Flippet fransk konceptbil

Nej, der er ikke noget galt med din skærm. Asymmetriske DS X E-Tense er alt andet end traditionel
Anslået læsetid: 2 Minutter

Konceptbiler er ofte en fantasifuld affære. Minimalistiske og fri for virkelighedens snærerende bånd og kravspecifikationer. Og altid fyldt med alskens farvede lys i kabinen for at bibringe de rette følelser. Det kan være ret interessant at iagttage, om ikke andet, så som en kunstudstilling. Men konceptmodellerne er også tidstypiske i den måde de anskuer fremtiden på, og det kan man se på de begreber der er sat på dem. Ve den konceptbil i tiden, som ikke på en eller anden måde fremviser Connectivity, dvs. er opkoblet til din telefon og/eller en masse andre netbårne services.

Well, franske DS har lige taget det et skridt videre. Nu er DS et mærke som sætter en ære i at gå deres egne veje og det gør deres nye konceptbil, DS X E-Tense sandelig også. Opgaven til designerne var at forestille sig en bil i 2035 – og navnlig de materialer den er produceret i.

Først af alt er bilen helt asymmetrisk og måske det bliver den store designtrend om få år. Kabine, dør og cockpit er domineret af kulfiber og faconsyet læder, mens selve rattet er en klassisk nyfortolkning. Eller nyfortolket klassiker. Kommunikation med bilen foretages via et hologram af en personlig assistent, IRIS.

Bemærk at fjer også er en del af interiøret i den tresædede bil. Kabinen i højre side har plads til to, mens chaufføren kan sidde i åben luft til venstre. Og chaufføren kommer ikke til at kede sig. Den eldrevne bil er på 400kW, med en mulighed for at hoppe op på 1000kW – eller 1260 hk, når køreprogrammet skifter til banekørsel!

Så er det kun at vente og se om asymmetri bliver det nye sort.

Mathias B. Høj
Skrevet af
Journalist

Mathias har skrevet bredt om både motorcykler og biler på MagaCin, hvor han har dækket alt fra nye modeller og teknik til udstyr, tests og de mere skæve historier fra den motoriserede verden.

Fælles for artiklerne er en nysgerrighed på alt med motor og hjul og en uhøjtidelig tilgang til stoffet. For selv om teknik, specifikationer og fakta skal være på plads, må det også gerne være underholdende at læse om.

Del med en ven

Skriv et svar