Bilgiganter danner internationalt ladenetværk

Internationalt ladenetværk skal gøre langdistancerejse med elbiler nemmere
Anslået læsetid: 1 Minutter

En af de væsentlige grunde til det beskedne salg af elbiler i Europa, er manglende opladningsmuligheder. Det har de større bilproducenter længe været opmærksomme på og derfor er det i dag offentliggjort, at BMW Gruppen, Ford Motor Company, Daimler AG og Volkswagen Gruppen har dannet et Joint venture selskab, som vil opsætte hurtigladere i Europa. Det er med andre ord nogle af de største bilproducenter, der nu for alvor vil gøre elbiler attraktive for deres kunder.

Joint Venture-selskabet hedder IONITY og planen er, at der ved 2020 skal være 400 hurtigladere placeret strategisk, så langdistancekørsel bliver mindre bøvlet. Og det internationale islæt med digitale betalingsmuligheder skal gøre det opladningsprocessen ens på tværs af grænser.

Allerede i år forventer selskabet at opsætte 20 ladere i Tyskland, Østrig og Norge. Standerne vil blive placeret ved allerede eksisterende tankstationer, så der stadig er mulighed for at købe dyr kaffe og dårlige hot dogs.

Ladestationerne bliver på 350 kW og vil anvende den såkaldte European charging Standard Combined Charging System (CCS), så ladestanderne ikke bliver kræsne hvad bilmærker angår.

Selskabet får hovedsæde i München og forventes at have 50 ansatte i starten af 2018.

Mathias B. Høj
Skrevet af
Journalist

Mathias har skrevet bredt om både motorcykler og biler på MagaCin, hvor han har dækket alt fra nye modeller og teknik til udstyr, tests og de mere skæve historier fra den motoriserede verden.

Fælles for artiklerne er en nysgerrighed på alt med motor og hjul og en uhøjtidelig tilgang til stoffet. For selv om teknik, specifikationer og fakta skal være på plads, må det også gerne være underholdende at læse om.

Del med en ven

Skriv et svar