Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Dethleffs’ har opjusteret alle serier

2016-nyhederne har været at finde ude hos forhandlerne siden efteråret

Ursula Østerberg
22/01-2016 kl. 11:00

Tyske Dethleffs har arbejdet hårdt i 2015 for at træde ind i sæson 2016 med en række nyheder over hele linjen.  Til sæson 2016 har vi fået en ny serie, 4-Travel, som erstatter Globe 4, Trend har fået en makeover og Esprit har gennemgået en modernisering. Advantage fik sin makeover til sæson 2015, men Dethleffs havde alligevel gemt et kort i ærmet til denne sæson, nemlig en ny model i serien. Globebus er genfødt som Globebus Active.  

Nyheder i serierne

Advantage fik sin makeover til sæson 2015. Alligevel har Dethleffs ønsket at tilføje mere til serien til sæson 2016 med en ny model på 6.99m og med dobbeltseng, nemlig T 6651. Her er queen-size dobbeltseng, separat brusebad og toilet, på trods af den kompakte størrelse. 

Active-pakken er blevet standard i Globebus-serien, hvilket øger komforten og sikkerheden i den i forvejen komfortable og multifunktionelle autocamper, der har kassevognens overskuelige størrelse. Du får nu en kraftig 2,3 liters MultiJet-motor med 96 kW (130 hk), klimaanlæg i førerhuset, cruisekontrol, airbags og stort panoramavindue i taget.

Globetrotter XLi har til sæson 2016 fået fjernet et trin mellem badeværelse og soveværelse og fået mere praktisk arbejdsplads i køkkenet. 

Forbedringer over hele linjen

Udover de mange spændende forbedringer, som flere af serierne har gennemgået for at blive klar til sæson 2016, så er der en række opjusteringer, som alle serier og modeller har til fælles: Alle modeller kommer i 2016 med 16” stålfælge, samt LED-kørelys inkluderet i Chassis-pakkerne. Alle indretningerne har også fået EvoPore komfortmadrasser, der erstatter de tidligere koldskumsmadrasser.

Det er dog ikke kun Dethleffs vogne, der har fået en opjustering til sæson 2016. Det har de interne systemer også. Det skal sikre, at kunderne ikke længere skal vente i ugevis for at få reservedele og komponenter.

4-Travel er Dethleffs største nyhed

4-travel er den største nyhed fra Dethleffs til autocampermarkedet i sæson 2016. 4-Travel erstatter som nævnt Globe 4, som er en delintegreret autocamper med langsgående sænkeseng, stor L-formet siddegruppe, stor garage med to døre og en bred kabinedør. 

Sænkesengen er ikke noget nyt, men det smarte er at den i eksempelvis T 6966-4 helt erstatter en fastmonteret seng, hvilket skaber usædvanlig meget plads i vognen – ikke mindst til et stort badeværelse, der optager hele den bagerste del af vognen. Bagerst i T 6966-4 er der en rummelig garage, der er lige så høj som bilen. Dette er muligt på grund af den langsgående sænkeseng foran, som har erstattet den traditionelle seng i bagenden, som ellers ville optage plads, samt chassissænkningen. Højden giver naturligvis ekstra meget plads i bagagerummet, og da den tilmed kan tilgås fra to sider, er der mulighed for at have meget baggage med. 

Udover T 6966-4 findes 4-Travel i to andre grundrids: T 7116-4 (to enkeltsenge + sænkeseng) og T 7156-4 (kingsize + sænkeseng). 

Sænkesengen måler 200 cm. i længden og 140 cm. i bredden og er derfor stor nok til to personer. Da den kan låses i enhver ønsket højde, giver det mulighed for sovepladser nedenunder i siddegruppen. Det smarte er også, at siddegruppen stadig kan benyttes, selvom sænkesengen er i brug, netop fordi du selv bestemmer sænkesengens højde over siddegruppen. 

Den nye serie er bygget på Fiat Ducato. 

Skriv et svar