Salg af grønne biler mere end fordoblet

Salget af grønne biler udgjorde i oktober måned 43 procent, hvilket er mere end en fordobling ift. samme måned sidste år. Samlet set blev der i oktober indregistreret 12.665 personbiler, hvilket er 16 procent lavere end samme tidspunkt i 2020.
Anslået læsetid: 1 Minutter

Efter en rekordhøj salgsandel af elbiler og plug-in-hybrider i september måned følger oktober måned godt med. Med 5.409 nye grønne biler, udgjorde disse 43 procent af bilsalget i den forgangne måned, hvilket er over en fordobling ift. oktober 2020, hvor andelen var 18 procent.
I oktober 2021 udgjorde salget af elbiler 17 procent og plug-in-hybriderne 26 procent

Salget af grønne biler fortsætter på et højt niveau, og det er ved at blive en naturlig del af danskernes hverdag at køre på strøm. Dog er indregistreringer af nye personbiler i Danmark generelt gået tilbage ift. sidste år, hvilket skyldes den globale forsyningskrise, der også smitter af på bilindustrien,” siger Mads Rørvig, adm. direktør, De Danske Bilimportører.

Ladestandere
Rekordsalget af elbiler stiller store krav til infrastrukturen for opladning i Danmark, hvis man skal opnå en gnidningsfri overgang til de nye teknologier. Et bredt flertal i Folketinget indgik i sidste uge en aftale om ladestandere, der bliver afgørende for den grønne omstilling.

Langt de fleste danskere kan nemt lade deres bil op hver nat hjemme i garagen. Men vi har stadig en stor udfordring for de bilister, der bor i etageejendomme, og som dermed ikke har samme mulighed. Her er det nødvendigt, at beboerforeninger, arbejdspladser og kommuner virkelig sætter turbo på at få opsat ladestandere, så der bliver opladningsmuligheder for alle,” siger Mads Rørvig.


Kilde: De Danske Bilimportører

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar