Barefoot: verdens første kurvede campingvogn
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Barefoot

Verdens første kurvede campingvogn
Ursula Østerberg
23/10-2015 kl. 17:00

Den har været fire år undervejs, og nu er det endelig lykkedes: Den nye britiske campingvogn Barefoot kunne forleden præsenteres som verdens første helt kurvede campingvogn. Andre campingvogne har igennem årene også haft runde former, men ikke som Barefoot, der udvendigt ikke har nogen lige linjer overhovedet. 

Lanceringen af den nye retro-campingvogn gør, at kvinden bag, Cathy Chamberlain, hermed ikke bare kan kalde sig for en af verdens første kvindelige campingvogndesignere, men også for pioner inden for design af campingvogne. 

Go Barefoot, som producenten hedder, forventer, at campingvognen kan købes udenfor Storbritannien i løbet af 2016.

Letvægtsvogn med stilfuldt interiør

Den unikke Barefoot campingvogn findes lige nu kun på det britiske marked, hvor du for £21.950 kan få din egen skræddersyede model leveret med et smart badeværelse, stilfuldt retro-køkken med overskabe, garderobe og L-formet sofa, der om aftenen omdannes til en 180×180 seng med plads til to personer. 

Campingvognen måler indvendigt 1,9 meter i højden, 3,6 meter i længden og 1,8 meter i bredden. 

Af udstyr byder den lille vogn på 65 liters køleskab, komfur, fryser samt spisebord i massivt egetræ.  Derudover er der Polyvision Eco-vinduer med insektnet og persienner. 

Campingvognen er opbygget med monocoque-konstruktion. Monocoque er en flykonstruktionsform, hvor det er den ydre skal i kroppen, der er bærende. Der er kun få campingvognsproducenter, der benytter denne opbygning, da den er temmelig dyr at lave. Fordelen ved denne konstruktionsform er, at kroppen bliver fuldstændig tæt, stabil og meget let. Barefoot har i deres konstruktion valgt en glasfiberkrop med galvaniseret stålchassis. Det giver campingvognen en egenvægt på 140 kg, og en tilladt totalvægt på 910 kg. 

Vælg din egen farve

Barefoot kan skræddersys, så du kan få den i lige præcis den farve, du ønsker. Som udgangspunkt er der tre standardfarvetemaer, du kan vælge imellem: lys blå, creme og lys grå. Der er dog mulighed for at vælge andre farver, hvis du har særlige ønsker, for eksempel at din nye Barefoot skal matche bilen. 

Indretningsmæssigt er der også en række standardfarver at vælge imellem, lige fra badeværelset til møblerne. Endelig kommer den indbyggede retro DAB Mini Radio i farver, der matcher det valgte interiør. 

Go Barefoot lægger i høj grad vægt på at sælge en unik campingvogn, og hver campingvogn kan derfor styles individuelt efter behov. 

Bygget i samarbejde med sidevogns-producenter

Cathy Chamberlain blev inspireret til at designe den trendy campingvogn, da hun på trods af megen søgen ikke kunne finde en campingvogn, hun syntes var stilfuld både indvendig og udvendig. Hun præsenterede sin idé for det britiske firma Watsonian Squire, der er kendt for deres ikoniske sidevogne til motorcykler, som var hurtige til at se muligheder i at få sat hendes design i produktion. 

Det har ikke været en let opgave at udvikle en helt kurvet campingvogn, og holdet bag er også helt enige om, at de har indset, at der er en ganske god grund til at stort set alle campingvogne er firkantede, har de udtalt til engelske medier. Ønsket om at skabe en unik campingvogn fremfor at gøre det let for dem selv har dog vejet tungere. Det er da også lykkedes på alle måder at skabe en unik retro campingvogn. 

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start