Peugeots nye plug-in hybrider får masser af hk

Nye hybridmuligheder til Peugeot 508 og 3008
Anslået læsetid: 2 Minutter

Peugeot introducerer i andet halvår af 2019 en helt ny tilføjelse til BlueHDi og PureTech motorerne: Hybrid og Hybrid4 (firehjulstræk). 508 og 508 SW vil kunne fås i Hybrid-udgave, mens Hybrid4 er tiltænkt 3008.

De nye Plug-in Hybrid motorer er baseret på 1.6 l PureTech benzinmotoren, der yder 180 hk i Hybrid-versionen og 200 hk i Hybrid4-versionen.

Benzinmotoren er kombineret med en ny e-EAT8 automatisk gearkasse, der er specielt udviklet til Peugeots Plug-in hybrid motorer. Den tilfører i sig selv 60 Nm og er samtidig forbundet med en elmotor, som tilfører 110 hk til forakslen. På Hybrid4-versionen er også bagakslen udstyret med en 110 hk elmotor, som sammen med elmotoren på forakslen skaber det elektriske firehjulstræk.

Batteriet er et Lithium-ion med 300V og det er placeret under anden sæderække på både Hybrid og Hybrid4-versionerne, hvilket skulle betyde nok plads til passagerer og bagage, idet bagagerumsvolumen er uændret. Batteriet har en kapacitet på henholdsvis 11,8 KWh i hybrid-udgave og 13,3 KWh i Hybrid4-udgave. Dette giver mulighed for 100 % el-kørsel i op til 40 km for 508 og 508 SW-versionerne, mens 3008 Hybrid4 kan køre op til 50 km på ren el.

Der er mulighed for at vælge mellem flere køreprogrammer. “Zero-emission” indstillingen betyder udelukkende kørsel på el, hvor det er muligt at køre helt op til 135 km/t, før forbrændingsmotoren tager over. Vælges “Sport” yder alle motorer maksimalt, mens “Hybrid”-indstillingen lader systemet vælge den mest effektive løsning. En anden indstilling er eksempelvis “e-Save”, hvor føreren via en menu på touch skærmen kan vælge at gemme strøm til senere brug i forbindelse med bykørsel.

Hybrid4-teknologien er indtil videre kun tilgængelig på 3008 i GT-versionen. På trods af en ydelse på hele 300 hk og en acceleration 0-100 km/t på 6,5 sekunder, har 3008 Hybrid4 en CO2-udledning på mindre end 49 g/km efter WLTP standard.

508 og 508 SW Hybrid fås i tre udstyrsniveauer: Allure, GT-Line og GT. De har en ydelse på 225 hk og markerer sig ligesom 3008 Hybrid4 med en lav CO2-emission på mindre end 49 g/km.

Mathias B. Høj
Skrevet af
Journalist

Mathias har skrevet bredt om både motorcykler og biler på MagaCin, hvor han har dækket alt fra nye modeller og teknik til udstyr, tests og de mere skæve historier fra den motoriserede verden.

Fælles for artiklerne er en nysgerrighed på alt med motor og hjul og en uhøjtidelig tilgang til stoffet. For selv om teknik, specifikationer og fakta skal være på plads, må det også gerne være underholdende at læse om.

Del med en ven

Skriv et svar