Bag om legenden: Et farvel til Sterling Moss
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Farvel til Sterling Moss

Han blev aldrig verdensmester i Formel 1, men han vandt så meget andet, og mange anser ham for at være en af fortidens største racerkørere.
Gunnar Skrydstrup
23/04-2020 kl. 11:00

Det var de færreste topkørere fra tiden umiddelbart efter den anden verdenskrig, som blev gamle. Det var en tid, da døden på banerne hørte til dagens uorden, men en af dem, der slap fra hundredvis af løb med livet i behold, var englænderen Sterling Moss, der døde 90 år gammel den 12. april 2020 og dermed fik sit sidste og endelige ternede flag. Trods sit karrierestop helt tilbage i 1962 forblev Moss en kendt og populær skikkelse helt frem til sin død. Blandt andet fordi han, indtil sygdom ramte ham for godt et par år siden, ofte optrådte ved klassiske motorsportsarrangementer.

Sterling Moss blev født den 17. september 1929 ved London, og op gennem 50'erne kørte han et utal af løb i alle mulige typer biler og slog sit navn fast som en at tidens helt store kørere, indtil hans racer-karriere sluttede efter en voldsom ulykke på Goodwood banen i april 1962. Undervejs blev han blandt andet kaldt ”Den evige to'er”, fordi han blev nummer 2 i F1 i årene fra 1955 til 1958, men ud af de 66 Grand Prix-løb, han deltog i, vandt han trods alt 16, hvilket var tæt på hvert fjerde, og han kom på podiet 24 gange ud af de 66. Desuden vandt han utallige løb i andre klasser end F1. Herunder det berømte italienske landevejsløb Mille Miglia i 1955 med en fantomtid, der vil blive husket så længe, der er nogen, der interesserer sig for landevejs-bilsport. 

Efter bemærkelsesværdig kørsel i Maserati i 1954 blev Moss hyret af Mercedes til at køre både F1 og Mille Miglia i 1955. Da han stillede op ved starten til det rundt regnet 1.600 km lange løb om morgenen søndag den 1. maj 1955, havde han prøvet det tre gange  før i Jaguar, men uden større held. Første gang kørte han galt efter meget kort tid, og de to andre gange holdt bilen ikke til strabadserne.

Artiklen fortsætter under billedet

Helt sorte i hovedet, men glade efter sejren i 1955. 

I '55 var Moss del af et meget stærkt og velforberedt Mercedes-team, der var opsat på at give italienerne, med Ferrari som hovedmodstander, kamp til stregen i det klassiske og for italienerne meget prestigefyldte løb. De første prøvegennemkørsler af ruten Brescia-Rom-Brescia blev foretaget allerede i februar i et blandet udvalg af biler, og foruden Moss bestod Mercedes-holdet af argentineren Juan Manuel Fangio, der nåede op på at blive F1-verdensmester 5 gange, og tyskerne Karl Kling og Hans Hermann.

Bilerne, som Mercedes indsatte i selve løbet, var af typen 300 SLR, der meget passende er blevet betegnet som en Formel 1 racer forklædt som sportsvogn. Tørvægten var kun omkring 880 kg, og topeffekten for den 8-cylindrede cirka 3 liter store motor lå på omkring 310 hk, hvilket var helt ekstremt for en gadebil på det tidspunkt.

Det var frivilligt, om man ville være en eller to i bilen, men Merceds-teamet kørte alle med to. Med sig havde Sterling Moss en britisk motorjournalist ved navn Denis Jenkinson, ”Jenks”, der blandt andet havde en fortid som passager-verdensmester i motorcykel-sidevognsracing. Alene det tyder på, at han ikke var af den frygtsomme type, og han er ofte blevet tilskrevet en stor del af æren for, at de kom i mål som overlegne vindere, fordi han, vist nok som den første, havde udviklet et system, hvor alle de omfattende noter om sving og andre faremomenter på ruten var nedskrevet på en rulle, som han let kunne trække frem, efterhånden som de kom frem. Systemet og de omhyggelige noter var i øvrigt noget, han året før var blevet inspireret til af den amerikanske kører John Fitch, der selv havde håbet at komme til at køre Mille Miglia for Mercedes, men som endte med ikke at få en bil stillet til rådighed.

Kommunikationen mellem fører og passager skete i øvrigt mest ved forskellige i forvejen aftalte tegn for forskellige grader af farer. Larmen fra motoren var nemlig så overdøvende, at det stort set var umuligt at tale sammen undervejs. Hvor velforberedte de to var, fremgår også af, at de i den seneste tid før løbet var begyndt at gå tidligt i seng og stå tidligt op. Noget der ellers ikke hørte til deres livsstil. Bilerne startede med et minuts mellemrum, og Moss havde fået starttidspunktet 7.22. Heraf fulgte, at hans 300 SLR fik det i dag så berømte startnummer 722.  

Artiklen fortsætter under billedet

På vej mod sejren i Mille Miglia. 

Primo a Roma perde la gara – den første i Rom taber løbet – var et almindeligt anvendt udsagn i forbindelse med Mille Miglia, men i 1955 kom det ikke til at holde stik. Moss/Jenkinson havde faktisk hurtigste tid til Rom. De bedste Ferrari-kørere udgik på stribe, og Mercedes-kollegerne Hermann og Eger, der ellers længe var med helt fremme, tabte benzindækslet undervejs, og et øjebliks manglende koncentration, da benzinen sprøjtede ud, førte til et uheld, der sendte dem ud af løbet. Moss kunne således uden at være truet af nogen – Fangio var 32 minutter langsommere på andenpladsen – køre 300 SLR'en med nummer 722 på alu-karossen i mål på rekordtiden 10 timer, 7 minutter og 48 sekunder svarende til et gennemsnit på 157,651 km/t for de lige omkring 1.600 km. Det var altså på almindelige offentlige veje, som de var i 1955, og rekorden blev aldrig slået. En stor ulykke i 1957 med dræbte tilskuere satte efter mange års kritik af sikkerheden endelig en stopper for det berømte og berygtede løb. Måske var det også set med vor tids øjne forrykt at sende biler med over 300 hk ud at køre om kap på snævre, hullede og snoede veje kranset af tusindvis af tilskuere, men det ændrer ikke ved, at alene den sejr ville have sikret Sterling Moss en fremtrædende plads i racerhistorien.    

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start