Bilglæde på bjerget i Vejle - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Bilglæde på bjerget i Vejle

Horsens, Vejle og København løb med laurbærrene i Munkebjerg Hillclimb
Steffen F. Olesen
15/08-2022 kl. 09:12

Et par tusinde tilskuere nød i går smukt sensommervejr og race på Munkebjerg, hvor landets største hillclimb blev afviklet.
Munkebjerg Hillclimb kaldes ikke uden grund Danmarks smukkeste motorløb, og op ad Danmarks eneste ægte bjergvej, fra Vejle Fjord til Munkebjerg Hotel, blev der kørt race hele dagen med biler fra 1929 til 1990.

Da regnskabet blev gjort op hed vinderen ikke uventet Heino Mejer fra Horsens.
I sin Volvo 242 Turbo fra 1983 tog han sejren for sjette gang, tre og et halvt sekund foran lokalmatador Erik Petersen fra Børkop ved Vejle i en Mazda RX-7 fra 1979.
På tredjepladsen, yderligere 0,7 sekund efter, kom københavneren Christian Jakobsen i en Ford Escort BDG fra 1976.

Heino løb med sejren i sin Volvo 242 Turbo

Feltets mest opsigtsvækkende bil var en Mercedes SSK fra 1929; bilen, der kun er bygget i 35 eksemplarer mellem 1928 og 1932, blev kørt af Jørgen Støjer fra Assens.
En anden perle var den fabriks-Toyota Celica GT 2000 fra 1973, som i sin tid blev brugt til VM i rally af blandt andet den finske verdensmester Hannu Mikkola. Den blev kørt af Kristian Mulvad fra Struer, en af landets bedste rallykørere i perioden 1985-95.

De gamle biler dystede mod hinanden i 11 forskellige klasser, og den ældste, som omfatter biler fra før Anden Verdenskrig, blev for første gang vundet af Sune Pelle Borregaard fra Helsinge i en Citroën 11BL fra 1939.

80 deltagere var med i årets udgave af Munkebjerg Hillclimb, som ikke blot er et race, men også en opvisning i bilismens kulturhistorie. Alle løbets resultater kan ses her.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start