VW udvikler GTI-klapvogn der giver Babysam baghjul
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Her er den hurtigste klapvogn i mødregruppen

Nu behøver VW-fans med småbørn ikke nøjes med pussenussede og fesne klapvogne
Mathias B. Høj
21/08-2017 kl. 11:18

VW hjælper nu deres børneramte fans, der savner lidt fart og spænding i barselsperioden. En GTI-klapvogn, der vil give respekt på fortovet og præge afkommet i en fornuftig retning, er det nyeste tiltag. Og helt uden overdrevent nuttede billeder af dyreunger.

Med kendte GTI-detaljer, som sort taghimmel, ternet stof og røde stikninger på greb, er den nye GTI-kombivogn et oplagt valg til vordende forældre, når der skal vælges køretøj til familiens yngste. Vognen er standardudstyret med sportsundervogn, der kan justeres i hårdhed (for optimal vejgreb ved hurtige sving) alt efter temperament – hos fører såvel som passager. Stellet er i aluminium og lakeret rødt og vognen er standardudstyret med punkterfri lavprofildæk og fælge i klassisk GTI-design og med de originale GTI hjul (med dobbelte kuglelejer og luftkammerhjul for maximal hastighed). Vognen har maksimalt vejgreb og gør enhver gåtur lidt mere underholdende. Med GTI-kombivogn forener Volkswagen på bedste vis sportslighed og køreglæde: Den nye GTIs kaleche kan på få sekunder slås ned, så passageren kan nyde en evt. blå himmel eller følelsen af frihed ved at køre i åben vogn. Kalechen styres udelukkende manuelt (i modsætning til Volkswagens øvrige cabriolet´er hvor kalechen er automatisk). GTI-kombivognen kan med et snuptag omdannes fra klassisk barnevogn (liggemål på 80 cm) til en smart klapvogn, der naturligvis også har det klassiske ternede GTI-mønster på sædet. På GTI-kombivognen har man valgt at flytte det velkendte GTI-bikubemønster hen langs siden, det er i denne model udført i gennemsigtig plast og giver vognens passager mulighed for at sanse omverdenen, når man kigger ud igennem det. GTI-kombivognen er udstyret med hele to praktiske opbevaringstasker: en klassisk pusletaske, der kan hænge ned fra vognens styretøj og dertil en praktisk taske, der er placeret mellem vognens bagaksler. Sidstnævnte har en volumen på ca. 30 l. Volkswagen GTI-kombivogn vejer ca. 15 kilo (uden passager og bagage) og har bl.a. kopholder, som kan monteres i enten højre eller venstre side af vognens styretøj, puslepude og underlag, regnslag og myggenet som standardudstyr. Alt efter førerens fingerfærdighed, erfaring og tekniske begavelse kan GTI-kombivognen klappes sammen og placeres i et bagagerum på ca. 30 sekunder. Volkswagens nye GTI-model udleder 0 g CO2/km og tophastigheden er stærkt afhængig af den pågældende rugbrødsmotor, man vælger at udstyre vognen med.

Det er tvivlsomt om vi kommer til at teste vognen i MagaCins regi, da ingen medarbejdere har børn i den relevante størrelse. Eller er værd at avle på, for den sags skyld.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start