Kendt Jaguar strammes op - ikke mindst på motorsiden
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kendt Jaguar strammes op

De største nyheder på ny Jaguar XE
Mathias B. Høj
27/02-2019 kl. 08:48

For biler i premiumklassen er tidsvarende opdateringer vigtigere end i biler for lønmodtagerklassen. Ikke underligt, for hvem gider købe en bil til over en million, med ærgerligt interiør og en grumset infoskærm? 

Konkurrencen i premiumklassen om det skarpeste design og lækreste kabine er derfor nådeløs, og nu er Jaguar XE tilbage med fornyet kraft. Thi i forrige version kunne man, hvis man så godt efter, finde hård plast i kabinen. Jeg ved at du, kære læser, allerede gyser ved tanken, men det var vilkårene.

Med designelementer fra Jaguar F-Type skal den sportsligt udseende Jaguar XE blive mere dynamisk at se på. Med fuld LED lyssignatur både foran og bagved, ny bagkofanger og nye smalle baglygter fremstår bilen bredere og lavere end tidligere.

Kabine

Indenfor er der ryddet ud i det gamle interiør for at gøre plads til en helt ny førerplads. Væk er det hårde plast, og ind er kommet soft touch materialer. Der er kommet mere komfort, højere kvalitet og connectivity for alle passagerer.

Enhver del af kabinen er blevet opgraderet for at skabe en mere bekvem bil med bedre passager- komfort og mere fralægningsplads.

En af de mest synlige nye ting, er introduktionen af samme gearvælger, der allerede er at finde i F-Type og rattet er nu identisk med det, der sidder i Jaguars elbil – Jaguar I-Pace. Et rat med en mængde funktioner, der gør betjeningen af blandt andet infotainmentsystemet mere praktisk.

XE er også blevet mere connected. Infotainmentsystemet – Touch Pro Duo systemet – der genfindes i Jaguar I-Pace, og elementer som trådløs opladning af blandt andet smartphones, findes for første gang i den mindste Jaguar.

Når man har en sportslig bil som Jaguar XE, er udsynet ud af baggrunden ikke altid så imponerende. Derfor introduceres Clear Sight bakspejlet – et spejl, der netop også er introduceret i Range Rover Velar og –Evogue, hvis bagrudeudsyn heller ikke har vundet priser. 

Et kamera indbygget i hajfinneantennen giver klart billede i bakspejlet, så bagruden kan være helt dækket, uden at det derved går ud over udsynet. 

Køreegenskaber

Jaguars letvægts aluminiumkarosseri er kernen i bilens dynamiske køreegenskaber. Mere end 75 procent er ren aluminium. 

Det kommer blandt andet til sin ret når bilen sættes i Dynamic Mode, hvor bilens mere sportslige egenskaber viser sig. Hurtigere gearskift, hurtigere speederrespons og strammere styring gør oplevelsen mere intens i XE. Blandt andet kan man via den centrale touchskærm definere affjedringens hårdhed, alt efter om man ønsker komfort eller sport.

Motorer

I benzinversionen er det slut med 200 hk versionen. Valget står nu mellem 250 og 300 hk. På dieselsiden er det 180 hk versionen, der kan fås. En 2.0 liters motor med et moment på hele 430 Nm og et brændstoføkonomi på over 20 km/l.

Den nye XE kommer som standard med automatgear, og kan fås som enten baghjulstræk eller med træk på alle fire. Hurtigste standard XE er dermed den 2.0 liters benzinversion med 300 hk. 100 km/t klares på  5,7 sekund. 

Udstyrsvarianter

Standard på alle XE er nu automatgear, 18 tommer aluhjul, elektriske lædersæder, LED lygter for og bag, bakkamera og parkeringssensorer og lane keeping assist systemet.

Kunderne kan vælge mellem S, SE og HSE versioner, og det er desuden muligt at vælge den sportslige R-Dynamic version. 

Priserne er endnu ikke tilgængelige i Danmark. Lancering forventes kort efter sommerferien. 

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start