Alt du skal vide om den helt nye el-Porsche Taycan
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Alt du skal vide om Porsche Taycan

Hidsige Taycan klarer 0-100 km/t på 2,8 sekund - og på fem minutter kan du lade 100 km ekstra rækkevidde på
Mathias B. Høj
05/09-2019 kl. 08:31

Elskere af fart og køredynamik vil fryde sig; fans af forbrændingsmotorer knap så meget. For nu har Porsche præsenteret deres nye Taycan, en elbil, for offentligheden. Porsche kalder selv Taycan for en firedørs sportslimousine (tænk Panamera) og lægger derfor op til hård konkurrence med Tesla. For acceleration er naturligvis en kernekompetence. Mere om det nedenfor.

“Vi har lovet en ægte Porsche til den elektriske mobilitets tidsalder – en fascinerende sportsvogn, som ikke kun begejstrer teknologisk og køredynamisk, men som også fascinerer mennesker over hele verden på samme måde som dens legendariske forgængere. Og den kommer nu”, udtaler Michael Steiner, øverste chef for forskning og udvikling hos Porsche AG.

Porsche slipper dog ikke den historiske forbindelse til forbrændingsmotorer – i hvert fald ikke navnemæssigt. De første Taycan-modeller kommer til at hedde “Turbo” til efternavn.

Taycan Turbo S og Taycan Turbo er de første modeller i den nye modelrække. De udgør spydspidsen for Porsche E-Performance. Senere i år lanceres mindre kraftfulde varianter af den firehjulstrukne bil. I slutningen af næste år kommer allerede den næste modelvariant – Taycan Cross Turismo. Frem mod 2022 investerer Porsche over 6 milliarder euro i elektrisk mobilitet.

Præstationer

I topversionen Turbo S yder Taycan op til 761 hk overboost-ydelse i samspil med Launch Control-systemet, mens Taycan Turbo yder op til 680 hk. Fra stilstand accelererer Taycan Turbo S fra 0 til 100 km/h på 2,8 sek., mens Taycan Turbo klarer det på 3,2 sek. Rækkevidden udgør op til 412 km for Turbo S og op til 450 km for Turbo (begge i henhold til WLTP). Tophastigheden ligger på 260 km/h for de to firehjulstrukne modeller.

Taycan er den første serieproducerede bil, som kommer med en systemspænding på 800 V i stedet for 400 V, som er normalt for elbiler. Det har flere fordele: På godt 5 min. kan man med jævnstrøm (DC) i lynopladningsnettet lade op med energi til op til 100 km rækkevidde (WLTP). Ladetiden fra 5 til 80 % SoC (State of Charge/batteriopladning) udgør under ideelle betingelser 22,5 min., og den maksimale ladeeffekt (peak) er 270 kW. Den samlede kapacitet for performance-batteriet Plus udgør 93,4 kWh. På bopælen kan Taycan-førere oplade deres bil med op til 11 kW vekselstrøm (AC).

Motorer og transmission

Taycan Turbo S og Taycan Turbo er udstyret med to elmotorer på for- og bagakslen, og de har dermed firehjulstræk. Elmotor, gearkasse og pulsomformer er samlet i hvert et kompakt drivlinjemodul.

En særlig detalje ved elmotorerne er den såkaldte hairpin-vikling på statorspolerne. Denne teknologi giver mulighed for at bringe mere kobber ind i statoren. Derved øges ydelsen og drejningsmomentet ved samme volumen.

Den 2-trins gearkasse, som er monteret på bagakslen, er udviklet af Porsche. 1. gear giver Taycan en  stærk acceleration fra start, mens 2. gear med højere udveksling sikrer effektivitet.

Kabine

Kabinen er præget af skærme, for at gøre designet stramt og simpelt. Så stort set alle funktioner skal betjenes via touchskærm, hvilket rent sikkerhedsmæssigt ikke er det mest optimale. Heldigvis er der også indbygget stemmestyring, så man efter et “Hey Porsche” kan kommandere eksempelvis ændringer i temperaturen.

For første gang tilbyder Porsche også en modelvariant uden læder, og dele af kabinens udstyr er fremstillet af genbrugsmaterialer. Så nu kan man kalde sig grøn og være Porschekører samtidig.

Der er to bagagerum til rådighed: det forreste rum har plads til 81 L, og det bageste 366 L.

Undervogn

Til undervognen på Taycan anvender Porsche et centralt opkoblet styresystem. Den integrerede undervognsregulering Porsche 4D-Chassis Control analyserer og synkroniserer alle undervognssystemerne i realtid.

Undervognssystemerne omfatter en adaptiv luftaffjedring med 3-kammer-teknologi inklusive elektronisk støddæmperregulering PASM (Porsche Active Suspension Management) og den elektromekaniske krængningsstabilisering Porsche Dynamic Chassis Control Sport (PDCC Sport), inklusive Porsche Torque Vectoring Plus (PTV Plus). 

Den mulige rekuperationsydelse på op til 265 kW er markant højere end hos konkurrenterne. Under kørselsforsøg har det vist sig, at ca. 90 % af opbremsningerne i dagligdagen udelukkende sker via elmotorerne – uden ekstra aktivering af de hydrauliske hjulbremser.

Profilen for de forskellige køreprogrammer følger som udgangspunkt samme filosofi som i de øvrige Porsche modeller. Hertil kommer specielle indstillinger, der giver mulighed for at udnytte den rent elektriske drivlinje optimalt. Man kan vælge mellem fire forskellige køreindstillinger: „Range”, „Normal”, „Sport” og „Sport Plus”. I indstillingen „Individual” kan man derudover konfigurere de enkelte systemer efter ønske.

Forbrug

Forbrugs- og CO2-emissionsværdierne er udregnet i henhold til den nye målemetode WLTP.

Porsche Taycan Turbo: Forbrug, kombineret (WLTP): 26,7-23,0 kWh/100 km, CO2-udledning, kombineret (WLTP): 0,0-0,0 g/km

Porsche Taycan Turbo S: Forbrug, kombineret (WLTP): 25,7-24,5 kWh/100 km, CO2-udledning, kombineret (WLTP): 0,0-0,0 g/km

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start