Fuldelektrisk performance fra Mercedes-AMG

Den nye EQE fra Mercedes-EQ blev præsenteret i efteråret, og nu løfter Mercedes-Benz sløret for hele to performanceversioner af den fuldelektriske sedan med henholdsvis 476 og 687 hestekræfter.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Ifølge en pressemeddelelse fra Mercedes Danmark var det især det iøjnefaldende aerodynamiske design med rammeløse ruder og den lange rækkevidde, der tog opmærksomheden, da den nye EQE fra Mercedes-EQ blev præsenteret for verdenspressen i september sidste år.

Nu er der nyt fra Mercedes-AMG, som har haft fingrene i den luksuriøse sedan, og EQE 43 4MATIC og EQE 53 4MATIC+ er de to seneste skud på stammen fra Affalterbach.
Her er elektrificeringen i fuld gang, og de to nye modeller lægger sig i slipstrømmen af plug-in hybriden Mercedes-AMG GT 63 S E PERFORMANCE og den nyligt præsenterede Mercedes-AMG EQS 53 4MATIC+.

“Med tilføjelsen af de to nye modeller appellerer Mercedes-AMG nu til et endnu bredere segment. Mens EQE 43 4MATIC står som entry-modellen for fuldelektrisk køredynamik fra Mercedes-AMG, leverer EQE 53 4MATIC+ endnu mere rendyrket sportslighed og performance,” siger øverste chef hos Mercedes-AMG, Philipp Scheimer og tilføjer, at flere fuldelektriske modeller fra Mercedes-AMG er på vej.

Lang rækkevidde og masser af power
Både EQE 43 4MATIC og EQE 53 4MATIC+ er udstyret med elmotor på for- og bagaksel, mens fuldt variabelt firehjulstræk, aktiv bagakselstyring og AMG-specifikke bremser hjælper med at tøjle de mange kræfter – og der er nok af dem.

EQE 43 4MATIC yder op til 476 hestekræfter, mens EQE 53 4MATIC+ leverer op til 687 hestekræfter.
EQE 43 4MATIC klarer således turen fra 0 til 100 kilometer i timen på 4,2 sekunder, og med RACE START-funktionen, som er en del af AMG DYNAMIC PLUS-pakken, klarer den endnu kraftigere EQE 53 4MATIC+ sprinten på 3,3 sekunder.

Begge modeller kan lynlades med en effekt på op til 170 kW og har angiveligt en rækkevidde på over 500 kilometer pr. “tankfuld”.

Den danske Mercedes-Benz importør er endnu ikke klar med priser.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar