Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Her tændes de første stærekasser

De første af en række ATK-standere skal i drift. Se her hvor de først bliver tændt

Mathias B. Høj
01/10-2018 kl. 11:24

Vejdirektoratet og Rigspolitiet er klar til at tænde for de første stærekasser, som i de seneste måneder er blevet opsat forskellige steder i landet. Det betyder, at de nu kan begynde at blitze, når bilisterne kører forbi dem med for høj fart.

På 11 lokationer i hele landet opsættes der i alt 20 stærekasser. Stærekasserne på Måløv Byvej i Ballerup var de første, der blev sat op i juni, og de er siden blevet testet sammen med politiets it-systemer. 

Standerne ved Måløv bliver nu tændt som de første og umiddelbart herefter vil stærekasserne på Slagelse Landevej ved Rosted, Gaabensevej ved Nykøbing Falster og Roskildevej i Albertslund også blive sat i drift.

“Vi er i fuld gang med at få de sidste stærekasser koblet op på politiets IT-systemer, og de vil alle komme i brug hen over efteråret”, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling. Og hun tilføjer: “Som udgangspunkt er stærekasserne i brug, når de ikke længere er pakket ind i plastik”.

Stærekasserne er opsat på strækninger, hvor der er større risiko for trafikulykker og for høj fart. Politiet vurderer løbende, hvor de mobile fotovogne kan opstilles for at forbedre trafiksikkerheden endnu mere.

Kilde: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

Skriv et svar