Fleksibilitet på 5,65 meter - HYMER Van S
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Fleksibilitet på 5,65 meter

Kreative løsninger præger indretningen
Ursula Østerberg
31/01-2016 kl. 16:00

Tyske HYMER går ind i det nye år med den nye HYMER Van S, der præsenteres som den næste generation af ultra-kompakte autocampere. Den delvis integrerede model er baseret på chassiset af Mercedes Benz Sprinter. Den kompakte størrelse gør den nem at køre med og komme rundt i, hvilket giver en fleksibilitet, som mange campister efterspørger. 

Frihed og fleksibilitet

Med en samlet længde på blot 5,65 meter er den nye HYMER Van S den mest kompakte autocamper, der nogensinde er bygget på et Mercedes Benz chassis.  En kompakt størrelse er uomtvisteligt lig med stor fleksibilitet, der igen betyder frihed for de fleste campister. Og det er netop, hvad HYMER har ønsket at opnå med den nye delvis integrerede model. 

Takket være dens kompakte længde og deraf følgende lette manøvredygtighed, er HYMER Van S en meget alsidig autocamper, der endda også kan bruges som en helt almindelig bil. Hvad mere er, så er dens køreklare vægt langt under tre tons, hvilket giver rigeligt med muligheder for at fylde vognen med bagage og passagerer op til totalvægten på 3,5 ton.

Kreative løsninger præger indretningen

På trods af sin kompakthed så er der alligevel blevet plads til opholdsområde, et køkken, soveværelse og et badeværelse.  For at få alt det ind på så lidt plads, har Hymer måtte tænke i kreative løsninger. I det lille badeværelse kan den solide håndvask klappes op for at spare plads, når man skal bruge toilettet, og en foldedør gør det muligt at bruge badeværelset, selv når døren står åben. Løsningen er smart, men ikke alle er lige glade for opklappelige håndvaske, som jo naturligvis skal betjenes inden man har fået vasket sine hænder. 

Også i køkkenet er der tænkt løsninger ind, som skal sikre den nødvendige plads i den kompakte vogn. Bordpladen er som udgangspunkt yderst kompakt og uden egentlig arbejdsplads, men med to klapper kan arbejdspladsen udvides. Det er dog stadig et køkken med begrænset arbejdsplads, der kræver, at man holder sig til simple retter eller accepterer, at det vil være en udfordring for nogle, når maden skal laves.  

Bagerst i autocamperen er soveværelset med dobbeltseng. Pladsen er udnyttet, således at du under sengen har en indbygget garderobe, du også kan tilgå fra baggagerummet. De to indgange til baggagerummet gør det praktisk, når der skal pakkes baggage. 

Van S skuffer ikke på sikkerhedsudstyret

HYMER Van S vil kunne fås i to indretninger til at begynde med: HYMER Van S 500 med dobbeltseng og Van S 520 med to enkeltsenge. Begge modeller er baseret på Mercedes Benz Sprinter 313 CDI med 129 hk motor.

Med den omfattende række af sikkerhedsfunktioner, der følger med Mercedes Benz, garanterer Hymer maksimal kørekomfort under alle vej- og vejrforhold. Udover Hill start Assist (gør det nemmere at parkere eller holde på bakker) ABS og Adaptiv ESP er HYMER Van S også udstyret med den innovative Crosswind Assistant (sikrer kørslen ved vind). Derudover er Van S udstyret med  7G-Tronic automatgear, kollisionsforebyggelse,, vognbaneassistent (advarer når du kommer for tæt på vognbaneafmærkning), fjernlysassistent (overtager rutinefunktionen med at blænde op og ned ved kørsel i mørke) og forlygteassistent med lys- og regnsensor. 

Del med en ven

0 personer snakker om “Fleksibilitet på 5,65 meter

Skriv et svar

Giver børn en ny start