Mercedes-Benz åbner for streaming i bilen

Nyheder, gaming, streaming og meget mere – alt sammen direkte via mediadisplayet i din Mercedes.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Mercedes-Benz åbner næste år for tredjepartssoftware til det intelligente infotainmentsystem MBUX. Derved får Mercedes ejere en perfekt integreret platform, der gør det muligt at streame alt lige fra nyheder og film til underholdning på bilens mediadisplays.

Samarbejdet mellem Mercedes-Benz og den californiske tech-virksomhed ZYNC vil altså snart gøre det muligt, at løfte hele den digitale brugeroplevelse til et helt nyt niveau.
I skrivende stund gør Mercedes-Benz nemlig klar til at åbne for adgang til førnævnte tredjepartssoftware i det allerede integrerede og intelligente MBUX-system, som vi første gang så i A-Klassen i 2018, og som sidenhen er rullet ud i det øvrige modelprogram fra Mercedes-Benz.

“Vores mål er at tilbyde vores kunder en enestående digital helhedsoplevelse, og dette er kun muligt med en kompromisløs kombination af den mest avancerede software og state-of-the-art hardware. Vores nye samarbejde med ZYNC gør det muligt at nå et helt nyt niveau af intuitiv luksus og understreger samtidig vores mål om at være markedsledende inden for bilsoftware,” siger Chief Technology Officer hos Mercedes-Benz AG, Markus Schäfer.

ZYNC-platformen vil indgå som et komplet integreret add-on til bilens allerede eksisterende digitale interface, og skulle indledningsvis give adgang til mere end 30 forskellige streamingkanaler.
Størstedelen af dem frit tilgængelige med Mercedes me og MBUX Intertainmentpakken, mens adgang til andre tjenester kan tilkøbes.

Som altid går sikkerheden ifølge Mercedes frem for alt, så passagererne i bilen kan naturligvis nyde godt af indhold i høj kvalitet på turen, mens det ikke er muligt at streame indhold på de skærme, som kan distrahere føreren under kørsel, så længe bilen er i bevægelse.

Partnerskabet markerer ifølge en pressemeddelelse det næste skridt i Mercedes-Benz’ ambition om at fastholde sin førerposition inden for intuitiv bilsoftware, og systemet forventes at blive tilgængeligt i nye modeller i løbet af 2023.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar