sikrer en tryg ramme.

Det er lykkedes for Knaus at give mig oplevelsen af det sidste.

Legeredskaber

Det er til gengæld begrænset, hvad der er af den slags på pladsen. Der er lidt, men det er ikke en oplevelsesplads for børn med utallige faciliteter. Til gengæld ligger Hamborg i “baghaven”, med alt hvad den kan tilbyde af Miniatürwunderland, Tierpark, Sommerdoom o.s.v.

Fastliggere

Det er nemt at overskue – der er en. Det er desuden ham, som vedligeholder det meste på pladsen. Men reelt set er der ikke fastliggere på pladsen. I receptionen forklarede man, at der er bedre økonomi i at bruge pladserne til rejsende, når pladsen er så populær, som den er.

Busforbindelser.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke helt enkelt at komme ind til Hamborg. Man skal skifte en enkelt gang. 

Der går en bus (284) fra Ikea i forretningens åbningstider. Den kan man tage til endestationen, hvor man kan tage U-Bahn 2 mod Mummelmansberg. Hjemturen er lige så enkel. Ud over denne går der også en bus (191) til Niendorf Nord, hvor U-Bahn 2 ender. Du får præcise anvisninger i receptionen, på det kort de udleverer. Det er nemmere, end det lyder.

Wifi

Rigtigt godt. Det koster 4 Eur. for 24 timers reelt forbrug. Jeg har brugt samme adgang i nu 2 døgn og det er endnu ikke slut. Det skulle iøvrigt være muligt at tage ubrugt wifi med til den næste Knaus campingplads.

Konklusion

Jeg er meget tilfreds med denne plads. Den har alt det, jeg har behov for. Belliggenheden lige ved Hamborg gør den til et indlysende valg, hvis man vil bo tæt på byen og i gode omgivelser samtidigt. 

Læs mere

Læs mere på pladsens hjemmeside

Tilføjet efter afrejse:

Prisen: 1 campingvogn 19,7 Eur, 1 person 8,5 Eur.
Umiddelbart lyder det til at være en lidt høj pris. Til gengæld er det inklusiv bad/varmt vand og el. Personligt foretrækker jeg pladser, hvor afregningen er simpel og man ikke skal finde de rette mønter/poletter, når man skal i bad.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start