Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Eksklusiv topliner fra Knaus

Sun i 900 til passionerede campister

Ursula Østerberg
24/01-2016 kl. 09:00

Knaus indrømmer, at det har været hårdt arbejde. Til gengæld er producenten slet ikke i tvivl om, at de til sæson 2016 leverer en unik autocamper i topsegmentet. Den spændende nye serie hedder Sun i  900. Serien har et markant design, flotte detaljer og fås til en overkommelig pris – alt sammen noget, der gør den ganske interessant på markedet. Knaus beskriver selv den nye serie som: Det bedste af alt, og en lille smule mere, end du faktisk har brug for.  Det er en autocamper til de passionerede campister. 

Sun i 900 er et imponerende syn med dobbeltaksler, en længde på 8,82 meter og en samlet vægt på 5,5 tons. Indvendigt udstråler Sun i 900 luksus og stil med læderindtræk, højglansskabe og et udstyrsniveau, der er langt ud over det sædvanlige. 

To rummelige modeller i serien

Sun i 900 kommer i to indretninger, nemlig LEG og LX. De to indretninger deler den samme store opholdsstue og det rummelige køkken. De adskiller sig i indretningen af badeværelset og soveværelset. 

900 LEG har to langsgående enkeltsenge bagerst i vognen, der er formet som en elegant kurve, mens LX 900 har en rummelig dobbeltseng.  Al plads udnyttes i soveværelset, og sengene er hævede, hvilket giver mulighed for at have tøj og sko i skufferne under dem.  I LEG er håndvask, toilet og bruser separate og placeret bag hver deres dør ude i siderne, så du har let gennemgang mellem soveværelse og opholdsrum. I LX er håndvasken placeret centralt i badeværelset, så der i højere grad er en fornemmelse af et badeværelse fremfor en gennemgang.  Begge modeller har en gæsteseng, der sænkes ned over siddegruppen. 

Begge indretninger er rummelige og med god plads. Naturligvis er der en rummelig garage bagerst. 

Interiør der skiller sig ud

Sun i 900-serien kommer med en stor udstyrspakke som standard. 

Er der VM i fodbold i fjernsynet, så skal du ikke ærgre dig over at se det på en lille skærm. Når kampen starter, trækkes det ellers skjulte 32 tommer LED fladskærmstv frem fra ryglænet af sofaen. Når kampen er slut, skubbes tv’et tilbage, og der er igen masser af plads. Som en lille finesse kan du også tilkøbe et mindre tv, der sidder bag en klap på ydersiden af vognen, så du kan nyde både det gode vejr udenfor og se tv.  

Fronten er kendetegnet ved sin dynamiske kølergrill og LED-kørelys, monteret over forlygterne. Indvendig er der et lettere maritimt design, med mørke gulve, møbler i en lysere farve samt mørkebrun læder, der til sammen skaber en vellykket klassisk elegant stil. Vægbeklædningen er i forskellige nuancer af grå i soveværelse, køkken og badeværelse. 

Se den flotte vogn her: http://www.knaus.de/en/motorhomes/sun-i/overview.html

På trods af en 30 cm høj dobbeltbund er der alligevel en god højde indvendigt på 2 meter. Dobbeltbunden i vognen giver plads til teknikrum, ALDE varme og frostsikre vandinstallationer, der er lette at komme til.  

Skriv et svar