Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Bürstner Elegance i745

Elegance er med forbedringerne forfremmet til Bürstner´s ambassadør i luksusklassen

Ursula Østerberg
25/11-2015 kl. 18:00

Der sker meget hos Bürstner. Over de seneste to sæsoner har den tyske producent foretaget en grundig justering af sine vogne. I år er turen gået til Brevio, Aviano og Elegance, som har fået en komplet makeover med gennemgribende forbedringer i design, ergonomi og komfort.  

Elegance er med forbedringerne forfremmet til Bürstner´s ambassadør i luksusklassen.  Serien har beholdt sit navn, men ellers er alt nyt. Indvendigt og udvendigt. Elegance findes i fire forskellige modeller, men lige præcis Bürstner Elegance i745, som er den næststørste model, er den model, man erfaringsmæssigt ved passer rigtig godt til det danske marked. 

2-i-1 badeværelse og magelig dobbeltseng

Elegance i745 er indrettet med soveværelse bagerst i autocamperen. Her er dobbeltseng, som du kan komme til fra begge sider. Og der er garanti for en behagelig nattesøvn for dobbeltsengen er indrettet med 5-zone-skummadras med hårdhedsjustering og lamelbund.  Lige under dobbeltsengen er autocamperens garage, og som en ekstra finesse er det muligt at hæve og sænke sengen i forhold til mængden af baggage nedenunder. 

Fra soveværelset går du direkte ud i badeværelset. Badeværelset er opbygget på en ny måde, således at brusekabinen er placeret på den ene side og toilettet på den anden side med håndvasken i midten af rummet. Det giver et stort badeværelse, der samtidig kan opdeles i to, hvis der er behov for det om morgenen, hvor den ene skal på toilettet og den anden i bad.   

Ekstra soveværelse i førerhuset

I midten af autocamperen finder du et lille vinkelkøkken. På trods af størrelsen er her alt hvad du skal bruge af kogeplade, køleskab, fryseskab osv. Ved siden af køkkenet er autocamperens hjerte: stuen.  Den L-formede siddegruppe kan med lethed gøres større ved at dreje begge stole i førerhuset, så de bliver en del af stuen. En anden interessant detalje i stuen er hæve-sænkesengen, der er placeret over førerhuset. Dobbeltsengen måler 197 x 139 cm og er ligesom dobbeltsengen i soveværelset med 5-zone-skummadras, Hårdhedsjustering og lamelbund. Sengen kan sænkes helt ned ved at lægge stolene i førerhuset ned. Dermed er der skabt en børne- eller gæsteafdeling i vognen. 

XL-døre og stor garage

Elegance i745 er en helårsbil med opvarmet dobbeltbund med Truma varme, så I også kan køre på ferie om vinteren uden bekymringer, selv i de kølige lande.

En ny tendens for 2016 er de brede døre, der er kommet i autocamperne, og også denne model er fulgt med moden.  XL-dørene måler 70 cm. i bredden, så der er god plads til at komme ind og ud, hvilket er ganske praktisk. 

Garagen er, som nævnt, placeret under soveværelset. Den har kæmpe indgangsdør på begge sider, hvilket gør det let at pakke vognen og samtidig få fat i tingene efterfølgende. Garagen er ca. en meter bred og over en meter høj.  Der er altså rigeligt med plads til cykler, fiskeudstyr, badeudstyr osv. Højden kan dog justeres, så hvis du ikke bruger al pladsen i garagen, kan du udnytte det ved at sænke dobbeltsengen, så den kommer længere ned, hvis det ønskes. 

Elegance i745 er opbygget uden træ med tag og gulv i GFK glasfiber med glatte Glattblech alu-sider. Her er REMIS vinduesafdækning i førerhus, manuelt klimaanlæg, busspejle med elektrisk justering samt kopholder og airbag for fører og passager. 

Prisen ligger på omkring 1.111.500 kr. Det er en meget veludstyret luksusautocamper, men der er stadig mulighed for at vælge forskelligt udstyr til udover de mange finesser, der allerede er.

Skriv et svar