Kia med hybrid

KIA gør sin entre på markedet for miljøvenlige biler
Anslået læsetid: 1 Minutter

(Pressemedd.)

KIA har netop præsenteret koncernens første kommercielle hybridbil, der udnytter elektricitet. Modellen, som de kalder Forte LPI Hybrid (Liquid Petroleum Injection), er den nyeste variant af KIAs c-segment model – Forte – der sælges på det amerikanske og asiatiske marked. En model der størrelsesmæssigt svarer til den populære familiebil KIA cee’d, der udelukkende produceres og sælges her i Europa.

Med kraftfulde præstationer og en overlegen brændstoføkonomi er Forte LPI Hybrid svaret på kundernes ønsker om miljøvenlige biler, der også er spændende og sjove at køre i. Og med CO2-emissioner på kun 99 g/km er Forte LPI Hybrid kvalificeret til betegnelsen Super Low Emissions Vehicle (SULEV) og til at nyde godt af de lavere afgifter på miljøvenlige biler.

Forte Hybrid LPI-systemet Den nye bil har en 1,6-liters Gamma LPI-motor, CVT-gearkasse og et hybridsystem med elmotor, omformer og et litium-ion polymer 180 volts batteri.

Både forbrændingsmotoren og elmotoren aktiveres, når tændingen tilsluttes, men kun forbrændingsmotoren arbejder, når bilen kører ud ad vejen. Ved deceleration udnytter bilen en særlig genindvindingsfunktion, så den energi, der normalt mistes ved opbremsning, bliver omdannet til strøm, som kan gemmes i bilens batteri.

Hybridsystemet omfatter også KIAs start-stop-system (ISG), som automatisk standser motoren, når bilen holder i tomgang, så man undgår unødvendigt brændstofforbrug og unødvendige emissioner. En anden vigtig ting i Forte LPI Hybrid er en CVT-gearkasse til hybridbiler, som sammen med den 1,6-liters Gamma LPI-motor giver kraftfulde præstationer og et reduceret brændstofforbrug. CVT-gearkassen til hybridbiler omfatter også et særligt E-gear (Eco Drive), som foretager automatiske justeringer med henblik på at opnå størst mulig brændstofeffektivitet.

Tommy Rønn
Skrevet af
Journalist

Tommy Rønn var medstifter af MagaCin og en af de centrale kræfter bag opbygningen af mediet. Med en fortid som racerkører, motorjournalist og mangeårig motorcyklist var interessen for motorcykler fundamentet for både hans journalistik og arbejdet med MagaCin.

Gennem årene skrev og filmede Tommy et stort antal nyheder, test, rejseberetninger og historier fra motorcykelverdenen. Erfaringen kom ikke kun fra tastaturet; omkring ti år blandt de hurtigste danskere på racerbanerne og årtiers motorcykelkørsel gav en solid ballast, når nye maskiner skulle vurderes.

Mange danske motorcyklister husker nok Tommy som manden, der grundlagde FDM's køretekniske kurser for motorcyklister.

Del med en ven

Skriv et svar