Campingtrends 2016 - Mere komfort i campingvognene
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Campingtrends 2016

Meget mere komfort i campingvognene
Ursula Østerberg
28/09-2015 kl. 12:00

Over 220.000 besøgende lagde vejen forbi Düsseldorf for et par uger siden, da verdens førende producenter af autocampere og campingvogne præsenterede de nye modeller for 2016. Der er ikke nogen altdominerende trend for næste sæson, men messen viste flere interessante tendenser, som vi kan glæde os til.  Så hvad skal du forvente næste sæson? Det var især tydeligt, at campingvogne og autocampere i luksussegmentet bliver mere og mere populære. Høj kvalitet og god komfort efterspørges i højere grad af campisterne, og det ses på de nye modeller. Så har du særlige ønsker til komfort, så er næste års modeller absolut værd at kigge nærmere på.

Meget mere komfort i campingvognene

Fælles for næste sæsons campingvogne er at de ikke har ændret sig meget udenpå, men til gengæld kan vi nyde aftenerne og regnvejrsdagene indenfor i et interiør, der ikke får os til at savne den hjemlige komfort.  Et godt eksempel er den praktiske og familievenlige ERIBA Exciting fra Hymer, hvor hele serien har fået en omfattende indvendig ansigtsløsning.  Ved hjælp af det innovative rumsystem fra Nova-serien er der kommet meget mere plads, installationerne er gemt væk, der er kommet mere lys, og komforten er blevet endnu bedre.

I luksusklassen er det dog ikke kun plads og et smart interiør, som de nye modeller kan prale med. Digitale løsninger vinder indpas i vores hjem. Og i høj grad også i campingvognene i luksusklassen. Det kommer vi til at se meget af i de nye modeller. En af disse modeller er Adria Alpina. Alle vogne i serien har fået Bluetooth-controller, der giver mulighed for at streame musik og radio fra smartphone eller tablets. I indretninger over 7 meters længde er der også kommet ALDE Smart Control til. Her bruger du din smartphone som fjernbetjening til varmeanlægget, så du kan tænde eller indstille varmen, inden du ankommer til campingpladsen. Den største nyhed til sæson 2016 hos Alpina er dog den nye Alpina 903 HT, der med 9 meters indvendig længde, er den største serieproducerede campingvogn fra Adria’s hånd nogensinde.

De små autocampere vinder frem

Også hos autocamperne har producenterne forsøgt at overgå hinanden med teknisk ekstramateriale og eksklusivt interiør til næste sæson. De store autocampere byder allerede på rigeligt med plads, så nu giver producenterne os muligheden for at designe indretningen helt som vi vil have det. Nu handler det om marmor eller fliser i badeværelset, forskellige farvede læderindtræk i stuen og cockpit og komplet hjemmebiograf på alle værelser i luksusklassen.

Det er dog de mere kompakte autocampere i et lavere prisleje, som vækker de flestes interesse. Sammenklappelige senge, der giver opbevaringsplads til cykler, og køjesenge har fået et comeback. Med de små autocampere er det noget lettere at finde parkering og at manøvre igennem Firenzes smalle stræder.  Tendensen er nemlig, at vi vil være mere mobile, når vi er på ferie i vores autocamper.  Den tendens har Bürstner grebet med den nye City Car, som kan købes fra oktober. City Car er en kompakt autocamper baseret på Fiat Ducato’s chassis, men der er ikke meget kassevogne over den indvendigt. På trods af at den er under 6 meter i længden, er der alligevel god plads til en ordentlig dobbeltseng og fire siddepladser.  Også Fendt sender deres bud på en kompakt autocamper på gaden til næste sæson, nemlig Caravan Brillant 650, hvor varme og aircondition kan fjernstyres via SMS.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start