Næste generation MINI Cooper i to elektriske versioner - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Næste generation MINI Cooper i to elektriske versioner

Her er en lille teaser forud for den officielle præsentation af den nye elektriske MINI Cooper.
Steffen F. Olesen
10/05-2023 kl. 09:58

Det er nu mere end 20 år siden, at det britiske ikon MINI blev relanceret som en del af BMW Group, og til efteråret sætter producenten gang i produktionen af en ny generation. Og selv om bilen er stadig er sløret af kamuflage-folie, så afslører man nu nogle detaljer.

Ifølge en meddelelse fra BMW Danmark, så er den nye MINI Cooper tro mod opskriften på det koncept, som har været en succes i over 60 år. Og på samme tid er den designet til fuldelektrisk køreglæde kombineret med den fleksibilitet og kreative udnyttelse af pladsen, som kendetegner en MINI.

I 2020 rullede den nuværende generation af MINI Cooper ud på vejene i en fuldelektrisk version.
Siden da har den elektriske model været den bedst sælgende MINI Cooper-variant på verdensplan, og til sommer kommer den nuværende generation også i en cabriolet-udgave.
Det bliver dermed én af verdens første elektriske cabrioleter, og skal du have fingrene i sådan en bandit skal du skynde dig; for produktionen er begrænset til 999 styk.

Lidt om modellen
Den nye generation af MINI Cooper i tredørs-format kommer i to elektriske udgaver, hvor begge versioner leverer de klassiske MINI-egenskaber som følelsen af at køre gokart og den kreative udnyttelse af pladsen.

  • MINI Cooper E har en effekt på 135 kW og en batterikapacitet på 40,7 kWh
  • MINI Cooper SE har en effekt på 160 kW og en batterikapacitet på 54,2 kWh
  • Modellernes elektriske rækkevidde er mellem 300 og 400 kilometer.

Nyt designsprog: Charismatic Simplicity
Den nært forestående elbil er ligeledes starten på et helt nyt designsprog for MINI – Charismatic Simplicity – som fokuserer på det essentielle. Og MINI afslører allerede nu detaljer som et nyt, rundt OLED-display.

MINI vil som den første bilproducent introducere et rundt OLED-display med trykfølsom skærm og en diameter på 24 centimeter. Displayet rummer funktioner fra informationsskærmen samt infotainment- og klimafunktioner, og det nye designsprog viser ifølge BMW Danmark en futuristisk genopfindelse af mærkets historiske DNA.

Ny elektrisk kernefamilie
Sammen med den nye elektriske MINI Countryman, som bliver produceret på BMW Group Plant Leipzig fra november 2023, er den nye elektriske MINI Cooper starten på den nye elektriske kernefamilie. For i 2024 vil familien nemlig blive suppleret med MINI Aceman, og fra begyndelsen af 2030’erne vil MINI være et fuldelektrisk bilmærke.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start